Anmeldelse af Hans Lind: Skriveprocessen – En overlevelsesguide, udgivet af Samfundslitteratur d. 12. december 2025.
Anmeldt af Johannes Møberg Thorsen
Foto: Johannes Møberg Thorsen
Hans Linds Skriveprocessen – En overlevelsesguide er et overflødighedshorn af opfindsomme skriveøvelser, interessant teori fra studier i kreativ skrivning og muntre anekdoter om litteraturhistoriens største forfattere. Lige så underholdende, mundret og opbyggelig bogen er, lige så fjollet og luftig kan den til tider også være.
Skriveprocessen er Linds første bog og baserer sig på forskning som ph.d. i kreativ skrivning på Aarhus Universitet samt erfaring og undervisning som kommunikationsrådgiver og skrivetræner i retorikvirksomheden Rhetor. Lind er – ikke overraskende – uhyre velskrivende, enormt stilistisk bevidst og understøtter gerne et skriveråd med en raffineret demonstration. Forfatterens egen “skriveglæde” og “lykkelige liv ved skrivebordet” skinner klart igennem og kaster et positivt skær over hele bogen.
Flow vs. Romantik
Inden for få siders læsning står det klart, at Skriveprocessen er en opbyggelig bog. Hen mod slutningen af bogens sidste kapitel hedder det tilmed, at bogen “jo mellem os sagt blot er en selvhjælpsbog i forklædning”. Som et andet stykke “lufthavnslitteratur” kredses der da også uophørligt om begrebet flow, der som bekendt blev formuleret af forskeren Mihaly Csikszentmihalyi, og som har hjemme i den positive psykologi. Flow betegnes som den optimale oplevelse, hvor man helt og aldeles er opslugt af en aktivitet og mister fornemmelsen af tid og sted. Det er denne tilstand, der er den røde tråd igennem bogens fire kapitler: “God tid”, “God stil”, “Godt selskab” og “Godt humør”. Den konceptuelle modvægt til følelsen af flow er Linds opgør med de romantiske skriveidealer, som endnu præger og forvrænger vores forventninger til skrivningen: at man skriver bedst alene, at man bør skrive perfekt og ubesværet i første forsøg, at inspiration er noget, man bliver født med etc.
I et forsøg på at afhjælpe disse forventninger præsenterer Lind en lang række indsigter, som både understøttes af forskning og professionel erfaring. Blandt de mest nyttige kan nævnes risikoen ved den farlige metode, som betegner forsøget på at skrive perfekt allerede i første udkast. I stedet bør man inddele sin skrivning i tre faser (forberedelse, skrivning, forbedring) og på den måde blive mere komfortabel med at skrive og derefter justere dårlige udkast: “Skriv grimt, før du skriver godt!” lyder mantraet. I samme ombæring punkteres myten om perfektionisme også “som drømmen om at skrive noget perfekt, selvom det snarere bunder i en frygt for at fejle”. Skæret fra den positive psykologi skinner også igennem forestillingen om nydelse som “et 100% naturligt, præstationsfremmende stof, og det er frit tilgængeligt for alle. Du skal nyde, før du kan yde”. Den opbyggelige tilgang til skrivningen smitter også af på bogens samlede tone, som spænder mellem det let akademiske (særligt i de teoretiske redegørelser) over det muntert kreative (eksempelvis i de talrige skriveøvelser under overskriften “Værd at prøve”) og til det decideret fjollede (eksempelvis de metatekstuelle overgange fra ét afsnit til et andet: “(Jeps, det var en halvkikset cliffhanger til næste afsnit. Jeg bebrejder mit “geni”)”).
Historiske eksempler
Særligt underholdende og vellykkede er også de mange passager og anekdoter fra litteratur- og filosofihistoriens væld af excentriske skikkelser, som illustrativt knyttes sammen med et råd eller en teori. Således kan man, for blot at nævne et udvalg, i forskellige sammenhænge stifte bekendtskab med Michel de Montaignes slet skjulte impotens, Gertrude Steins “helt rigtige ko”, Arthur Schopenhauers fløjtespil og puddelhund, Søren Kierkegaards 50 forskellige kaffekopper, Deleuze og Guattaris kollaborative korrespondance etc.
Mindre velfungerende er inddragelsen af forfattere, der kontrafaktisk gøres til genstand for Linds eget virke som kommunikationsrådgiver, i stedet for i egen ret at figurere som kulørte eksempler på en historisk skrivepraksis. Et særligt skurrende eksempel er “skrivetræneren” Linds gode intentioner i afsnittet “Lidelse vs. Nydelse”. Afsnittet tager udgangspunkt i forfatteren Franz Kafka, “litteraturhistoriens ubestrideligt mest lidelsesfulde forfatterskikkelse”, som beskrivelsen ubestrideligt belejligt lyder. Med det forbehold, at Kafka “led af såvel fysiske som psykiske skavanker”, som Lind “slet ikke har forstand på”, er der alligevel ting, Kafka kunne have gjort anderledes for at skrive med større wellness: “Frem for alt ville jeg have foreslået ham at fokusere mere på at finde nydelse i selve processen frem for hver dag at vurdere sine resultater efter det endelige produkt.” Kontrafaktiske spekulationer om, hvordan, hvor meget og med hvor stor tilfredshed, Kafka ville kunne have skrevet med, kan givetvis kaste interessante tankeeksperimenter af sig. Man kunne dog forsigtigt spørge, om ikke skrivningen og læsningen af litteratur i Kafkas tilfælde måske i højere grad var et spørgsmål om netop eksistentiel overlevelse snarere end wellness, flow og nydelse. Som Kafka indtrængende formulerer det et sted i sine dagbogsnotater: “Jeg består af litteratur, jeg er intet andet og kan ikke blive noget andet”. Passagen med Kafka er et af få steder, hvor Skriveprocessen som skriveguide i sin iver efter opbyggelighed og sammenhæng kommer til at nivellere afgørende undtagelser.
Skrivningens nødvendighed
Jeg har i selskab med Lind (og i dialog med min egen ”Indre Kritiker”) lært forbløffende meget om min egen skrivepraksis, min fejlagtige respekt for perfektionisme, værdien af et godt selskab og misundelse etc. Skriveprocessen er som praktisk guide fremragende og konkret, som teoretisk og anekdotisk katalog ligeledes glimrende og underholdende, mens bogens samlede, konceptuelle kerne – den konstante kredsen om flow-begrebet og kritikken af romantiske skriveidealer – sandsynligvis kunne have været udvidet. En sådan udvidelse kunne have medført, at Kafkas skriveproces ikke alene måtte betragtes under synsvinklen nydelse. Alternativt kunne andre, mere eksistentielle perspektiver bidrage til en pointe om skrivningens nødvendighed; at den i det hele taget må – og ikke blot kan – finde sted.
Leave a Reply