Essay om, hvordan man kan starte ud med at ville skrive om Rita Kasimow Brown og hendes bog Portrait of a Holocaust Child, for derefter at glemme sin pointe med det, hvori man netop finder sin pointe
Af Sophie Dolmer
Fotograf: Sophie Dolmer
Holocaust, incest, depression, død, forulykkede kærlighedsforhold, piskeslag, anoreksi og alt andet fra livets brutale virkelighed – noget, man som menneske ikke umiddelbart går og ønsker sig. For den uafprøvede inden for dette felt må enhver med en naiv, lille forfatterdrøm alligevel en gang imellem tage sig selv i at kigge sukkende hen på dem, der befinder sig på den mindre grønne side af græsset, og i al skam ønsker man sig, at man var en af dem; dem, der virkelig har noget at skrive om. Det er på en rejse til Israel, at jeg træffer et sådant menneske.
Landet skulle efter sigende være af mælk og honning, men virkeligheden viser sig straks at være baseret på tahin og koriander. Det er falafel, glade mennesker og granatæbler. Men også bare granater. Det er den israelske soldat med geværet, og længere nede ad gaden er det den palæstinensiske mand med kniven, der alt for længe har følt sig trængt ude af sit eget land. Det er i udmattelse over landets evige konflikt, at mine rejsefæller og jeg kryber i ly hos min venindes farmor på et plejehjem i Haifa. Stuebordet er heftigt tynget af is, chokolade, kage og sågar mikrobølgeovnsopvarmede kastanjer, og bordbenene er ved at nå deres bristepunkt. Det er i manglen på hebraiske ord, andre end ”mange” og ”tak”, at vi tyer til en oversætter.
Det er her, jeg træffer en ældre kvinde, der bærer sig selv frem med en ynde, som virker helt majestætisk. Det er ikke kun grundet den lethed, hun krydser det kliniske gulv med, men derimod det, at hun samtidig skal holde sig oppe fra vægten af en bebyrdet fortid, der er tungere end de flestes. Måske er det antallet af rynker, eller bare dybden af dem, der får et ældre menneske til at fremstå så klogt på livet og verden. Hendes navn er Rita Kasimow Brown, et holocaust-offer, der viser sig at have skrevet en bog om netop det. Fascineret af hendes person og vel vidende om, at generationen med oplevelser som hendes er ved at forgå, overbeviser jeg mig selv om, at dette møde må ud til verden. Det skal være i form af farverige ord og et billedsprog, der ville vække begejstrede gisp hos enhver romantisk forfatter. Men hvad er egentlig min pointe?
Måneder efter min hjemrejse modtager jeg bogen med posten: Portrait of a Holocaust Child. Og til trods for at jeg selv har købt den, kommer bogen alligevel så tilpas mange uger senere, at den er blevet smidt i min ellers så fyldte mentale glemmekasse. Jeg sluger bogens 75 sider og begejstres på ny over at have snakket med en, som i to år af sin barndom har skjult sig under et gulv i et hul i jorden – som en levende begravet! Jeg undrer mig over, at hun trods sin traumatiske barndom alligevel er flyttet til et land, hvor man som jøde ikke kan føle sig sikker over for araberne, og omvendt. Jeg begynder at skrive en flere siders afhandling om min egen fantastiske rejse til Israel, konflikterne og om mit møde med den inspirerende Brown. Men til hvem? Og det er her, i takt med at fingrene rammer tastaturet, at jeg langsomt går i stå. Min pointe er ikke blot forsvundet fra jordens overflade, den har ganske enkelt aldrig eksisteret. Jeg skrev for eventyret, snørklede sætninger og for mig selv. Hvornår var min historie til, for at andre skulle få noget ud af at læse den? I min iver efter at skrive et nyt verdenskunstværk, står jeg tilbage med en tekst, der ikke har andet end overflade. Dette fører mine tanker tilbage til et vedvarende spørgsmål om, hvornår et menneske føler, at dets historier og idéer bør komme ud til resten af folket – ikke for ens egen skyld, men for andres. Alt udgivet må være til for andre, ellers behøver man vel kun sit eget ene eksemplar til at forstå og huske sig selv bedre med.
