Fra skønjomfruer og riddere til narkobaroner og helte med issues #1

Litterær artikel om antihelten i kulturen fra Miguel de Cervantes: Don Quijote, den kløgtige adelsmand af La Mancha til i dag

Af Imone Dahl og Nete Bækgaard Hermansen

Foto: Bogens omslag / rosinante-co.dk

Antihelten i litteraturen trækker tråde helt tilbage til det, mange betegner som den første rigtige roman; Don Quijote af Miguel de Cervantes – en roman, som de fleste mennesker kender af navn, men kun få faktisk har læst. Og hvad handler den egentlig om? Allerede ved bogens udgivelse i 1605 havde mennesket en tendens til at træffe dårlige valg og udvise overmod, som ofte fik dem i fedtefadet, og dette har bestemt ikke ændret sig siden – et faktum, som til stadighed afspejles i litteraturen. Og antihelten er i dag mere end nogensinde et brandvarmt emne inden for populærkulturen. Dette ses i serier som Daredevil og Breaking Bad, der i lighed med Don Quijote beskriver problemerne for personer, som forsøger at navigere rundt i en sammensat virkelighed.

Don Quijote, den kløgtige adelsmand af La Mancha er en kendt bog, hvis titel de fleste støder på mange gange i løbet af deres liv. Værket er alment populært på grund af dets humoristiske indhold og den komiske, men alligevel dybdegående, portrættering af den halvskøre hovedperson. Alligevel giver kun forbløffende få sig tid til at læse hele værket, og af den grund er der ikke mange, der er bekendte med værkets detaljer. For de fleste er den berømte episode med ridderens kamp imod vindmøllerne et sjovt bekendtskab, som de har gjort ad andre veje, men de er sjældent bevidste om, hvilke virkemidler der gør afsnittet så komisk – nemlig bogens beskrivelse af forholdet mellem virkelighed og fiktion. Faktisk er kampen mod vindmøllerne blot et symptom på den bagvedliggende tematik, for kernen i værket skal findes i hovedpersonens, Don Quijotes, forvrængede forhold til verden omkring sig. Don Quijote fejllæser sine omgivelser, fordi han befinder sig i en brudflade mellem det gamle analogitænkende samfund og det moderne, mere realistiske, hvilket skaber en problematisk ”helterolle” for ham at indtage. Middelalderens analogisamfund, som Cervantes i sin roman forsøger at gøre op med, havde en en-til-en-tankegang, hvor alt repræsenterede noget andet igennem lighedsforestillinger – for eksempel troede man, at man kunne kurere hovedpine ved at spise en valnød, fordi den ligner en hjerne. Det fremstår derfor komisk forældet, når Don Quijote på ægte analogisk vis forsøger at forstå verden omkring sig igennem det eventyrunivers, befolket af riddere, troldmænd og prinsesser, som han har læst om i sine bøger. Han vil redde skønjomfruer og bekæmpe sorte riddere og prøver på den måde at passe ind i den klassiske helterolle, som vi kender fra Chrétien du Troyes’ ridderromancer fra højmiddelalderen. Men omverdenen står på renæssancens tærskel, og ridderromanerne betragtes ikke længere som andet end et harmløst levn fra fortiden. Dette skyldes bevægelsen væk fra den analoge tankegang og den mere moderne idé om det fejlbarlige menneske samt en større bevidsthed om litteraturens fiktionalitet.

I begyndelsen af 1600-tallet befandt mennesket sig midt i det, som den franske filosof Michel Foucault populært har døbt et epistemeskift, og Don Quijote må ligesom alle andre fra sin samtid forsøge at tilpasse sig en virkelighed i forandring. Han forstår dog ikke, at det analoge verdenssyn er forældet, og tilpasser derfor alle sine handlinger til et verdensbillede, som ikke længere eksisterer. Dette resulterer i komik og en gang imellem også tragiske situationer. Don Quijotes insisteren på at påtage sig en riderrolle, som ikke længere har en plads i det omgivende samfund, falder fuldstændigt til jorden, og han indtager dermed ufrivilligt rollen som antihelt. Med begrebet antihelt forstås en karakter, hvis handlinger på en eller anden vis er ude af trit med normerne og reglerne i det samfund, som vedkommende lever i, men som læseren alligevel kan identificere sig med eller holde af. Don Quijote som litterær karakter er et oplagt eksempel på dette. På trods af sine til tider latterlige handlinger er han romanens uomstridelige protagonist og den eneste rigtigt sympatiske karakter blandt et persongalleri af højtravende, egoistiske, løgnagtige, utro og uintelligente karakterer.
Dog er hans malplacerede virkelighedsopfattelse romanens omdrejningspunkt. Dette tydeliggøres især i hans mange samtaler med sin væbner, Sancho Panza, her i en diskussion om, hvorvidt en hovedbeklædning er en magisk hjelm eller et barberbækken:

