Anmeldelse af Charlotte Weitze: Ulvemælk, udgivet på Gutkind d. 29. januar 2025.
Anmeldt af Marie Liv Villumsen Krog
Foto: Marie Liv Villumsen Krog
Charlotte Weitze skriver om aktuelle verdensspørgsmål ved at fjerne sig fra nutiden. Ved hver fuldmåne oplever Inga – den ene hovedkarakter i Ulvemælk – mystiske ting omkring sit hus. Noget eller nogen vil indenfor, men hun ved ikke, hvad eller hvem det er. Herfra etableres en konstant vekslen mellem to tidsaldre, der er mere forbundne end man umiddelbart skulle tro.
Ulvemælk er en roman, der smelter fortiden og fremtiden sammen. I 2040 bor forfatteren Inga og kæresten Alexander i Ingas mormors gamle hus i Midtjylland. Det samme hus, som romanens anden hovedkarakter og virkelige folkemindesamler Evald Tang Kristensen besøgte i 1872, for at nedskrive Ane Povlsdatters eventyr, ”Jomfruen og ulvehunden”. Men Evald fik aldrig slutningen af eventyret med, og det plager ham dybt – på tværs af både tid og sted. Romanens mysterier fastholdt mig i et narrativt begær om at få opklaret, hvordan dens gåder og overnaturlige elementer forbinder Evald og Inga.
At næres af fortællinger, som ulvehunden næres af mælk
Både Evald og Inga har en dyb længsel efter litteraturen og dens menneskelige kilde. Evalds arbejde er afhængigt af mennesker og deres fortællinger. Han stræber efter at bevare folkearven og vandrer driftsstyret ud i Jylland, drevet af fortællingens kraft:
”Evald har plantet mundenes safter, først med blyant, så blæk og derefter med tryksværte på bøgernes papir af trævlet træ. Han har fastholdt det mundtlige, så alle nu kan læse meddelernes fortællinger.”
Den menneskeskabte litteratur er en kerneværdi for dem begge, men da Evald aldrig får slutningen på Ane Povlsdatters eventyr, nager det ham i over 30 år. Inga oplever samtidig i 2040, at mysterier og gåder opstår ved fuldmånetid, hvilket trækker hende tættere på Evalds liv og karriere. I den forbindelse bliver hun efterhånden klogere på tingenes tilstand – som jeg selvfølgelig ikke vil afsløre her. Men kombinationen af magisk realisme og vekselvirkningen mellem fortid og fremtid sameksisterer på en overraskende, men overbevisende måde:
”Der findes steder, hvor tider og verdner møder hinanden. I mosen for eksempel, når nutidstågen hviler over landskabet, mens fortidens blade, det bundløse mudder, ligger under. Og er der skjulte døre mellem træerne i skovene? Gyder i storbyernes kringlede gader, hvor man enten kan gå ad fortids- eller fremtidsvej?”
De konstante skift mellem Evald og Inga skaber en medrivende læsning, hvor de to spor konstant kaster lys over hinanden. Ingas modvilje mod, at kunstig intelligens har overtaget fortællingerne i 2040 – og at hendes forfatterkarriere derfor hænger i en tynd tråd – står i skarp kontrast til Evalds kompromisløse afhængighed af det fortællende menneske. Weitzes evne til at tilbageholde viden, og samtidig forbinde de løse ender undervejs i romanen, fik mig til at vende siderne med ihærdighed.
I fremtidens faste greb
Romanen etablerer et skærpet udsyn til aktuelle problematikker om klima og kunstig intelligens. I 2040 er Jylland dækket af skov i et forsøg på at udøve livredende førstehjælp til kloden. Men selvom klimakrisen synes under kontrol, er verden samtidig styret af et kunstig intelligens-system kaldet OS, som udkonkurrerer og overvåger mennesket på et langt mere intensivt niveau end i dag. Inga trives ikke i den højt kontrollerede verden og trodser OS ved at tage sit device af:
”Selvom mit device lå hjemme, kunne OS’ kameraer nok analysere et eller andet ud fra mit kropssprog, der det næste lange stykke tid ville give udslag i reklamer for psykologer, beroligende homøopatiske dråber, yogaretreats eller kugledyner.”
Jeg identificerede mig meget med Ingas skepsis. Tanken om en fremtid, hvor selv vores kropssprog bliver overvåget, giver mig kuldegysninger. Samtidig er det skræmmende realistisk. Weitze skaber nemlig et rum, hvor det abstrakte bliver konkretiseret, og det gør romanens dystopiske og overnaturlige elementer enormt virkningsfulde. Selvom jeg til tider blev provokeret af fremtidsbilledet, opfattede jeg det som en sund påmindelse om behovet for at overveje teknologiens og udviklingens konsekvenser.
Mellem myte og maskine
Ulvemælk rummer et håb om en verden, hvor mennesker er uerstattelige. Romanen kredser om den menneskelige skabertrang og alt det usynlige, som ikke kan reproduceres af en maskine:
”Der vil aldrig komme klarhed. Vi får aldrig alting at vide. Inden i gåden er endnu en gåde. Eventyret kan være den eneste sandhed.”
Charlotte Weitze har skabt en roman, der både er et mysterium og en skarp kommentar til vores samtid og fremtid. Ulvemælk er for dem, der elsker fortællinger, som leger med tidens grænser, og for dem, der ønsker at fordybe sig i en roman, som både fascinerer og skræmmer. Den efterlod mig med en følelse af, at vi aldrig helt vil kende slutningen – hvilket måske ikke er så skidt.
Leave a Reply