Fra Lesbos til København

Fra Lesbos til København

Fra Lesbos til København

Anmeldelse af Kristian Husted: Vahid, udgivet på Lindhardt og Ringhof den 29. januar 2018

Anmeldt af Kristine Strandsby

Foto: Bogens omslag / lindhardtogringhof.dk

Vahid er erindringerne om den iranske flygtning Vahid Evazis rejse op igennem Europa via den velkendte Balkanrute. Dette er absolut ikke nogen nem rejse, men derimod én, som både indeholder store udfordringer og sorger, og sætter fokus på værdien af venskaber. Og det hele sættes på spidsen af, at flygtningen Vahid i virkeligheden er den danske Kristian Husted.

Det afhænger af øjnene, der ser

Manden bag Vahid Evazi er den danske forfatter Kristian Husted, der en dag i efteråret 2015 stiller sig i kø til Moria-lejren på Lesbos, hvor han sammen med tusindvis af andre mennesker håber at blive registeret som flygtning. Det er spændet imellem den virkelige Kristian og den fiktive Vahid, der giver Vahid sin kompleksitet, fordi man, efterhånden som man læser værket, erfarer, at de to ikke altid synes at have samme intentioner og mål med rejsen. Husteds mål er at berette om en situation, som han synes fortjener et nyt perspektiv. Målet for Vahid er at komme til Danmark – i sikkerhed.  Skabelsen af Vahid er en måde, hvorpå Husted forsøger at opnå sit mål. Men overordnet set synes det desværre aldrig at lykkedes Husted at blive Vahid, og det vækker en følelse af mistillid omkring hele projektet:

Dér sidder Abed, en palæstinensisk syrer fra Jarmuk, verdens værste flygtningelejr. En mand, som har sat livet på spil for at komme op til Norge. Jeg føler, at jeg misbruger hans flygtningestatus.

Jeg havde som læser svært ved at relatere mig til iranske Vahid og de andre flygtninge, han møder på sin vej, fordi danskeren Kristian er overvejende meget til stede. Husted formår ikke at tage sine vestlige briller af, og det betyder, at Vahid aldrig får lov til rigtigt at være betragteren. Han er, når alt kommer til alt, ikke andet end et navn på et stykke papir.

Hvem er Vahid egentlig?

Efter flere kaotiske dage i køen uden for Moria-lejren på Lesbos lykkes det Husted at skaffe sig adgang til det identifikationspapir, der sidenhen identificerer ham som Vahid og giver ham adgang til Balkanruten sammen med de andre flygtninge. Det papir, Vahid har fået udleveret, er imidlertid en udvisningsordre. Der står, at han har tredive dage til at forlade Grækenland og rejse ind i et andet land ”efter eget valg”:

I øvrigt kaldes han hverken ”migrant” eller ”flygtning” i papiret, men ”udlænding” eller ”fremmed” – og det er en væsentlig detalje, eftersom man ikke umiddelbart kan se på et menneske ved første blik – prima facie, som man siger i migrationsforskningen – om det tilhører den ene eller den anden kategori.

Betegnelsen er vigtig, fordi det er centralt for Husteds projekt at skildre, hvad der sker, når et menneske som flygtning bliver fanget i et mellemrum i den internationale retsorden, på vej væk fra en retsstat hen imod en anden. Husted reflekterer over dette ved at forestille sig, at Vahid, i det øjeblik han trådte uden for fæstningsmuren i Moria, var blevet kørt ned, dræbt på stedet og slynget ud i vejkanten i mørket. Ville det tælle som et dødsfald? Ja, selvfølgelig. Man ville finde en død krop. Men også rent juridisk? Ville føreren af bilen for eksempel kunne stilles til ansvar for hans død? Hans refleksioner fører imidlertid ikke til noget svar – heller ikke senere i værket.

Når alt kommer til alt

Jeg var kritisk overfor Vahid til at begynde med, og jeg mener stadig, at værket på uheldig vis reproducerer nogle bestemte billeder af flygtningesituationen. Billeder jeg tænker, det egentlig har været Husteds intention at gøre op med. Når det så er sagt, så vinder Husted med Vahid min opmærksomhed. Jeg bliver fanget af de – om end distancerede – beskrivelser af mødet med mennesker, der har sat livet på spil i håbet om en bedre tilværelse, og det sætter tankerne i gang.

Husted formår, selv med sit vestlige perspektiv, at sætte ansigter på de ellers udefinerbare kroppe, andre medier ofre fremstiller flygtninge som. Vahid er et kærkomment indspark i en overvejende unuanceret, hvis ikke ligefrem negativ tendens til at ville behandle flygtningesituationen ud fra en forestilling om, at alle flygtninge er ens. Husted fremhæver dem i sit værk som menneskelige individer, der – meget typisk mennesker – både har gode og dårlige intentioner om og årsager til at tage turen op igennem Europa. Og uanset om man er interesseret i flygtningepolitik, tvangsudsendelser, kampen om menneskerettighederne eller den hjemlige ”danskheds-debat”, er der noget væsentligt og vigtigt at hente ved at læse Husteds Vahid.