Anmeldelse af Irene Solà: Jeg gav dig øjne, og du så mod mørket, udgivet på Politikens Forlag d. 13. august 2025. Oversat fra catalansk af Ane-Grethe Østergaard.
Anmeldt af Marie Liv Villumsen Krog
Foto: Marie Liv Villumsen Krog
I catalanske Irene Solàs roman Jeg gav dig øjne, og du så mod mørket er grænserne mellem fortid og nutid, under- og oververden, døde og levende opløst. I et hus, hvor en flere hundrede år gammel slægt af kvinder deler tag, bliver jeg over et mørkt og mystisk døgn inviteret til de dødes festforberedelser – for snart mister de levende en kvinde, og de døde bliver en kvinde rigere.
Den ældre kvinde Bernadeta ligger på sit dødsleje på gården Mas Clavell i Catalonien. Imens gør hendes formødre i det hinsides sig klar til at tage imod hende – de slagter en ged, kokkererer og dækker bord. Snart skal Bernadeta forenes med Joana, Margarida, Blanca, Elisabet, Àngela og Dolça, der alle har levet i huset før hende. Imens driver husets levende beboere omkring, uvidende om deres formødres blikke.
I en mosaik af gotik, folklore og magisk realisme forbinder Solà en generation af kvinder på tværs af tid. Gennem et sprog, der veksler mellem det jordbundne og mytiske, skaber hun en stemning, der sitrer mellem lethed og uro. Den er smuk og sanselig, men kvindernes øjne er konstant rettet mod mørket – som de både frygter og længes efter.
”Mejslerne kvidrede så højt, at man kunne høre dem inde i huset, henrykte over, at mørket havde slugt dem, som det sluger alt, og spyttet dem ud igen, som det må gøre med alt, hvad der er rundt og blødt. Og nu slog de deres triller, lettede over at live op igen, for midt i den lange nat havde de tvivlet på, at det nogensinde ville blive lyst. […] Margarida brød sig ikke om morgener. For om morgenen kunne en godtroende kvinde tænke, at natten var slut. Men natten sluttede aldrig, den ventede i smug og vendte altid tilbage.”
Djævlen bor i slægten
Solà maler mørket frem i hver en krog. Det findes både på gården og i kvinderne. Deres skæbne er farvet af den pagt som Joana – den ældste af kvinderne – har indgået med djævlen i tidernes morgen. Drevet af ønsket om at finde en ”hel mand” udfører hun et ritual, der skal få djævlen til at vise sig. En stinkende, tyrelignende skikkelse træder frem i mørket, og de indgår en aftale: i bytte for sin sjæl skal Joana få en mand. Men manden mangler en tå. Djævlen har fejlet, og Joanas sjæl går fri. Men en forbandelse slår alligevel rødder i slægten.
Gennem kvindernes tilbageblik bliver jeg langsomt indviet i, hvordan djævlens nærvær sidder som et ekko i deres slægt. Hvert barn, der fødes, mangler noget: Margarida en fjerdedel af hjertet, Blanca tungen, Àngela evnen til at føle smerte og Bernadeta øjenvipper. Mørket flyder mellem dem, som en arv, de ikke kan slippe. Som et åndedrag, der trækker vejret for dem, og som endda har en krop:
”De klagende lyde blev højere og højere, halvkvalte, skrigende. Og Margaridas lille, dunkende, kompakte, frygtsomme og samtidig nysgerrig hjerte havde åbnet en dør på klem, som et øjenlåg. Og så havde hun, Gud være os nådig, set det. Det frygtelige syn. Det urene, perfide favntag. De nøgne balder. Den hvide hud og den sorte behåring. Bernadeta. Og den mørke skygge bag Bernadeta, som var den tykke hals og puklen og ryggen. Tyren. Halen, hornene.”
I løbet af fortællingen møder kvinderne djævlen i forskellige skikkelser, og han træder ofte frem som en erotisk figur – nogle frygter ham, andre begærer ham. Mørket og kroppen smelter sammen, så grænsen mellem det dæmoniske og det kødelige næsten forsvinder. Det er slående, hvor lidt mændene fylder i romanen. Selvom kvinderne lever isolerede på gården, flytter der af og til mænd ind, og de føder også drengebørn. Alligevel vil skæbnen, at de forsvinder ud af kvindernes liv. Det er, som om kvinderne har lukket sig om sig selv i en verden, hvor djævlen står tilbage som den eneste, konstante mandlige figur.
Måske er djævlen et billede på den patriarkalske orden, de ikke helt kan undslippe, selvom mændene forlader dem gang på gang. For selv i denne verden uden mænd ligger kvinderne stadig under for djævlens maskuline magt. Men Solà viser, hvordan de tøjler mørket og gør forbandelsen til et fælles vilkår, når de samles i det hinsides.
Gotisk sanselighed
Solàs sprog er sanseligt og nærmest fugtigt, fyldt med kroppe, lugte og lyde, med gotikken som understrøm i hver sætning. Jeg kunne mærke både naturen, menneskedyrene og det dæmoniske trække vejret gennem bogens sider. Og netop gennem den organiske måde at skrive det magisk realistiske frem på opstår en særlig gotisk stemning, hvor sammenstødet mellem fortid og nutid står overbevisende klart. Som når Bernadeta på dødslejet mærker djævlens lugt brede sig i huset:
”Den gamle holdt stædigt øjnene lukkede, ledte efter et sted i sengen, der stadig var køligt, og trak tæpperne op til hagen. Hun lyttede til regnens vuggesang og trak vejret dybt. Men lugten hjalp hende ikke. Den kraftige lugt, der fyldte huset, var for lækker, for ophidsende, berusende, stimulerende og fuld af løfter. Den sneg sig ind i hendes næse og fyldte hendes krop med en gysen og skælven, der synes utænkelige i hendes høje alder.”
Jeg gav dig øjne, og du så mod mørket er en dragende roman, der både fortryller og foruroliger, fordi den skriver mørket og myterne ind i det kødelige. Solà forbinder kvinder, natur og tid i et sprog, der både er råt og smukt. Jeg nød virkelig at være med til festforberedelserne. Nok især fordi det magiske og overnaturlige ligger som et fint og usynligt slør over det levende mørke, kvinderne befinder sig i.
Leave a Reply