Anmeldelse af Helga Flatland: Så gør vi sådan, udgivet på Turbine d. 24. april 2026. Oversat fra norsk af Lotte Kirkeby.
Anmeldt af Amalie Brændgaard Hansen
Foto: Amalie Brændgaard Hansen
Trænger du til en portion tør humor? Og har du lyst til at læse om flere forskellige karakterer, deres frenemy-lignende relationer og hvordan de tackler de eksistentielle problemer, de står overfor? Så er Så gør vi sådan lige den bog, du skal snuppe med i tasken og ud i sommerlandskabet. Jeg lover, den får bevæget dig rundt i flere dele af følelsesspektret.
I Flatlands nye roman møder vi Anton, Ebba, Birgitte, en ekskæreste, mænd og børn. Alle bor de i den norske by Skien, hvor de bevæger sig ind og ud af hinandens liv. Forholdet mellem dem viser sig ved, at Ebba er mor til Antons ekskæreste Annette. Og sammen med Ebba er Birgitte kormedlem i Skiens Uafhængige Musikorkester.
Vi inddrages i karakterernes hverdag og et flerstemmigt drama, som folder sig ud. Indimellem popper Flatland ind i handlingen og kommenterer på karakterernes udskejelser, personlighedstræk og sætter ord på de svære familierelationer og skjulte magtspil, der eksisterer mellem dem.
For hvordan føles det at være gift med en kompromisløs mand? Hvad stiller man op, når man forbydes at se sine sønner? Og hvordan tackler man udfordringerne, der følger med overgangsalderen? Det er et par af de problemer, som Ebba, Anton og Birgitte hver især står over for.
En juleelskende, vred og konkurrenceorienteret mand
Anton. En vred mand, der elsker jul. Han er konkurrencemenneske ind til benet, og går i vredeterapi i et forsøg på at få grønt lys til at se sine sønner igen, som hans ekskæreste Annette har forbudt ham at se. Han er en af de karakterer, som jeg følte sympati for. For det er tydeligt, at han efter bedste evne forsøger at gøre sit for at vise sine sønner, at han gerne vil dem, men at han bare har sine impulser imod sig.
”I modsætning til hvad man skulle tro, elsker Anton julen. Det undrer ham selv, for han har ingen minder, efter han fyldte 12, der forankrer hans kærlighed til denne højtid. (…) Han havde brugt meget tid og endnu flere penge på at hamstre julepynt i Herkules-centeret lillejuleaften.”
Kordamerne Ebba og Birgittes modgang
Antons tidligere svigermor, Ebba, er feminist, dirigent for byens orkester, og når hun ikke er til orkesterprøver, er hun at finde hjemme hos sin mand Bernhard, som er en lidt kompliceret type. En, type, der er lidt tung at danse med, idet han står urokkeligt fast ved sine holdninger. Derudover bruger Ebba også tid med sin mor, som bor på plejehjem, og så har hun sine to voksne døtre, som har en intern opmærksomhedskonkurrence og stadig er mere afhængige af hende, end hun synes de burde være.
I orkesteret synger Birgitte også med. Birgittes børn er flyttet hjemmefra, og det synes svært for hende at nå helt ind til dem. Hun oplever ikke, at de værdsætter hende, og hun føler, at de gradvist er ved at glide væk fra hende. Derudover er hun plaget af overgangsalderens omklamrende gener: ”Birgitte har prøvet alt. I løbet af de seneste måneder har hun spist agnus castus, sojaprotein og rødkløver, magnesium og zink til den helt store guldmedalje.”. Hun savner sit gamle jeg og udseende, og forsøger efter bedste evne at finde sig selv i denne nye tilstand, som hendes krop befinder sig i. Ikke nok med det har hendes mand, Richard, også sine sider, og han får Birgitte til at føle sig usynlig. I takt med overgangsalderen og de forgangne år oplever hun, at han tager hende lidt for givet. Han ser hende ikke længere på samme måde, og når han gør, er det mest af alt med bemærkninger, som opleves sårende. Birgitte var en af de karakterer, som jeg ville ønske, jeg kunne give et kram, for hvor kunne hun godt bruge sådan et. Trods hendes mands fravær, finder lykken gudskelov Birgittes vej. For hun møder Anton, og her oplever de begge en særlig forbindelse:
”Mest af alt mærker Birgitte dette glimt af lykke, når hun møder Antons blik, inden han trækker sit til sig, og hun bliver klar over, at han har kigget på hende i længere tid, end hun har været klar over.”
Tør humor og stort persongalleri
Så gør vi sådan er en mellemmenneskelig roman, som vidner om det lidt banale, at alle mennesker har uperfekte sider. En roman, som relaterer sig vidt og bredt til ældre som yngre i de forskellige vinkler, som Flatlandinddrager.
Persongalleriet byder på mange karakterer, og til at starte med var det en anelse svært for mig at navigere i. Romanen skifter mellem at følge de tre karakterer, deres kærester og børn, men cirka en tredjedel inde i bogen begyndte jeg at kunne følge bedre med og forstå forholdet mellem relationerne. Og faktisk endte jeg med at synes, at det gjorde noget godt, at synsvinklen panorerede mellem alle tre, sådan at de forskellige situationer blev skildret fra hvert sit sæt øjne.
Romanen byder på en god dosis tør humor og karakterer med sjove personligheder, man enten kan grine af, blive lidt småirriteret på eller fatte sympati med. Flatland sammenstykker nogle dybdegående personskildringer, og det går man ikke helt galt i byen med. Gennem karaktererne viser hun et autentisk, om end karikeret, billede af mødet mellem mennesker.
Leave a Reply