Anmeldelse af Elisabeth Åsbrink: Forladtheden, udgivet på Gutkind d. 24. marts 2021. Oversat fra svensk af Juliane Wammen
Anmeldt af Simone Eriksen
Foto: Simone Eriksen
Elisabeth Åsbrinks debutroman Forladtheden er en slægtsroman, der tager udgangspunkt i hendes familie og dens historie, som hun også er en del af. Romanen følger tre generationer af kvinder, som viser, at det ikke kun er gener der går i arv, men også handlinger og tankegange.
Drømmen om kernefamilien med far, mor og børn er målet, der går igen igennem hele romanen, som begynder i romanens første del i december 1949 med mormor Rita, dagen efter hendes bryllupsdag. Det er en dag, hun har ventet 20 år og to børn på kunne finde sted, og nu hvor hendes største ønske er opfyldt, og dermed hendes livsmål fuldført, står hun tilbage og har svært ved at finde fodfæste i sit nye liv som en gift kvinde. Problemet er, at hun ikke kan sige til nogen, at hun er blevet gift, for så vil de opdage at hende og Vidal ikke var gift før, og dermed give begivenheden mere opmærksomhed end Rita ønsker.
Kvinder i centrum
Mormor Rita er den eneste af de tre kvinder, der opnår idealet om kernefamilien, men hun erkender også, at vejen derhen ikke var, som hun drømte om, da Vidal aldrig fortalte hans mor, at han boede sammen med en kvinde og deres to fælles børn. Det ældste barn, datteren Sally, har særligt svært ved at forene sig med livet med sin far, der indtil hun var seks år gammel kun kom på besøg i weekenden, og egentlig bare var en fremmed for hende. Hun har derfor ikke det bånd til ham, som både hendes mor og far kunne ønske, hvilket også får konsekvenser for hendes forhold til moren, som hun ellers var tæt med i sine første seks år. Efter Vidal flytter ind permanent, begynder Rita at tage hans side i familiens konflikter, hvilket efterlader Sally meget alene, og tilliden til hendes forældre forsvinder gradvist. Denne manglende tillid tager Sally med sig i sit voksenliv, som udgør romanens anden del, og hun videregiver den til sin egen datter Katherine, kaldet K, der hurtigt lærer, at ordet ”far” og alt, der har forbindelse hertil, er en tikkende bombe:
”Til de Forbudte Ord hører desuden, som enhver kan forstå: Kærlighed. Giftemål. Ægteskab. Skilsmisse. Lykke. Ungarn. Ungarsk mad. Ungarsk musik. Ungarske venner. Alt ungarsk. Koncerthuset. Koncerter. Opera. Back. Rækkehus. Hägersten. Mænd. Også morens blikretning er vigtig at kende så K ser hvad hun ser. Hvis de for eksempel kommer forbi et par der holder hinanden i hånden, kan det dybe hul åbne sig. Sammenflettede hænder på et billede i morgenavisen eller en kærlighedssang i radioen er nok.”
En roman med dybde
I romanens tredje del er K blevet voksen, og hun er nysgerrig på sine forfædre; derfor er hun begyndt at slægtsforske og søger derfor svar om sin morfar Vidal, som hun ikke har mange informationer om fra sin mor Sally. Hun søger til Thessaloniki på svar om sine jødiske forfædre, som Vidal stammer fra, for at finde svar på hvordan hun er blevet, til den hun er. De forskellige vinkler og perspektiver som romanen rummer, giver en god dybde til fortællingen og bliver ved med at holde læserens nysgerrighed. Spørgsmål, der opstår i starten af romanen, bliver nemlig opklaret senere, i forbindelse med noget andet. Selvom romanen er opdelt i tre dele, fremstår den tydeligt som et samlet indtryk, der fortæller den samme fortælling fra forskellige perspektiver ved at inddrage andre historier, der støtter op. Det er kvinderne, der er i centrum, og dermed er det også deres sider af historien, der bliver fortalt, imens mændene mest fungerer som parenteser. Katherine er den eneste, der interesserer sig for mændenes perspektiv, hvilket bliver vist ved, at hun netop rejser til Vidals hjemland for at finde hans historie. Forladtheden er et godt bevis på, at vi alle kommer med bagage, og det kan være spændende at dykke ned i den, for at få en forståelse for, hvorfor ens familiemedlemmer handler, som de gør, eller hvorfor man selv gør – måske er der gået mere i arv end gener.
Leave a Reply