Anmeldelse af James Meek: Hjertet brød ind, Gyldendals bogklubber, 2013
Anmeldt af Line Andersen
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
”At gifte sig, stifte familie, tage børnene, som kommer, til sig, forsørge dem i denne usikre verden og derudover også lede dem en smule, det er efter min overbevisning det ypperste, som overhovedet kan lykkes et menneske”, Franz Kafka (som ikke selv nåede det)
Sådan påbegynder James Meek sin succesroman Hjertet brød ind fra 2013. Det var egentlig en fejl, at jeg lige pludselig sad med et eksemplar i mit skød. Jeg havde på daværende tidspunkt ikke plads i min økonomi til denne murstenstykke roman og – hvad jeg på daværende tidspunkt tænkte – parodi på endnu en af de såkaldte familiesagaer. Hvor tog jeg dog fejl.
I Hjertet brød ind bliver vi som læsere trukket gennem et kompliceret univers af komplekse karakterer, der er umuligt indfiltrede i hinanden, som juletræets lyskæder altid er det til jul. Lige så langsommelig en proces, det kan være at skille elektriske juletræslys fra hinanden, ligeså langsommeligt og forvirrende er det i starten at følge med i Meeks utroligt ambitiøse persongalleri. Efter ca. 100 sider, hvor knude for knude begynder at løsnes, filtres kæden dog langsomt ud og bogens sande jeg viser sig.
Den første karakter vi møder i den 539-siders tunge roman er den opblæste, men samtidig dybt neurotiske Ritchie Shepherd – tidligere berømt musiker, nu producer på et X-factor lignende program ved navn Teen Makeover. Han er gift med Karin, som i virkeligheden var den talentfulde bestanddel af Lazygods – bandet, der førte den lettere personlighedsspaltede familiefar og kone til tops på hitlisterne i deres ungdomsår, hvor berømmelsen ingen ende ville tage. Tyve år senere er berømmelsen falmet, ligesom Ritchies hidtil smukke ydre, og han forsøger desperat at overbevise sig selv om, at han stadig er talentfuld og fantastisk. I et forsøg på at gribe fast i den følelse er han Karin utro med en 15-årig pige fra Teen Makeover, og herfra går det kun værre. Ritchie Shepherd er blot én af de utrolig skarpt humoristisk og tragi-komisk optegnede karakterer, som Meek begår i denne roman. Han har ramt lige ned i pulsåren i et samfund, der er styret af medierne, hvor kynisme, egocentrisme, kapitalisme og en hel masse andre negativt klingende ismer hersker. Hvor næstekærlighed ikke længere er en selvfølge, men tværtimod ses som en opofrelse af det selv, det navn, som man så ihærdigt har forsøgt at skabe.
Udover Ritchie Shepherd møder vi hans søster Rebecca Shepherd. Bec forsker i Malaria og har af egen vilje ladet sig inficere med en malaria-parasit, som hun kalder Hæmoproteus Gregi efter sin afdøde far, der i hendes (stadig) barnlige øjne var en stor helt, da han forsøgte at bekæmpe irerne i tidernes morgen. Parasitten fremstilles som hendes eget barn: ””Der er du jo,” sagde hun. ”Min egen lille hypnozoit.””
Vi møder også Alex Comrie, en stor forsker inden for den menneskelige organisme, men også en enspænder, der kun kan koncentrere sig ved at nynne reklamejingler, mens han trommer sig på lårene om en anden autist: ”I årenes løb måtte skiftende kærester, når de spadserede og talte med Alex med hans arm om deres skuldre, konstatere at deres tiltrækning pludselig blev ligestillet med så flygtige fascinationer som et overvældende antal duer uden ben, betydningen af bogstaver på kloakdæksler, fløjls sociale betydning eller en forandring i bilnummerpladers design.” Gennem Alex Comrie-karakteren får Meek’s molekylærbiologisk videnskabelige sprog især lov til at sprudle: ”Kunne musikerne blot, tænkte han med et hop i hjerteregionen, se den vilde skønhed i de submikroskopiske have. Hvis de bare kunne forstå, at deres sange om kærlighed, død og sorg ikke blev ringere af at blive udtrykt gennem adenosintrifosfatase.” Dette er blot begyndelsen på det store persongalleri, James Meek jonglerer med.
James Meek har ikke skrevet endnu en bog om det individualistiske, egocentrerede menneske i et samfundskritisk perspektiv, han har tværtimod skrevet bogen om det individualistiske, egocentrerede menneske i et samfundskritisk perspektiv. Han har med sin skarpe pen formået at liste samfundskritikken ind bagved karaktererne, så de små opgør med den medialiserede verden kommer til udtryk gennem de forskellige personligheder på den mest subtile vis. Han har med sit naturvidenskabelige og kompromisløse sprog givet de livløse klicheer en tiltrængt makeover og med sin skarpe sans for afgrænsning af karaktererne samt en god portion sort humor tilvejebragt et mesterværk af en familiesaga, som formår at sidde i læseren, selv et par uger efter bogen er færdiglæst.
Hvis du føler dig forpustet over nærværende anmeldelse, er det blot en begyndelse i forhold til den følelse, du vil ende ud med efter at have færdiggjort Meek’s roman. Det er en hård nyser at komme gennem de første 100 sider, men jeg lover dig, at når du først har foldet lyskæden ud, så har du lyst til at filtre den sammen igen, bare for at få lov til at starte forfra.
Leave a Reply