Glimtvis 

Anmeldelse af Inger Christine Løwe: En hverdag er det eneste, der kan holde et hus ved lige udgivet på OVBIDAT d. 4. december 2025. 

Anmeldt af Asta Birkler 

Foto: Asta Birkler 

Inger Christine Løwes nye, lyriske roman er gjort af glimt. Af scener og minder, som jegets far har glemt. Det er smukt, men også for fragmentarisk til at være medrivende. 

Noget er forandret ved hendes far. Forskudt. Bare to centimeter, så fire. Små forandringer. Jeget undrer sig over, hvornår hun opdagede det. ”Var det dengang, du bød på rødvin klokken 10 om morgenen, da vi vækkede dig”, spørger hun henvendt til faren, der i romanens nutid bor på plejehjem, ude af stand til at svare på hendes henvendelser. Og i virkeligheden er de første tegn på farens alzheimers ikke at finde i hans opførsel, men i de bænkebidere, der trænger ind i hans køkken. I de tagsten, der falder ned og i hans hus, der falder fra hinanden. Herfra bogens titel: En hverdag er det eneste, der kan holde et hus ved lige. Først senere viser sygdommen sig i konkrete scener: 

”Du er ved at finde et par vinglas frem til aftensmad, du trækker en rødvin op og hælder. Men så sker noget, i bevægelsen, et pludseligt ustyrligt ryk, den ene arm sender det vinglas, du lige hældte op i, på gulvet. (…) Vi står begge to og kigger, i et kort øjeblik er billedet frosset fast. Men så råber du: Man ville kraftedeme være bedre tjent med at dø.” 

Romanen består af scener som denne. Rørende i deres genkendelighed og fulde af omsorg for det du – faren – som jeget henvender sig til. Romanen fremstår som ét langt brev til faren, som et svar på de breve, han skrev til hende under hendes rejser. Og at vi som læsere får lov at læse faren over skulderen, er intimt på en hel særlig måde. 

”Hvorfor er I så dumme”  

Flere danskere lever i dag med demens, og endnu flere er pårørende. Også i statsministerens nytårstale fik demens i år plads som en såkaldt ’ondskabsfuld sygdom’. Løwes roman er en bog til tiden, hvis man skal bruge en anmelderkliché. Romanen rummer jegets dårlige samvittighed, hendes glæde over minderne sammen med faren og sorgen over ikke at blive genkendt af ham. Følelser, som andre pårørende til demensramte formentlig vil kunne spejle sig i.  

Og så rummer Løwes lille, blå roman en oplevelse af at være anderledes end sine jævnaldrende. Over en æbletærte bliver jegets venner eksempelvis enige om, at deres forældres alderdom er en opgave, de ikke magter. ”Hvorfor er I så dumme,” tænker jeget, der netop vægter samværet med sin far højt. Desuden forstår jegets veninde ikke hendes ønske om at få et barn. Der er jo mange år endnu, siger veninden. ”Der er flere ting, hun ikke forstår,” påpeger jeget og fortsætter: ”blandt andet at et år fra eller til kan være afgørende for, om jeg kommer til at se dig og mit barn i samme rum.” Hun vil have et barn, mens det kan opleve sin morfar. Og derudover er et barn og en dertilhørende hverdag måske den eneste måde, hvorpå jeget kan holde et hus – og sig selv – ved lige. 

Løwes roman giver indsigt i at være (ung) pårørende til demens. Men romanens fragmentariske form står i vejen for min fuldkomne indlevelse. Ja, det kan være en pointe med de glimtvise minder, der skal spejle hukommelsens struktur. Men det er på bekostning af et egentligt plot, der kunne drive handlingen fremad. Og det mangler jeg til trods for romanens flotte, lyriske sprog.  

En hverdag er det eneste, der kan holde et hus ved lige er en nostalgisk og kærlig roman, men det er ikke fængslende læsning.