Fuld plade på Murakami-bingo

Fuld plade på Murakami-bingo

Fuld plade på Murakami-bingo

Anmeldelse af Haruki Murakami: Byen og dens usikre mur, udgivet på Klim d. 17. oktober 2024. Oversat fra japansk af Mette Holm.

Anmeldt af Maja Agermose Hinrichsen

Foto: Maja Agermose Hinrichsen

Byen og dens usikre mur er den japanske forfatter Haruki Murakamis første romanudgivelse i 6 år. Fans har ventet i spænding, og de vil ikke blive ikke skuffede. De får serveret en mursten af en roman fyldt med alt det, Murakami gør bedst – mystik, parallelle verdener, forskydninger i tid og en følelse af, at intet er, som det ser ud til at være.

Der er fuld plade på Murakami-bingo i den her bog om en distræt, asocial, mandlig hovedperson, der er glad for bøger og madlavning og arbejder på et bibliotek. I første del af bogen befinder han sig pludselig i en mystisk by, der er omgivet af en ubrydelig mur, hvor ingen har en skygge, tiden ikke eksisterer og dyrene med ét horn dør af kulde om vinteren. Byen er skabt i den fælles fantasi mellem den navnløse fortæller og hans 17-årige ungdomsforelskelse, men pludselig står han midt i den og skal efterlade sin skygge, så han kan begynde sit nye job som drømmelæser.

Der er noget mystisk i byen med den høje mur, der eksisterer parallelt med den virkelige verden; på én gang virkelighed og fantasi:

”Jeg følte, at tiden blev blandet sammen inde i mig, som om yderkanterne af to forskellige verdener på forunderlig vis begyndte at overlappe hinanden. Som ved højvande, når vandet fra havet stiger op og blander sig med vandet i floden.”

På biblioteket i den mystiske by arbejder den pige, som hovedpersonen aldrig fik. Nu er han dog en middelalderlig mand, mens hun stadig er fanget i den 17-årige krop, hun havde, da hendes skygge efterlod hende her i byen for at tage ud på den anden side af muren. Det er både en glæde og en sorg for fortælleren at arbejde sammen med pigen, fordi det hver dag minder ham om det, han aldrig fik.

Mystikken lurer under overfladen

Noget af det, Murakami er verdensmester i, er at skrive mystikken frem i sine romaner. Efter hovedpersonen forlader den mystiske by, får han i stedet arbejde som bibliotekschef i en lille by i bjergene, hvor en ensformig hverdag begynder. Hver morgen møder han på arbejde, og om eftermiddagen går han hjem, tilbereder et let aftensmåltid, sætter sig med en bog og går tidligt i seng. Næste dag gentager sig som den forrige. Men denne repetitive hverdag kan ikke blive ved, og mystikken fra hans tid i byen bag muren begynder langsomt at sive ind i den virkelige verden. Virkeligheden skrider; noget er i færd med at ske:

”Hele scenen var som en side i en bog, jeg havde haft som barn. Jeg fornemmede, at noget ville ændre sig. Der var noget, der ventede mig, når jeg drejede om det næste hjørne. Den følelse havde jeg tit haft som barn. Dette noget ville fortælle mig en vigtig sandhed, og den sandhed ville gennemtvinge en ændring inde i mig, som for længst burde være sket.”

40 år undervejs

Meget atypisk for Murakami forekommer i slutningen af bogen et efterskrift. Heri fortæller forfatteren om fremkomsten af bogen, som på mange måder har været hele 40 år undervejs. Bogen er nemlig en omskrivning af en kortroman, han udgav i starten af sit forfatterskab, men aldrig rigtig var tilfreds med. Lige siden har han vidst, at han måtte skrive den om til en ny roman:

”Jeg fortrød, at historien var blevet udgivet, men nu var det jo sket, så jeg lagde den væk og tænkte, at jeg engang ville give mig god tid og skrive den om.”

Da han endelig satte sig for at gøre det, blev det til romanen Hardboiled Wonderland og Verdens Ende, som han dog stadig ikke følte, ydede historien retfærdighed. I begyndelsen af 2020 besluttede han at give det et skud mere, og det er blevet til denne bog, som endelig har fået den form, han drømte om. Bogen er Murakami med Murakami på, og 40 år måtte gå, før den endelig fik sin form – men nu er den her, og den er ventetiden værd.

Bogen er i tre dele, og jeg var vild med første og tredje del, hvor jeg synes, Murakami gør alt det, han gør bedst, og mystikken virkelig får lov at komme til sin ret. I den længere midterste del måtte jeg sommetider væbne mig med tålmodighed, da han tog sig lige lovlig god tid og gentog sig selv lidt til den gode side. Men lige som jeg troede, jeg måske skulle skrive en kritisk anmeldelse af en Murakami-bog, nåede jeg til bogens tredje og sidste del, samt det geniale efterskrift, og jeg blev klar over, at det nok alligevel ikke ville komme til at ske. Han kunne godt have skåret 100 sider af midten, men måske er bogen alligevel på mystisk vis præcis, som den skal være. Ja, jeg forstår det heller ikke selv.