Anmeldelse af Abdulrazak Gurnah: Tyveri, udgivet på Gutkind d. 6. juni 2025. Oversat fra engelsk af Siri Ranva Hjelm Jacobsen.
Anmeldt af Andrea Sif Bragadóttir
Foto: Andrea Sif Bragadóttir
Abdulrazak Gurnahs Tyveri er en ’coming of age’-fortælling som er uretfærdig, barsk og vidunderlig smuk på én og samme tid. Romanen portrætterer tre unge mennesker i Tanzania, som alle kommer fra forskellige baggrunde og familiekonstellationer. De tre navigerer livets hårde sandheder og tager deres skæbne i egne hænder.
En gribende og reflekterende roman
Gurnah giver sig god tid til at male et detaljeret billede af hver hovedkarakters oprindelser, deres forældres baggrund og nuancerne derimellem. Vi følger Fauzia, Karim og Badar fra barndom og frem til voksenlivet, som viser sig slet ikke at være, som de havde håbet. Titlen Tyveri får en dybere betydning i forhold til de tre, da der er så meget på spil for dem, og så meget der kan blive frarøvet dem fra det ene sekund til det andet.
Romanen sætter hver af de tre hovedkarakterer under mikroskop og bygger en troværdig dynamik mellem forældrene og børnene. De komplicerede relationer i familierne udstilles og analyseres i romanen – og jeg hæftede mig særligt ved den effekt, som forældrenes traumer kan fortsætte med at have, og den måde den kan styre familien på.
Som læser føles det som om at være til stede sammen med familierne, i deres forskellige problematikker, deres bekymringer, og samtidig blev jeg meget opmærksom på mine egne privilegier gennem læsningen af bogen. Derudover har jeg lært meget af at læse Tyveri – om østafrikansk kultur og samfund, om islam i Afrika og om magtforholdene mellem mænd og kvinder, og det gik op for mig, at jeg ikke har læst særlig meget afrikansk litteratur.
I sidste ende tror jeg, at det er meget sundt at blive udfordret på sit verdenssyn. Det er noget af det helt særlige, som litteratur kan – den får læsere til at reflektere og sætte sig selv ind i andres verdener. På det punkt fortjener Gurnah kæmpe cadeau. Jeg kan ikke huske hvornår en bog sidst har siddet så længe med mig og holdt mig vågen om natten.
Fortællingerne flettes sammen
Det er først cirka hundrede sider inde i bogen, at jeg begynder at opleve mere interaktion og handling mellem hovedkaraktererne. De tre narrativer, som romanen omhandler, er i begyndelsen uafhængige af hinanden, men lige så småt vikles de sammen. Karaktererne eksisterer i periferien af hinandens verdener, og Gurnah lader dem find vej til hinanden på sympatisk og smuk vis, uden at det virkede usandsynligt eller for oplagt.
Globalismens rolle i romanen
Romanen finder sted i perioden fra 1980erne og frem til begyndelsen af nullerne. Den samfundsmæssige udvikling, der finder sted, overvælder karaktererne, og gav mig som læser en fornemmelse af ustabilitet, ændrende samfundsformer og dermed også modstrid fra den gamle garde. Hovedkaraktererne skal hver finde deres sted i verden og løsrive sig fra samfundets forventninger. Fauzia skal finde ud af, hvem hun vil være i sit ægteskab, og kæmper for sin selvstændighed. Karim vokser op i et hjem, hvor sammen med sin mor bliver nødt til at flugte fra sin voldelige far, hvilket har en langvarig effekt på ham. Den forældreløse Badar bliver i en ung alder sendt til en rig familie i storbyen for at arbejde som tjenestedreng. Han ønsker sig mere i livet end at tjene, og udtrykker et håb om at arbejde sig op i samfundet og etablere relationer.
Romanen, og især karakteren Fauzia, stiller sig kritisk overfor de vestlige magter, som har koloniseret hendes land og har presset deres vestlige kultur og styre ned over hovedet på de lokale. Fauzia er en moderne afrikansk kvinde, som er intelligent og selvstændig og viser enorm viljestyrke til at tage imod ændrende samfundsnormer, på en måde som de to mandlige hovedkarakterer ikke bliver tvunget til:
”Hun ville ikke virke føjelig og underdanig. Hun ville ikke bare være endnu en viljeløs, stum datter, hvis mødom blev givet bort”
Betydningen af ordet ’hjemland’ bliver vendt op og ned i romanen. Hver karakter har et forhold til Zanzibar og Tanzania, men fælles for dem alle er følelsen af afmagt og opgiven i deres eget land. De føler sig efterladte og nedprioriterede af landets politikere, som hellere vil investere i turismen og tjene stort, end de vil investere i landets infrastruktur og borgere:
”I den bedste af alle verdener ville du måske nok komme til at uddanne intelligente, flittige unge mennesker til ansvarlige verdensborgere. Men du lever ikke i den bedste af alle verdener, og dine elever bliver ligesom den flok, vi gik i skole med, eller noget i den retning, uforskammede, uinteresserede, uinspirerede og uoplyste”.
Romanens centrale spørgsmål drejer sig om kampen om et bedre liv og hvor langt og hvor meget, man er klar på at ofre for en bedre fremtid.
Leave a Reply