Heltens vrangside
En litterær beskrivelse af bruddet mellem to virkelighedsflader er aldrig set tidligere, og derfor ynder mange at kalde værket for den første rigtige roman. Det er netop her, i starten af 1600-tallet, at litterære figurer for første gang for alvor træder ud af stereotyperne og afspejler en mere nuanceret forståelse af den menneskelige psyke – langt væk fra middelalderens idealiserende ridderfortællinger. Eventyret placeres her i fortiden, og virkeligheden gør sit desillusionerende indtog; en virkelighed, som læseren bedre kan kende sig selv i, frem for den idealvirkelighed, der findes hos førnævnte Chrétien du Troyes. Det er derfor ikke noget under, at Don Quijote nød – og stadig nyder – stor popularitet blandt sine læsere.

Antihelten, en figur som fødtes med Don Quijote, er stadig yderst populær i dag. Ligesom renæssancemennesket ønsker det postmoderne menneske i kunsten først og fremmest at kunne identificere sig med hovedpersonen og genkende den virkelighed, som fremstilles, og derfor er antihelte stadigvæk relevante inden for kunst såvel som i populærkultur. I Adade-Yeboah og Owusus artikel ”The Tragic Hero of the Modern Period: The European Concept” beskrives antiheltens funktion i den moderne æra således:

Vi moderne mennesker i det enogtyvende århundrede kan godt lide antiheltene, fordi de afspejler den virkelighed, vi lever i, hvor vi har indset og accepteret, at ingen er perfekte, og hvor livets sandheder er obskure. Det postmoderne episteme er om muligt endnu mere brutalt realistisk end renæssancens, og de mennesker, som lever i det, må hver dag forsøge at tilpasse sig i en verden, hvor der ikke findes nogen retningslinjer, heller ikke inden for litteraturen og kunsten. Antihelten symboliserer denne virkeligheds menneske, der famler rundt efter sandheden, og som konsekvens heraf træffer de forkerte valg, ofte med tragiske udfald. Den type antihelt, vi ser personificeret i Don Quijote, imødekom et samfund, der var ved at kæmpe sig væk fra forældede middelalderlige idealer. Den humoristiske vinkel i værket kan være udtryk for, at man havde brug for at gøre grin med disse idealer for at skabe afstand til dem. Den moderne antihelt er anderledes, fordi den reflekterer det enogtyvende århundredes samfund, der for længe siden har løsrevet sig fra middelalderen, men som nu skal forholde sig til manglen på faste holdepunkter. Derfor har mennesker nu brug for karakterer i kunsten, der afspejler den identitetskamp, som det moderne menneske står over for, modsat antihelten, der afspejler overgangen mellem den analoge og den moderne tankegang. Vi ser en tendens til, at de moderne antiheltes handlinger har større negative konsekvenser end det for eksempel ses i Don Quijote, fordi deres funktion ikke er at illustrere et epistemeskift, men en langt mere kompleks verden. Selvom der ofte er et komisk islæt ved disse karakterer, er der samtidig et mere dystert aspekt ved dem. Dette ses for eksempel i serier som Daredevil, hvor det er hovedpersonens menneskelige egenskaber, som stort temperament og overmod, der får tragiske konsekvenser for menneskene omkring ham. Hos den første antihelt, Don Quijote, er alvoren derimod eskaleret ned, og konsekvenserne af hans valg antager en mere komisk form:

Her slutter første del af artiklen om Don Quijote og den moderne antihelt. Læs med i næste uge for at finde ud af, hvad Walter White fra Breaking Bad har til fælles med ridderen fra sekstenhundredetallet, og hvorfor antihelten stadig fylder så meget i det moderne menneskes bevidsthed den dag i dag.