Tilbage i Israel fortæller Brown, at bogen er bygget op omkring den dagbog, hun har skrevet i sine ældre år. Hun har brugt den terapeutisk for at bearbejde sine barndomsminder og de traumer, der følger med. Den er også skrevet til børnebørnene som en betydelig del af deres slægts historie. Hvornår bliver selve udgivelsen til alle os andre så et must for forfatteren? Med et liv som Browns er der ingen tvivl om, at det må vække en interesse og have betydning hos mange, som læser bogen. Både rent historisk for andre holocaust-ofre, og samtidig på den måde hun viser litteraturens evne til at kunne gribe fat i omtågede tanker og forvandle dem til håndgribelige sætninger. Det vises tydeligt, når hun kører sin egen dialog imellem sig selv og den fiktive veninde, Jay. Hun læser altså sine egne breve og besvarer dem med samme overblik, som var hun en nær veninde. For mig og mit utraumatiserede sind er det ikke relevant, hvorvidt jeg selv skal bruge litteraturen på den måde. Ikke desto mindre finder jeg det både interessant at læse om og bekræftes nok en gang i det smukke ved litteraturens mange talenter.
I min higen efter at få svar på de forvitrede spørgsmål, der nærmest aggressivt banker mod hinanden i hovedet på mig, støder tankerne ind i ord som selvbiografi og autofiktion. Hvornår er ens liv spændende nok til at skrive om det? Og skal andre kende til det for at blive klogere på sig selv eller blot på den person, som har skrevet det? Nu kan alle vide lidt mere om Michael Laudrups forhold til en bold. Men hvornår tænker Linse Kessler, at hendes forhold til sin hund er mere interessant end mit forhold til den plante, der er ved at gro op ad min badeværelseskloak? Åbenlyst er Laudrup og Kessler kendte mennesker, og deres liv må derfor i en vis forstand være interessante for offentligheden. Men betyder det nødvendigvis, at deres livshistorier kan mætte mere end fankulturens trang til kendis-sladder og funfacts? I sådanne tilfælde vil et stykke af det æstetiske ved litteraturen være knækket af, og det eneste formål vil være formet af penge og, måske endnu vigtigere, omdømme. Men hvornår mener man selv at være i besiddelse af en indsigt, som andre kunne blive klogere på? Måske er det netop først idet, man ofrer sig selv for litteraturen, at man får den viden, der er værd at dele med andre. Ligesom Søren Kierkegaard, som brød sit forhold med sin elskede Regine, for kun på den måde kunne han med indsigt fra et ulykkeligt hjerte koncentrere sig om sit forfatterskab. Hans økonomi bestod af en enorm arv, og en egentlig anerkendelse fik han først efter sin død. Kan man ikke her tale om at ofre sig for litteraturen og de tanker, der endnu bliver læst og snakket om snart 200 år efter?
Når dét så er sagt, husker jeg med glæde tilbage på den Shopaholic-serie, jeg læste i mine tidlige teenageår. Om der har været en dybere filosofi bag Sophie Kinsellas historier om tøj, mænd og arbejde, kan jeg tvivle på. Det har imidlertid været til stor interesse for hele min kreds af bebøjlede veninder. Og det er det, litteraturen kan. Den besidder en rummelighed og en mulighed for at nå ud til enhver. Måske er det i virkeligheden Jantelovens lange arm, løftede pegefinger og rystende hoved, der ubevidst ligger til grund for mit spørgsmål om, hvorvidt man kan vurdere sig selv interessant eller klog nok til at skrive noget, som andre vil få noget ud af. For der er rig mulighed for selvhøjtideligt navlepilleri eller ureflekteret verdensskildring, men også en mulighed for alligevel at ramme en anden og i sidste ende, hvis man er heldig, sig selv på ny. Sagen er den, at man sommetider først bliver nødt til at skrive noget, før man ved, om man har noget at byde på.
Leave a Reply