Fordærvede sjælevenner

Anmeldelse af Sine Simonsen: De eneste i verden, udgivet på Gyldendal d. 17. januar 2025.

Anmeldt af Asta Birkler

Foto: Asta Birkler

Sine Simonsens debut sætter mærker i huden; havblå, voldelige og kærlige plamager.

I romanen De eneste i verden følger vi to spor. I det ene følger vi hovedpersonen, Molly, da hun er 11 år og bor på et opholdssted sammen med en dreng, som lister sig ind til hende om natten. Drengen hedder Casper, og i romanens andet spor er han den redningskrans, som holder 22-årige Molly oven vande.

Han bor i en camper og læser musikvidenskab. Hun er droppet ud af psykologistudiet, spiseforstyrret og tjener penge ved at have sex med ældre mænd – og selvom den prostituerede unge kvinde er en klassisk (læs kedelig) forfaldsfigur, formår Simonsen alligevel at undvige klichefælder og skriver Molly frem, så hun fremstår både nøgen og genkendelig. Jeg relaterer til hendes ungdomsliv med irriterende roomies, kollektiv-fester og drop-ud-følelser. Og på den måde bliver fortællingen om sex, stoffer og svigtende relationer ikke moralsk opbyggende, men en sump, man kan flyde med i.

Vi elsker hinanden ægte

Casper og Molly passer på hinanden. Han laver havregrød til hende og lader hende sove i sin camper, når hun er for ængstelig til at sove i sin egen lejlighed. Hun rydder op, kører ham på skadestuen og låner ham penge. Vennerne tror, de er kærester, men de er nærmere bror og søster – en grumset og kærlighedsfuld relation, hvor man også kan have sex med hinanden:

”Jeg tænker at vi elsker hinanden ægte. Han vil gerne op i mig, for han prøver med fingrene, men jeg er ikke rigtig våd, så det svier og virker ikke. Han vender mig alligevel om, jeg ved ikke om han tror det er noget vi leger, jeg ved ikke om det er noget vi leger.”

Den seksuelle relation mellem Casper og Molly indledes allerede, da 11-årige Molly ankommer til opholdsstedet, som har det bodega-lignende navn, Lygten. Deres relation er naturlig i romanens univers og skubber på den måde til mine forestillinger om rigtigt og forkert. Jeg tager mig selv i at ønske mig den nærhed, som findes de to imellem.

Hvaler og en dræberblæksprutte

Jeg er vild med de detaljer, som binder romanen sammen. Glasdelfinerne, som ”svæver i deres usynlige snore” fra 11-årige Mollys loft. Og at der på samme måde hænger havdyr i loftet hos en af 22-årige Mollys kunder, Jógvan. Han er nyskilt, sårbar og ligner umiddelbart billedet på en klassisk frastødende mand: ”Jógvan kunne godt være en stor hval, og jeg kunne godt være en lille hval.” Alligevel lægger der sig en omsorgsfuld hinde omkring hans karakter, og en kærestelignende relation begynder at udfolde sig mellem de to. Og selvom volden lurer, hver gang jeg vender en side, kan jeg ikke lade være med at flyde med strømmen.

Mollys sammenligninger er samtidigt helt suveræne, ærlige og drømmende. De sælsomme vanddyrsbilleder er ikke bare sproglige kanapeer til læseren, men illustrerer også den eskapistiske boble, som Molly befinder sig i. Om sin ven, Søren, siger hun et sted i bogen:

”Hvis man kun kigger på hans skygge i solen, ligner han Ranya, fordi han bevæger armene så meget, når han taler. Eller en dræberblæksprutte. Vi kunne godt være dræberblæksprutter, hvis jeg også kunne bevæge mig sådan.”

 Jeg begynder virkelig at holde af Molly.

Frygtindgydende

Jeg har siddet fuldstændig anspændt, mens jeg bladrede efter opbyggelighed i Mollys liv. Men romanen bliver (heldigvis) aldrig moraliserende. I stedet har jeg siddet med følelsen af at træde ud i en uhyggelig sump, hvor relationerne er rådne og grænserne slørede. Kaster du dig ud i fortællingen om Molly, vil du måske (ligesom jeg) fatte sympati for Jógvan og først senere mærke kvalmen trænge sig på. Du vil sige ”forholdet mellem Casper og Molly er helt forkert” og samtidig ønske dig nærværet fra en såkaldt sjæleven. Og det er netop denne linedans, Simonsen mestrer. Linedansen mellem forsødet og fordærvet.