Anmeldelse af teaterforestillingen Lagerlöf på Aarhus Teater, bearbejdet af Mia Juhl og Elias Sadaq fra Den Danske Scenekunstskole, iscenesat af Carolin Oredsson og scenografi af Josefine Thornberg-Thorsøe
Anmeldt af Katrine Kingo Olesen
Foto: Katrine Kingo Olesen
En (u)lykkelig skildring af livets store længsler, kærligheden og oprejsningen. Teaterforestillingen Lagerlöf har et ben i hver lejr, og skaber dermed en ambivalent forestilling i to akter, der kommer omkring gyselighed, frigørelse og menneskets inderste psyke. I teatrets storladne rum skaber de sammen en verden, der både er tiltrækkende og frastødende på samme tid.
Aarhus Teaters mindste scenerum, Stiklingen, er fyldt til randen. Mens alle gæsterne finder deres plads, lyder en forventningsfuld summen. I den lille sal er scenen omkranset af en iøjnefaldende og storladen ramme. ”Hvor bliver man ofte mere stukket af en rose end brændt af en nælde” står der øverst med stor skrift, mens siderne er dækket af den karakteristiske Dalarhest i forskellige kærlige (og kompromitterende) stillinger. Citatet er fra Selma Lagerlöfs fortælling Dunungen, og er i teatrets sammenhæng en magtfuld smagsprøve på det, der skal ske i salen, når lyset snarligt slukker blandt publikum og vender fokus mod scenen.
Kærlighedens hæmningsløshed
I første akt møder vi den generte bagerdatter Anne-Marie og hendes forlovede Mauritz. Magtforholdet er allerede fra starten soleklart, da den tydeligt generte Anne-Marie flere gange bliver kørt over af sin forlovede i snakken om, hvad de skal gøre, når de kommer frem til den rige onkel Teodors gods. Som akten skrider frem udvikler der sig et tre-kants-drama, da Anne-Marie overraskende nok bliver forelsket i Teodor. Scenografien er enkel, lys og minimalistisk, og spiller fint sammen med de flotte gammeldags kostumer, de fire skuespillere bærer. Anne-Maries udvikling fra dununge til selvstændig kvinde, der følger sit hjerte, er en stor forløsning i sig selv. Det mest iøjnefaldende er dog skuespillernes samspil og formidable kemi. Man kunne ikke andet end føle sig en smule forfjamsket i takt med, at Anne-Marie og Teodors kærlighed udvikler sig og blomstrer. Faktisk blomstrer det i så bogstavelig en forstand, at røde rosenblade mod slutningen af akten falder smukt fra himlen. I en ellers ret minimalistisk forestilling har det stor effekt. Dette giver også plads til, at selv små ting kan have stor symbolsk betydning. Det skaber en eventyrlig verden, hvor tørklæder symboliserer hæmninger og rosenblade betyder blomstrende kærlighed. Her var Stiklingen som rum også helt perfekt. Den intime atmosfære tillod derudover et samspil mellem skuespiller og publikum. Sjældent har det være så sjovt at blive sammenlignet med grise i en stald, som det var i mandags. De enkle jokes havde stor effekt, og inddragelsen af publikum var et genialt greb. Man kunne nærmest ikke gå fra første akt uden en ægte feel-good-følelse, da Anne-Marie endelig siger fra overfor sin tyranniske forlovede, og følger sit hjerte lige ind i armene på onklen. En sand, rosenrød kærlighedshistorie.
Gotisk gys
I anden akt er der midlertidigt kommet andre boller på suppen. Scenen starter med en oprevet David Holm, byens drukkenbolt, der ødelægger de smukke scenetæpper og afslører en noget mere industriel baggrund inde bagved. Scenen går fra at være lys og håbefuld til at blive mørk og præget af sorg. Stemningsskiftet bliver yderligere mejslet i granit, da David hånende pisser på det lysende kors til højre på scenen. I alt dette møder vi frelsersøsteren Edit, der er smittet med tuberkulose. Da Kørersvenden, en manden-med-leen-lignende karakter, kommer for at hente hende, beder hun ham om en stor tjeneste: hun vil frelse David Holm. David, der også er smittet med tuberkulose, når dog at dø før Edit, og kommer med Kørersvenden på tur rundt til alle de mennesker, han har gjort ondt. Dette inkluderer hans kone Fru Holm, der opgivende er ved at forgifte både hende selv og deres fælles barn. Anden akt er på mange måder frastødende med den blodige hoste på grund af tuberkulose og den mørke, svedige makeup. Scenen er fyldt med død og mørke, men alligevel også et spinkelt håb gennem frelsersøsterens udholdende tro på David. Slutningen byder på en overraskelse, der hverken kan siges at være lykkelig eller ulykkelig, og som enormt godt indkapsler hele aktens stemning.
Modsætninger mødes
Stykket formår at samle et udpluk af de grundlæggende længsler, man som menneske kan have; efter ægte kærlighed, efter det gode og efter forsoning. Man går som publikum derfra med et væld af følelser, for stykket tillader ikke andet. Det er både eventyrligt og frastødende til en grad, så man ikke kan gøre andet end være aktivt til stede. Stykket handler ikke mindst om oprejsning – om det er fra at blive i et kærlighedsløst forhold til at springe ud i den følelsesladede, store kærlighed (for kærligheden er jo størst!) til den opgivende og alligevel vedholdende sans for retfærdighed og det gode i alle mennesker.
Fortællingerne passer perfekt ind i teatrets verden, hvor der netop er plads til de helt store følelser. Disse iscenesættes smukt af Emil Busk Jensen, Mette Døssing, Clara Sophia Phillipson og William Jacobsen Halken, der formår at ramme de forskelligartede karakterer på bedste vis. Især kemien mellem Anne-Marie og Teodors og den humoristiske timing og udfoldelse af Mauritz i første akt var en fryd at overvære. Selvom de to akter bød på fundamentalt forskellige stemninger, var skuespillet i topform i en sådan grad, at man ikke kunne gøre andet end at blive opslugt af fortællingerne.
Stykket er en del af en række forestillinger, der alle iscenesætter fortællinger fra ikoniske forfattere. I 2023 var det eksempelvis Knut Hamsuns romaner Pan og Sult, der blev dramatiseret og iscenesat af unge talenter fra Den Danske Scenekunstskole og Kunsthøgskolen i Oslo. Denne gang står Selma Lagerlöf for skud med fortællingerne Dunungen og Køresvenden i et yderst vellykket sammensurium af gys og kærlighed. Personligt havde jeg hverken læst Dunungen eller Køresvenden, inden jeg satte mig i de bløde sæder i Stiklingen. Lidt nervøs for, om dette ville være en hæmsko, måtte jeg dog sande, at man som tilskuer ikke manglede kontekst i nogen form. Stykket stod fint og stærkt i sig selv. Der var nærmere en påvirkning den anden vej, da jeg helt klart gik derfra med lysten til at dykke ned i Selma Lagerlöfs fortællinger. Så hvis man er til et stykke, der både er lykkeligt og sørgeligt, smukt og frastødende – ja, enormt modsatrettet i bestræbelsen på at facilitere en ophøjet oplevelse – så kan jeg kun anbefale denne teateradaptation af Selma Lagerlöf. I de valgte fortællinger er der nemlig plads til både rose og nælde.
Stykket spiller på Aarhus Teater i Stiklingen fra 14. november – 21. december, og varer 1 time og 55 minutter med pause. Vær opmærksom på, at der i stykket forekommer kraftigt blinkende lys. Billetterne koster mellem 95 og 160 kroner stykket.
Leave a Reply