Anmeldelse af Daniel Dalgaard: Sfinx, udgivet på Gutkind d. 12. august 2021.
Anmeldt af Thomas Rod
Foto: Thomas Rod
Daniel Dalgaard har skrevet en imponerende romandebut, som er en naturlig overgang fra hans erfaring med digte. Hans tidligere arbejde skinner igennem det afgrænsede og poetiske sprog, som er hans værks sande styrke. Sfinx er fyldt med komplekse fortælleformer, som bliver grundessensen i læseoplevelsen, og deraf en afgørende faktor for den rette læser, som vil få det bedste ud af denne bog.
I en oldgræsk tragedie, Sofokles’ Kong Ødipus, står hovedpersonen i en af sine største bedrifter over for en sfinx. Dette væsen hærger med en pest over en hel by og kræver løsningen på en gåde fra stykkets helt for at ophæve sin forbandelse. Sfinxen bliver et symbol for det naturligt overlegne, det gådefulde mysterium og den ubarmhjertige verden, som kun de få kan lade sig overgå. Daniel Dalgaards nyeste roman, som ærefuldt bærer navnet på det mytologiske monster, har en lignende natur. Sfinxs handling er ikke båret af et bogstaveligt magisk uhyre; værket er i stedet på samme vis hjernevridende og mystisk, betaget af de spørgsmål, som dårligt nok står til at svare. At overgå denne roman, med sine flertallige skift i perspektiv, tid og geografi føles som en sejrsbedrift i sig selv, men af helt særlig værdi. Her er der ikke tale om kompleksitet for sin egen eller nogen prætentiøs overbevisnings skyld.
Kompleksitetens mystik
Dalgaards lyriske erfaring bliver tydelig under læsningen af hans debutroman, som føres igennem med en poetisk og koncentreret stemme. Indholdet i historien kan virke overvældende ved første læsning, men sproget er afklaret og skåret til benet—der bruges kun de nødvendige billeder for at give os de indtryk, som fortæller den rige historie. Mest centralt for bogen er fortællingen om vores hovedpersons liv, som indføres i adskilte dele fra hele hans liv fra barndom til alderdom. Særligt åbningsscenerne er fuldstændigt betagende og giver os et intimt indblik i protagonisten vi følger. Romanen har et stærkt forhold til tidens gang; hvordan den bliver et afgørende fundament for historierne vi fortæller om os selv, men også hvordan denne force abstraherer os fra vores virkelighed. Den passerede tid er ikke altid lineær i vores sind, når vi ser fra et fremtidigt perspektiv; vores minder og vores præsens påvirker hinanden og indgår i et ukontrolleret forhold. Ligesom i Prousts mindesekvenser i kæmpeværket På sporet af den tabte tid indkapsler sanselige indtryk sig som livlige oplevelser, som kan vækkes til live på tværs af tid.
”Tiden har én retning, mod en større grad af uorden; man taber et æg, og det knuses, og man ser aldrig den modsatte bevægelse. Jeg ved ikke hvad man skal lægge i al den slags. Måske er det alt det vi fortæller hinanden gennem livet, der giver næring til den følelse af skæbne som bare vokser og vokser, og som holder kaosset fra døren. Hvad holder sammen på et liv? Hvad holder sammen på et træ?”
Pludseligt omkring midten af romanen sker et centralt sceneskift i både personer og rummet, vi følger. Backpacker-miljøet og dets gængse karakterer bliver fokuspunktet, og vi rejser fra det landlige danske miljø til Thailands tropiske charter- og oplevelseskultur. Flere steder gennem historien tages vi med på lignende store spring fra vores vante rum. De store forandringer og sprogets poetiske fremstilling er med til at fastholde værkets mystiske udtryk. Som sfinxen er det komplekst og gådefuldt med sine mange facetter, som er bedst overlagt til den tålmodige læser med interesse for den udfordring romanen fører med sig
Leave a Reply