Gatewaydrug til et forfatterskab

Gatewaydrug til et forfatterskab

Gatewaydrug til et forfatterskab

Anmeldelse af Haruki Murakami: Tony Takitani, udgivet på Forlaget Klim d. 30. oktober 2025. Oversat fra japansk af Mette Holm.

Anmeldt af Sakarias Astrup

Foto: Sakarias Astrup

Den sidste novelle i Forlaget Klims illustrerede Murakami-trilogi sætter et punktum. Selvom novellen er 35 år gammel, ser den danske oversættelse først dagens lys nu. Oversætter Mette Holm og illustrator Kamila Slocinska inviterer læseren indenfor i et murakamiansk virvar af ensomhed, jazz og farver.

At læse Tony Takitani er som at mødes med en gammel ven – i hvert fald hvis man som jeg allerede har stiftet bekendtskab med Haruki Murakamis forfatterskab. Trods sine små hundrede sider trækker novellen os hele vejen rundt i Murakami-manegen, hvor ensomhed og jazz bliver flettet sammen i et poetisk og farverigt sprog. Dermed ikke sagt, at Tony Takitani kun er for den erfarne Murakami-læser. Tværtimod er novellen en lettilgængelig historie, der i et forfriskende visuelt format byder alle typer læsere indenfor. Allerede fra første sætning bed jeg på Murakamis krog:

”Tony Takitani hed faktisk Tony Takitani. Navnet, de markante ansigtstræk og det krøllede hår fik ofte folk til at tro, at han var søn af et blandet forhold”.

Murakami åbner med et navn, der i sig selv skaber afstand, og inviterer os til at overveje Tony som figur: en mand født ind i fremmedgjorthed. Hans far – mere interesseret i sin trombone end sin søn – og hans mor, der døde ved fødslen, efterlader ham alene fra begyndelsen. På alle måder er det en klassisk Murakami-fortælling. Den akavede eneboer, Tony, vokser op og må finde sin egen vej i tilværelsen, mens hans far er opslugt i jazzens rytmer og farver. Herigennem stiller Murakami os det helt store spørgsmål: findes ægte kærlighed ud over det materialistiske?

”Og hvis et liv, hvor man får tilfredsstillet sine lyster, er vellykket, må man sige, at hans var det.”

Med hjælp fra magiske penselstrøg

Murakami inviterer os ind i et far-søn-forhold, hvor forbrug og vækst sættes overfor kærlighed og dybere mening. Selvom Tony møder modstand, finder han kærligheden, men opdager hurtigt, hvordan hans kone er ramt af den samme hunger efter det materialistiske, som hans far er. Hele vejen igennem sættes forbrugersamfundet overfor kærligheden med løse tråde til anden verdenskrigs destruktive skygger. En dramaturgi, der føles lige så drømmende og præcis, som kun Murakami formår. Men prikken over i’et er Kamila Slocinskas fantastiske illustrationer, der både indfanger novellens stille sorg og sprækker af lys. Mens jeg læste bogen, opdagede jeg, hvordan illustrationerne fik mig til at sænke tempoet. Jeg holdt længere pauser mellem passagerne for at lade mit blik glide hen over Slocinkas penselstrøg og mærke, hvad novellen egentlig gjorde ved mig. Det er en forfriskende måde at læse på, og noget man selv må opleve.

I ensomhedens afkroge

”Det føltes underligt ikke længere at være ensom. Og nu hvor han ikke længere var det, frygtede han at blive det igen”.

Novellen er derfor ikke bare en rejse ned i ensomhedens afkroge, men også et håb om et liv i tosomhed, hvor glæde og uro eksisterer side om side. Murakami sidestiller kærlighed og materialistisk glæde på en måde, der ikke tager sig selv alt for højtidelig, og med et glimt af humor giver han plads til reflektion hos os som læsere.

Gatewaydrug til Murakamis forfatterskab

Tony Takitani er måske en 30 år gammel novelle, men på intet tidspunkt bliver det et benspænd for fortællingen. Tony Takitani er valgt som den sidste novelle i Klims illustreret trilogi. Det er ikke nødvendigt at have læst de to foregående indslag, da de ikke fortæller en sammenhængene historie. I stedet for kaster trilogien lys på oversete noveller i Murakamis kæmpestore forfatterskab. Jeg kan varmt anbefale novellen. Det er en fremragende historie, der åbner dørene for Murakamis verden, og i det her format er Slocinkas illustrationer en hjælpende hånd til at betage og forstå den verden Murakami skaber. En verden, der i sig selv ikke altid er til at forstå. Måske er det også derfor, at den i 2004 blev filmatiseret i Japan. Alt i alt et fremragende gatewaydrug til Murakamis forfatterskab.