Anmeldelse af Katrine Quorning: Flaskebarn – Minder fra en rødvinsplettet opvækst, udgivet på Muusmann Forlag d. 1. oktober 2019
Anmeldt af: Cecilie Bøgh Pedersen
Foto: Cecilie Bøgh Pedersen
I sin bog Flaskebarn – Minder fra en rødvinsplettet opvækst fortæller forfatter og gymnasielærer Katrine Quorning en trist men vigtig historie om sin barndom og opvækst med en alkoholiseret mor. En barndom, som desværre er hverdag for alt for mange børn og unge i Danmark i dag. Med sin bog forsøger Quorning at få os til at tale om de emner i livet, som er svære og tabubelagte.
Quornings nyeste værk er ikke nogen helt almindelig bog. Først og fremmest tager Quorning fat på et tabubelagt emne, men måden hun gør det på, er også usædvanlig. Bogen er nemlig en blanding af tekst og billeder, som arbejder sammen om at formidle Quornings personlige historie. Billederne supplerer ikke bare Quornings skrevne ord; tværtimod arbejder de to udtryksformer sammen om at skabe en læseoplevelse, som er lidt ud over det sædvanlige. Derved formår Quorning at tage fat på et utrolig svært emne, som mange danskere sikkert er berøringsangste overfor, og formidle det til et bredere publikum. Sætningerne i bogen er korte og letlæselige, og selvom billederne er flotte, så er der ikke noget spektakulært ved dem. Det er også tvivlsomt, om ordene og billederne ville have fungeret halvt så godt, som de gør, hvis ikke de var blevet sat sammen på så velfungerende en måde, som de er. Men når de to kombineres og filtres ind i hinanden, så formår de at fortælle en utrolig svær historie på en letfordøjelig måde, som de fleste kan læse og få noget vigtigt ud af.
Vi må tale om det!
Quornings værk fortæller historien om hendes egen opvækst med en alkoholiseret mor, en far, en lillebror og en storesøster. Hun fortæller om, hvordan hun som ung påtog sig mange af moderens opgaver i hjemmet i et forsøg på at lette moderens byrde, fordi Quorning dermed håbede på, at moderen måske ville stoppe med at drikke så meget. Samtidig blev hun dermed også tvunget til at blive alt for hurtigt voksen, og da hun flyttede hjemmefra for at studere på universitet, tog hun også sin sekstenårige lillebror med sig. Igennem bogen fortæller Quorning om de forskellige måder, som hun forsøgte at komme moderens alkoholmisbrug til livs på. På et tidspunkt laver de to en aftale om, at moderen ikke længere vil drikke foran børnene. Senere, da dette slår fejl, cutter hun al kontakt til hende, men da moderen forsøger at begå selvmord og sender en afskedsbesked til Quorning, som hun aldrig reagerer på, plages hun af skyldfølelse. Moderen overlever, fordi storesøsteren skynder sig ned til hende, men derefter beslutter Quorning sig for, at det heller ikke fungerer helt at skære moderen ud af sit liv. I stedet vil Quorning forsøge at gøre op med alkoholmisbrug og alkoholiserede forældre som et tabubelagt emne, som der ikke bliver snakket nok om, og dette gør hun bl.a. igennem sin nye bog. Hendes vigtige budskab er, at vi bliver nødt til også at tale om de svære emner:
Hvem skal læse den?
For at få den fulde oplevelse af Katrine Quornings nye bog, er man nødt til at se både ord og billeder sammen. Men selv når man sidder med bogen i hånden, kan man godt blive i tvivl om, hvem bogen er tiltænkt. Billederne og ordene i bogen er i sig selv meget letlæselige og næsten lidt barnagtige, men i historien om sit eget liv formår Quorning at indflette en større historie om alkoholmisbrug i Danmark , som gør det tydeligt, at det er alt andet end en børnebog, man sidder med i hånden. Måske er pointen dermed, at bogen er tiltænkt for alle? Bogen er i hvert fald let at læse, men den efterlader unægtelig stadigvæk et indtryk hos én, som gør, at man ikke kan slippe den igen lige med det samme. Med Quornings baggrund som lærer in mente er det ikke svært at forestille sig, hvordan bogen kan blive brugt i undervisningssammenhænge, for hun har utvivlsomt ret, når hun forlanger, at vi begynder at snakke mere om tabubelagte emner som alkoholmisbrug – også i skolerne.
Leave a Reply