Anmeldelse af Caroline Albertine Minors: Hummerens Skjold, udgivet af Gutkind d. 20. August 2020.
Anmeldt af Maiken Gadegård Sørensen.
Foto: Maiken Gadegård Sørensen.
Familierelationer og forældreskab står i centrum for Caroline Albertine Minors nye roman Hummerens Skjold, der sirligt, men dog en smule ensidigt, fører læseren gennem de tre søskende Niels, Ea og Sidsels meget forskellige hverdag og deres tilknytning til familien. Bogens magi opstår for alvor i karakterernes samtaler med hinanden og i efterlivssamtalerne mellem de tre søskendes afdøde forældre.
For mig var det tematikken om forældreskab, som stod stærkest i Hummerens Skjold. Minors observationer af familiens indre mytologi, mest af alt forældreskabets facetter, er både vigtige og rammende, og der gives et sprog for en tilknytning, der er svær at forestille sig magten af, for læseren som ikke selv har børn:
Og selvom blodets bånd er stærkt, så er det ikke kun det biologiske forældreskab, der er i søgelyset, men også det forældreskab, som, mildt sagt, kan komme væltende ind i livet gennem andre relationer og omstændigheder. Sådan er det for Sidsel, da hun må tage sig af sin bror Niels efter forældrenes død, for Ea som får en forældrerolle for sin partners datter Coco, og for bi-karakteren William er det forældreskabet, han ikke vidste, han havde.
Flygtige skygger
Igennem romanen følger vi de tre søskende Niels, Ea og Sidsel samt bi-karakterer, som alle har en relation, stærk eller svag, til de tre hovedkarakterer. Det er egentligt et udsnit af personer, som virker bredt og alsidigt, men som viser sig ikke helt at være det. Jeg synes, romanens persongalleri både er dens styrke, men også dens problem. Karaktererne er lette og bløde personer, nærmest flygtige skygger, der svæver ind og ud mellem hinanden. De er dog lidt for ens og flettes sammen på en nærmest for elegant måde, der gør, at lysten til at læse om hver enkelt skæbne forsvinder lidt undervejs i romanen. Bi-karaktererne får næsten lige så meget taletid som de tre hovedkarakterer hvilket er spændende, men også gør at alt virker lige vigtigt. Eller lige lidt vigtigt. Det er karakterernes samtaler og interaktion med hinanden, der holder romanen oven vande, så den ikke drukner i tankemylder og flygtige fornemmelser.
Metafor-flodbølge
Jeg må indrømme, at jeg druknede lidt i den flodbølge af metaforer, som romanen rammer læseren med (hvis vi skal blive i titlens semantik). Der er generelt for mange metaforiske observationer, som kan virke så gennemtænkte, at virkningen af dem forsvinder. Dog er der også nogle af dem, som rammer plet:
Billedet på familien der for alle andre end den afdøde far springer ud hver morgen, synes jeg er enormt sigende for den mildt dysfunktionelle familierelation, de har til hinanden. Familien kan lukke sig sammen om sig selv og være næsten uudholdelig og trang, samtidig med at den er tryg og beskyttende. Det er en stærk relation, som kan blomstre og hjælpe karaktererne med at vokse, men for faderen er det en lukket og hård knop. Noget han ikke har adgang til eller kan se skønheden af. Noget, der ikke får mulighed for rigtig at udfolde sit potentiale for ham.
Titlen er samtidig utrolig velvalgt og passer på netop disse familie-tematikker. En hummer bliver nødt til at skifte skal, mens den vokser, og når hummeren er voksen, skal skallen stadig smides, om end ikke så ofte. Denne metafor fører Minor klart igennem. Familien er ikke bare en hummerskal, men et hummerskjold. Herigennem udfoldes det paradoks, som ligger i hele romanen: familiens fællesskab er et beskyttende skjold, som også kan have svært ved at rumme individerne, og nogle gange må det udvides og smides, for at det kan bygges op igen. Minors roman har spændende input til temaet om forældreskab og familierelationer, men desværre kan den ikke for alvor rumme det i sit persongalleri og sprog. Romanen formår at spille på de første toner af en smuk melodi, men det er lidt som om hele klangbunden mangler.
Leave a Reply