Fortidens forfølgelse

Fortidens forfølgelse

Fortidens forfølgelse

Anbefaling af Liv Nimand Duvås Rosenreglen, udgivet på Gyldendal Roman d. 10.10.2019.

Anbefaling af Kristine Kudahl Lyngsø

Rosenreglen er en magnetisk tiltrækkende bog, som fanger interessen fra begyndelsen og tager læseren med på tur i sindet. Men selvom alt virker fint på overfladen, afspejler undersiden noget helt andet. For når traumatiserende barndomsminder vækkes til live, kan det være svært at manøvrere rundt mellem virkelighed og fantasi.

Lille kat, lille kat på vejen:

“Lille kat, lille kat på vejen, hvis er du, hvis er du? Jeg er sgu min egen.” lyder det fra Piet Heins mest kendte gruk i 1938. Dette satiriske digt får nyt liv i Liv Nimand Duvås seneste roman Rosenreglen, hvor hovedpersonen Katrine, i takt med forberedelserne til sin nyeste kunstudstilling, flytter ud i et nyopstartet kollektiv i skoven, for at søge koncentration til arbejdet. Dette bliver dog en hårrejsende psykologisk rejse tilbage i tiden, hvor hun endnu en gang må kæmpe sig gennem sit 13. leveår og endnu en gang gennemleve, det traume hun i mange år har fortrængt.

Ligesom katten er Katrine en enspænder. Hun trives ikke i kollektivet, hvor der stilles krav til hendes sociale væren, så hun gør sig fremmed, både for sig selv og for sine venner. Men efterhånden som hun lever sig længere ind i sin tankemæssige verden, tager hun afstand til virkeligheden, hvilket får konsekvenser for alle i kollektivet.

Det skelsættende år

I begyndelsen skinner hemmeligheden kun igennem i nattens mulm og mørke, men i takt med at hendes frihedstrang vokser, forvandles den til en vildskab der skal ud, der skal mærkes, ses, føles og berøres. Gennem minderne kommer hun tættere på det traume, hun ikke selv vil indse, hun har. Et traume der trækker tråde tilbage til moderen og mødet med en fotograf, som ikke var en rigtig fotograf. Pludselig er det ikke nok at mærke smerten selv, den skal ud, den skal mærkes der, hvor den kan ramme andre:

”Jeg kan mærke flammernes varme i mit ansigt. Har lyst til at fortsætte, men må spare på pulveret i tasken. Eller nej, tager en sidste håndfuld, et lille brag at varme mig på. Tyrer pulveret ud i luften, og denne gang er flammerne voldsommere. Der er en gnitrende latter, et ansigt åbner sig inde i ilden. Brændende æblekinder. En perfekt glød. Der er ingen ord i din latter, den er dybere end normalt. Den vil have ødelæggelse, hævn. Vi griner.” 

Med den tanke i hovedet påbegynder hun forberedelserne til sin kommende kunstudstilling i Århus.

Medrivende, medfølende og magnetisk:

Rosenreglen er lykkedes på alle tænkelige måder, hvilket bare får mig som læser til at ønske at læse endnu mere med Liv Nimand Duvå. Bogens realisme er både kendetegnende for det samfund, vi lever i og samtidig så langt fra den hverdag jeg kender fra mig selv, at jeg ikke kunne gøre andet end et gribe det hele med åbne øjne. Duvå har virkelig formået at skabe en karakter, der rummer mange nuancer af tidens store problematikker: svigt, had, sexisme, traumer og skæbnesvangre valg, som former den person vi bliver til som voksen.

Til slut må jeg derfor indrømme, at Liv Nimand Duvå er en af de bedst-realistiske danske kvindelige forfattere, jeg i den seneste tid har læst et værk af. Hendes sprog er så flydende og let, at jeg fløj igennem bogen uden stop. Som forfatter forstår hun virkelig at fastholde læserens koncentration fra start til slut og blande fortid og nutid sammen i et stort følelsesmæssigt sammensurium. Romanen er skrevet på så spændende og livsforførende et sprog, at jeg som læser hele tiden måtte tage mig selv i at sidde og lave matematiske regnestykker, for at forsøge at gætte mig til, hvem den gentagende ’du-karakter’ som Katrine taler til er, og som har en betydelig del af ’æren’ for Katrines store ønske om frihed og hævn.