Anmeldelse af Suzanne Collins: Solopgang over høsten, udgivet på Gyldendal d. 18. marts 2025.
Anmeldt af Signe Bang Andersen
Foto: Signe Bang Andersen
Suzanne Collins vender tilbage til Hunger Games-universet med en ny fortælling, og denne gang er det Haymitch Abernathy, vi følger. Mange vil kende ham som den sarkastiske, bitre og alkoholiserede mentor for Katniss og Peeta – men i Solopgang over høsten møder vi ham som 16-årig, længe før han bliver den mand, vi kender fra den oprindelige trilogi.
Romanen udspiller sig omkring det 50. Dødsspil – også kaldet jubilæumsspillet – hvor reglerne pludselig ændres. I stedet for to deltagere fra hvert distrikt trækkes fire. Det skaber chok og desperation i hele Panem. For Haymitch betyder det, at han sammen med tre bekendte fra distrikt 12, bliver sendt direkte i arenaen. Det er en arena, der er mere dødbringende end nogen tidligere, og Capitol bruger alle midler for at gøre showet spektakulært – og brutalt.
Et ungt hjerte i en brutal verden
Det 50. dødsspil er langt mere teknisk og manipuleret end tidligere spil. Capitol bruger arenaen som en slags skakbræt, hvor de både styrer vejret, sender mutationer ind og belønner dem, der underholder mest. Det er voldsomt, uforudsigeligt og fyldt med overraskelser. Collins viser her, hvordan spillet er blevet forfinet som et politisk redskab og underholdning – og hvor kynisk hovedstaden egentlig er.
Haymitch er en intelligent, nysgerrig og stædig und mand, da vi møder ham. Og han er på ingen måde forberedt på det, han bliver kastet ud i. Men i arenaen må han hurtigt lære at tilpasse sig – ikke bare fysisk, men også psykisk. Han står over for både naturfænomener og fælder, der er designet til at ødelægge deltagerne langsomt. Haymitch bruger sin intelligens og vilje til at kæmpe imod, ikke bare de andre soner, men også mod Capitol i håb om en anden fremtid for distrikterne:
“Og det er en del af vores problem. At tro, at ting er uundgåelige. Ikke at tro på, at forandring er mulig.”
“Du var i stand til at forestille dig en anden fremtid. Og måske bliver den ikke realiseret i dag, måske ikke i vores levetid. Måske vil det tage generationer.”
Det får senere konsekvenser, som rækker langt ud over arenaen. Man mærker tydeligt, at Capitol er et sted, der aldrig glemmer.
En følelsesladet tilføjelse til universet
For dem, der har læst de oprindelige Hunger Games-bøger, er Solopgang over høsten som at vende tilbage til noget velkendt – men med et nyt blik. Selvom bogen dykker ned i Haymitch’ udvikling, er det særligt gennem Dødsspillet, at jeg som læser forstår, hvorfor han senere bliver så lukket og mistroisk. Jeg ser, hvordan han oplever svigt, mister troen på systemet og må tage umenneskelige valg. Valg der påvirker hans overlevelse både inde i arenaen, men også hvordan han efter dødsspillets afslutning må tage afstand fra alle han elsker, for at beskytte dem fra at blive slået ihjel af præsident Snow:
“Jeg ved, at hvert år på min fødselsdag vil jeg få et nyt par tributter, en pige og en dreng, som jeg skal mentorere til deres død. Endnu en solopgang over høsten.”
Bogen trækker tydelige paralleller til de tidligere Hunger Games-bøger. Men hvor jeg, i de tidligere bøger kun hørte om det 50. spil i korte træk, får jeg nu hele den uhyggelige virkelighed foldet ud. Det giver et helt nyt syn på både Haymitch og hele konceptet bag dødsspillet. Jeg mærker, hvordan Capitol straffer, manipulerer og udnytter – ikke bare deltagerne, men hele nationen.
Et nyt blik på det velkendte
Solopgang over høsten er ikke bare endnu en bog i serien. Den kombinerer spænding, følelser og samfundskritik på en måde, der holder mig fanget fra start til slut.
Det er fantastisk at dykke ned i en verden, hvor man både kan blive rørt og ked af det – og hvor man glemmer alt andet omkring sig, mens man læser. Bagefter sidder jeg med en følelse af, at jeg bare ville have mere, jeg vil vide mere, forstå mere, fordi bogen er så gribende.
Leave a Reply