Anmeldelse af Katrine Blauenfeldt: Mine blomster hugger dig til blods, udgivet på Vild Maskine d. 9. december 2024.
Anmeldt af Asta Birkler
Foto: Asta Birkler
Først skulle vi være brat, siden demure og nu er vi pludselig ”too messy”, som Lola Young synger i tidens populære popsang. I Blauenfeldts debut er jeget bukket under for forventningerne. Hun ligger bare derhjemme, svælgende, uduelig og plantelignende.
På digtsamlingens forside møder jeg forfatteren i fosterstilling. Og da jeg åbner bogen, møder jeg samme barnagtige kvinde i undtagelsestilstand. I Mine blomster hugger dig til blods kan jeget hverken arbejde eller eksistere i det hele taget. Hun spiser babymos, piller næse og tager barnets første sygedag, selvom hun ikke har et. Ved digtsamlingens begyndelse er hun sygemeldt, siden mister hun sit job på kontorlandskabet med de “selvbetalte office-pakker”. Hun er vild, indviklet og halvrådden – hun svælger i sit følelsesliv og døser hen mellem dagpenge og opkald fra mor. Hun ønsker at undslippe sin opvækst og forventningerne til hende. Måske kan man det, hvis man bliver en plante?
Claimer det udueliges ret
Det er en ødelagt kvinde, vi møder i digtsamlingens tre dele. Digtsuiternes navngivning efter værker i den feministiske litteraturhistorie sætter fokus på den kvinderolle, som digtsamlingen præsenterer. Jegets friblødning og barnlige adfærd udfordrer forventningerne til den tæmmede kvinde. Jeg væmmes nærmest over hende, når hun opfører sig som en fuglemor:
“ligger og kigger ud ad vinduet
får øje på en fuglerede
to unger får gylpet mad ind i deres næb
jeg kaster lidt op i min egen mund”
Sammensmeltningen mellem kvinden og naturen er ikke bare moderne, men også dét, som står stærkest i digtsamlingen, fordi sammenligningerne er gruopvækkende og atypiske. Kvinden er bestemt ikke en veltilpasset stueplante eller en yndig blomst. Jeget er udueligt. Ugideligt og ubrugeligt. Hun var en vild vækstplante, beskåret og høvlet af forventninger, så der nu kun er en spinkel, svajende stængel tilbage, klæbrig af plantemælk, ude af stand til at stå op.Hun er alt det, en kvinde ikke må være. Digtsamlingen claimer således kvindens ret til at være uduelig, kropslig og vild. Og det kan jeg egentlig meget godt lide den for.
Taktil humor
En anden styrke i digtsamlingen er i de konkrete, taktile og humoristiske billeder – eksempelvis jegets stilfærdige hævn over sin chef:
“jeg plukker hår fra mine arme og ben
gemmer dem i et lommeaskebæger
drysser dem ud over min chefs dueslag
hver gang hun råber af en medarbejder
ligner snart en sphynx”
Det rebelske og konkrete er fedt. Men der er også uanselige digte imellem, som bliver for flyvske og strukturelt samfundskritiske til min smag. Kast dig ud i digtsamlingen, hvis du føler dig utilstrækkelig. Det lyriske jeg vil ikke bare spejle dine følelser, men overgå dig. Det er jeg ikke i tvivl om.
Leave a Reply