Gøen fra et gadekryds

Gøen fra et gadekryds

Gøen fra et gadekryds

Anmeldelse af Maria Navarro Skaranger: Alle udlændinge har lukkede gardiner, udgivet på Gyldendal d. 23. februar 2016
Anmeldt af Nicoline Thoning

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

”Wallah”, det er med en charmerende og hjertevarm tone, at Maria Navarro Skarangers debutroman tager ”den læser” med ind i ghettoens hjerte. Med omvendt ordstilling og en multietnisk sprogstil skildres norsk/chilenske Mariana og hendes forsøg på at finde sin plads i forskellighederne.

En multietnisk punchbowle
I Alle udlændinge har lukkede gardiner er det mere undtagelsen end reglen, at man kun er norsk. Man er altid også noget andet – ligesom Mariana, som går i syvende klasse og har en far fra Chile og en mor fra Norge. Hun er kristen, men bruger muslimsk slang, begår fodfejl i sin norske tale, vil gerne konvertere til Islam, da hendes hjerte banker for Mu2 (Muhammed), og er på den måde en både stærk og forfriskende cocktail fra den multietniske punchbowle – Oslo-forstaden Romsås.

Romanen tematiserer først og fremmest identitet og den rejse, det kræver for at finde sin plads i fællesskabet og i verden som et ungt menneske. Således kræser romanen om spørgsmålet ”hvem er jeg?”, men også om de problematikker, der følger i kølvandet på at vokse op i et blandet etnisk miljø. Marianas identitet skildres som værende et blandingsprodukt, hvor identitetsdannelsen og hendes selvforståelse bestemmes af noget biologisk funderet, sociale fællesskaber og sproglige diskurser fremsagt af Mariana selv såvel som andre. Dette gør sig gældende for alle individer både i virkeligheden og i fiktionen. Men som Alle udlændinge har lukkede gardiner så fint viser, er der pludselig mange bolde, man kan forstå sig selv i forhold til, når man som Mariana har flere sprog, flere kulturer i bagagen og befinder sig i et socialt fælleskab, hvor anderledeshed og multietnicitet er fællesnævneren.

I sproget kan man være det hele
Denne anderledeshed udtrykkes primært via romanens sproglige stil, hvorigennem Marianas sammensathed netop afspejles af et lige så sammensat sprog. Hun konstruerer sig selv i sproget, for det er gennem de sproglige diskurser, hun kan vælge og påvirke, hvordan hun ønsker at blive opfattet af andre. Dette ses ved, at værkets sproglige stil mimer det, der er blevet karakteriseret som ”kebabnorsk” eller ”shawarmadansk”. Mariana er hverken det ene eller det andet – hun er og taler det hele på én og samme tid og forfalder til omvendte ordstillinger, forkerte bøjninger og er påvirket af engelsk, urdu, gambisk, tyrkisk og andet godt fra stemmerne i boligblokkene.

Det er et sprog, som i særdeleshed peger på sig selv og er præget af fortællerstemmen, hvilket tilføjer en livlig autenticitet, der tillader læseren at komme endnu længere ind under huden på Mariana. Og det er netop derfor, at det virker så godt. Den sproglige stil tilføjer nemlig en ekstra dimension til skabelsen af Mariana som karakter, som ingen beskrivelser ville kunne bidrage med. Derudover gør den sproglige stil tonen i værket kæk, letbenet og letlæselig. Dette gør, at værket omfavner en bred målgruppe, som både inkluderer den unge teenager og den voksne læser. En egenskab, denne anmelder ser som en enorm styrke ved bogen.

En prikkende pegefinger
Alle udlændinge har lukkede gardiner er et spidsfindigt værk, som på en underspillet og original måde formår at prikke forsigtigt til nogle af de velkendte problematikker, der er forbundet med integration og et flerkulturelt samfund. Eksempelvis påpeges ofte, hvorledes indvandrere lukker sig om sig selv og deres egen kultur, og hvordan det omgivende samfund egentlig heller ikke er så forhippet på at inkludere dem. Denne problematik synes at blive oprullet diskret ved, at de lukkede gardiner optræder flere steder i romanen som symbol på denne selvomslutning. Alle udlændinge har lukkede gardiner er uden tvivl en læsværdig roman, som giver et vedkommende indblik i den verden, der gemmer sig bag gardinerne. Og forhåbentlig ruskes der op i de forudindtagede forestillinger, så der efterlades rum for en ny forståelse af ghettoen og den mangfoldighed af mennesker, som udgør den.