Anmeldelse af Emily Holmes Coleman: Et gitter af sne, udgivet på Turbine d. 25. august 2023.
Anmeldt af Andrea Kløvgård
Foto: Andrea Kløvgård
Et gitter af sne beskriver livet indefra på en psykiatrisk kvindeafdeling. Hvordan der drømmes om et liv udenfor murene, når mareridtene om dødens skeletter ikke overtager. Hverdagen går med håbet om besøg udefra, alt imens kvinderne på skift bliver fikseret med snoede klæder, som er de selv samme klæder, de bruger til at smykke deres ødelagte kroppe.
Den nye (og første) oversættelse af Et gitter af sne, som egentlig blev udgivet i 1930, har virkelig fået mine øjne op for den amerikanske forfatter Emily Holmes Coleman. Coleman skriver poetisk og voldsomt om det at være indlagt på et psykiatrisk hospital i 1930’ernes Amerika. Marthe indlægges på den lukkede kvindeafdeling på et psykiatrisk hospital, da hun efter fødslen af sin søn fik en voldsom infektion, der resulterede i en længerevarende psykose. Marthe veksler med at tro, at hun er Gud og Jesus, og at hendes søn er død. Hun ser skeletter og underlige vrangforestillinger, der påvirker hendes opfattelse af virkeligheden. Behandlingen består af fikseringer, indtil hun kan opføre sig roligt igen.
Drømme om døden
Romanen flyder ind og ud af mareridt, drømme og samtaler mellem læger og patienter. Det er svært at skelne mellem, hvem Marthe taler med, og hvem alle de andre kvinder er. Det hele er skrevet i en let strøm. Det er ikke vigtigt for handlingen at holde styr på alle karaktererne – i stedet lader man sig stille flyde med Marthes indre og komplicerede liv. I starten af romanen er det især døden, der langsomt flyder ind i sproget. Marthes fikseringer er samtidig også et mareridt om at opleve sin egen død:
”Hvordan kunne de forvente at hun skulle sove når hun gik igennem alt det? Det vidste de ikke. Hun havde svinget rundt i rummet fra loftet, og det var som at svinge for korset. Der havde været begravelsen. Hun lå stille i sengen og fik ansigtet dækket til. Hun blev båret stille ud i kisten. Ned, ned sank hun i det rektangel der var lavet til hende.”
Hun ligger allerede i en seng, bundet fast med klæder. Læseren får ikke adgang til ”den virkelige verden”, men oplever i stedet behandlingerne og oplevelserne inde på den psykiatriske afdeling gennem Marthes psykose. Jeg synes selv, det var svært at skelne mellem det virkelige og forestillede, men jeg synes det, sammen med sproget, skabte et nærvær til Marthe. Det er svært ikke at lade sig påvirke af det, Marthe og de andre kvinder oplever på den lukkede afdeling.
Pynte sig med fangeklæder
De indlagte kvinder udsmykker og pynter sig med bånd, ringe og bløde kjoler. Klæderne giver dem følelsen af at være raske, og gør dem til kvinder og mennesker igen. Klæderne har en særlig betydning for Marthe, det er noget af det eneste normale, hun kan holde fast i, mens hun er indlagt. Men klæderne er samtidig også det, der holder hende og de andre kvinder fast, bogstaveligt talt. De bliver fikseret i spændetrøjer, hvor de spændes fast og kontrolleres:
”Hun kunne ikke røre sig. Hvis hun rørte en finger begyndte to af dem at vride hendes håndled rundt. De andre snoede stofstrimler sammen. (…) Hun blev lagt i seng med tæpperne og lærredsklædet blev trukket udenpå. Det var solidt med hul til hovedet.”
Behandlingsmetoderne for Marthes psykose fremgår uklart i romanen. Der er noget med lange bade og grønlig væske, der skal indtages. Den eneste behandlingsmetode, der tydeligt fremgår, er fiksering. Kvinderne i romanen oplever på skift at blive bundet til sengen og gemt under klæder, så de ligner som spøgelser. Ligesom resten af romanens tidslighed, er det uklart, hvor længe de ligger der, bundet helt fast uden at kunne bevæge sig. I de bedre perioder genbruger kvinderne stofstrimlerne:
”Marthe sad op i senge og snoede klude. Mary sad over for hende og fortalte hende hvad hver klud var. En lille var kortere end alle de andre. Mary lavede den til en ring og satte den på Marthes finger. Det er den korteste, jøsses da. De må altid gå med den for at huske.”
Marthe og Mary leger, at de får deres vielsesringe, og dermed deres gamle liv, igen. De snor stofrester på samme måde, som sygeplejerskerne snor stofstrimler sammen for at fiksere dem. De har ingenting, der minder om deres tidligere liv, og det eneste normale, de kan finde, er de genstande og stofrester, der også holder dem fanget. Romanen har virkelig gjort indtryk på mig. Et gitter af sne er en skræmmende roman og kommer skræmmende tæt på nutidens samtaler om psykiatrien.
Leave a Reply