Anmeldelse af Johanne Sorgenfri: Folk ser helst, at man ikke vier sit liv til besættelsen af et andet menneske, udgivet på Gyldendal d. 17. april 2026
Anmeldt af Signe Nielsen
Foto: Signe Nielsen
Hjertesorg er universel, men hvordan håndterer man den egentlig mest hensigtsmæssigt? Johanne Sorgenfri debuterer med et fragmenteret portræt af den kompromisløse Kristina og mændene i det.
Kristina er alene. Det har hun været, siden hun – til sin store fortrydelse – gik fra sin ungdomskæreste Peter, som hun har været besat af siden. For Kristina ville have en, der var mere spændende, men da Peter finder en ny kæreste, angrer Kristina sig gul og blå, bygger et alter med en buste af Peter og håber i hemmelighed, at de en dag vil ende sammen alligevel. Indtil da fører Kristinas begær og nysgerrighed hende i favnen på unge, utilregnelige mænd, der ikke ligner Peter det mindste. Hun rejser til Tyskland alene, kalder en spade for en spade og drikker sig fuld med sine unge kollegaer:
”[Øllene] får hende momentant overbevist om, at livet er simpelt, og at kærlighed er, hvad man gør det til. At lykken lige så godt kunne være en bølle på Midtsjælland, hvis hun bare behandler ham bedre, end hun behandlede Peter.”
For hvad er kærlighed egentlig, når man lige så godt kan knalde med en ung træmand i en Chevrolet? Romanen sætter ord på kærlighedens mysterium på et lettilgængeligt og bramfrit sprog og blander humor og hjertesorger i en underholdende cocktail. Man kan lære meget af den kaotiske Kristina, hvis man tillader sig at tage hende alvorligt. For eksempel tog hun både mig og den unge Asbjørn med bukserne nede, da Asbjørn prøver at forklare, hvorfor han gik fra sin kæreste, som han nu savner noget så forfærdeligt:
””Jamen jeg er vel syg i bøtten.” ”Det er jo ikke et svar. Man får ikke carte blanche til at opføre sig ad helvedes til, bare fordi man indrømmer det”, siger Kristina.”
En roman i gådefuld novelleform
Selvom bogen bærer genrebetegnelsen ”Roman”, fungerer kapitlerne imidlertid som selvstændige noveller, hvor vi møder Kristina og mændene i hendes liv i forskellige faser af deres respektive hjertesorg. For eksempel introduceres Rainer, der er ulykkeligt forelsket i både Richard Wagner (klassisk komponist) og Asbjørn (klassisk boheme):
”Der er ting, Asbjørn gerne vil gøre, og ting, han for alt i verden vil undgå. Grænsen imellem dem er mudret”
Karakterernes bearbejdelse af hjertesorg viser sig at være den egentlige fortælling, og selvom jeg først kædede deres historier sammen til sidst, vil jeg anbefale at acceptere bogens præmis, være tålmodig og suge til sig af Sorgenfris bramfrie stil. For et knust hjerte tager mange skikkelser – heriblandt som et forsædesnav, en æske med polaroidpenisser, en spæd (og allerede skræntende) skuespillerkarriere og en flaske Riesling i Dortmund.
”Folk ser helst” og andre ting, Kristina skider på
Romanens lange titel er måske det største mysterium, der figurerer i læsningen, eftersom der faktisk ikke er nogen i romanen, der påtager sig udsagnet. Til gengæld tog jeg mig selv i det flere gange. For jeg irriterer mig over Kristinas brud med Peter efterfulgt af livslang fortrydelse og Rainers ynkelige besættelse af Asbjørn. På den måde er læserens rolle som ”folk” central i romanens præmis, og bogen konfronterer kulturelle normer. F.eks. behandles frivillig barnløshed i et kulturclash mellem Kristina og hendes lettiske kollega, Dita, der mener, Kristina er alt for gammel til ikke at have et barn:
””Do you want me to be pregnant with your kids?” spørger Dita til frokost. Hun er lige kommet tilbage fra barsel. ”I’m good at being pregnant. I’ll do it for free”. ”Vil du være min rugemor?” spørger Kristina. ”Sure, I get a vacation, there’s a baby kicking inside. It’s nice. And you need a kid.” Dita smiler. ”Jeg fik talt mine æg sidste år,” siger Kristina. ”Der er ikke noget i vejen, jeg kunne gøre det selv. Mindst tre år endnu.””
Kristina følger sine egne regler, og det er forfriskende at læse om én, der er fløjtende ligeglad med, at folk synes hun er for meget, hvad end det handler om begær, hjertesorg eller hvornår på dagen, man må drikke den første øl. Jeg er både irriteret på og fascineret af Kristina, og Sorgenfri er dermed lykkes med at skrive en udfordrende bog, som efterlader mig med spørgsmål, moralsk tvivlsomhed og et smil på læben.
Leave a Reply