Anmeldelse af Virginia Roberts Giuffre: Nobody’s Girl, udgivet på Gyldendal d. 4. december 2025. Oversat fra engelsk af Carsten Norton.
Anmeldt af Rosie Walbom
Foto: Rosie Walbom
Nobody’s Girl fortæller historien bag tabloidoverskrifterne om sexforbryderen og finansmanden Jeffrey Epstein og de såkaldte “Epstein-filer”. Hvor nyhedsstrømmen og sociale medier i den seneste tid har været optaget af de magtfulde mænd i hans omgangskreds, insisterer denne bog på at flytte blikket derhen, hvor det hele begyndte: mod pigerne, der blev udnyttet og tvunget ind i hans sex trafficking-ring.
Bogen er fortalt af Virginia Roberts Giuffre (1983-2025)– det første offer, der offentligt identificerede sig selv i retssagerne mod Epstein. Hendes historie er på én gang et enestående og forfærdeligt vidnesbyrd om et liv fyldt med oplevelser, der er så voldsomme, at de næsten er umulige at begribe. Samtidig er det en historie, vi desværre genkender: fortællingen om en pige, der mister retten til sin egen barndom. Det er en historie, vi kender – men alt for sjældent taler åbent om.
Nobody’s Girl er en bog om overgreb og vold, men den er også en fortælling om mod. Giuffre skriver:
“Engang var jeg tavs, men nu har jeg fundet min stemme. Bogen er resultatet af den forvandling… Jeg er en kriger. En kriger med en historie, der skal fortælles.”
Det er netop denne forvandling, der bærer bogen. Fra tavshed til vidnesbyrd. Fra skam til kamp.
En vedvarende følelse af uretfærdighed
Alligevel er der noget dybt tragisk i læseoplevelsen: Historien er Giuffres – og så alligevel ikke. Hendes liv er blevet formet og forvredet af de mennesker, der misbrugte og sårede hende. Muligheden for at have en historie, der kun var hendes egen, blev taget fra hende. Hun blev “nobody’s girl” – og dermed alles og ingens på samme tid. At læse bogen er at mærke en vedvarende følelse af uretfærdighed: over det, der skete, men også over hvor længe verden var tavs.
Bogen er skrevet i samarbejde med journalisten Amy Wallace, som indleder med et personligt brev. Her gør hun det klart, at processen har været enormt kompleks: årtiers materiale, retsdokumenter og traumatiske vidnesbyrd har skullet samles og bearbejdes. Wallace understreger den følelsesmæssige og etiske tyngde i arbejdet – og inkluderer en stærk erklæring fra Giuffre, der før hun mistede livet til selvmord skrev:
“I tilfælde af min bortgang vil jeg gerne sikre mig, at Nobody’s Girl stadig bliver udgivet. Jeg tror, at den har potentialet til at påvirke manges liv og igangsætte nødvendige diskussioner om disse dybe uretfærdigheder.”
Denne passage giver bogen en næsten testamentarisk karakter. Den er ikke blot en erindring, men et dokument. En insisteren på at historien skal fortælles – uanset hvad.
Nobody’s Girl er ikke en let bog at læse. Den gør ondt. Med den er nødvendig. I en offentlig debat, der ofte centrerer sig om magtfulde mænds fald, minder Giuffre os om, hvem der betalte prisen. Bogen kræver, at vi lytter – ikke til sensationerne, men til stemmerne fra dem, der overlevede.
Leave a Reply