Anmeldelse af Judith Kiros: det røde er det grænseløse, udgivet på Forlaget Korridor d. 27. november 2025. Oversat fra svensk af Helga Marie Jansson.
Anmeldt af Laura Melgaard Svendsen
Foto: Laura Melgaard Svendsen
Judith Kiros’ det røde er det grænseløse består af kompromisløse, grænseløse og krævende digte, der rusker læseren, udfordrer sproget og efterlader mig med en uimodståelig lyst til middelalderen.
I en fri fortolkning af Julian af Norwich’ middelalderværk Revelations of Divine Love fører Kiros læseren ind i et univers af mystik, krop og åbenbaring, og for mit vedkommende ned i et dybt kaninhul af engelsk middelaldermystik. Da Julian lå på sit dødsleje, fik hun seksten åbenbaringer, mens hun betragtede et kors opsat for enden af sin seng. Åbenbaringer, der senere blev til det værk, der i dag regnes for det første engelske prosaværk skrevet af en kvinde. Med dette som afsæt bliver Julian hos Kiros både historisk figur, sprogligt materiale og tematisk kanal for det røde er det grænseløse.
Blodet pumper, digtene raser
”jeg har hørt det antydet at døden er prisen vi betaler for kærligheden, en hypotese som vinder meget på at den aldrig kan afprøves. en mere generøs tolkning af samme opfattelse ville måske være kærligheden er det der kompenserer for vores dødelighed, men uanset hvilken har den et sentimentalt, og derfor dybt løgnagtigt træk”.
Kiros kredser om død, kærlighed og sorg i sine digte. Med Julian som resonansrum transcenderer det røde er det grænseløse mellem Stockholm som et sted i vores samtid, og engelske Norwich i middelalderen, og trækker en næsten skæbneagtig linje mellem Julian og Kiros. Trods værkernes adskillelse af århundreder sidder jeg alligevel tilbage med en følelse af, at Julian og Kiros skriver under de samme stjerner. I digtsamlingens samtaler mellem dem, smelter de to figurer sammen, og Kiros bruger dette overbevisende som en måde at lade middelalderens perspektiv spejle og kommentere samtidsspørgsmål om race, magt og den svenske Försäkringskassan. Fra anakoretens indelukkede celle, hvorfra samfundet betragtes, folder værket sig ud i en eksistentiel og politisk kamp, hvor det røde blod strømmer igennem digtsamlingen.
det røde er det grænseløse er et værk uden forsoning og uden frelse. Kiros skriver med en fandenivoldsk energi, der gør digtene krævende, men også uimodståeligt dragende. Rebelskheden ligger ikke kun i tematikken, men i selve digtenes bevægelse: i bruddene, rytmen og den radikale frihed, der gennemsyrer sproget.
Sprog uden gelænder
”insomochel at en tanke faktisk forekommer en / lad os sige at man vil have det sønderdelt eller løst / insomuchel at den elskede sjæl er fuldt ud ubegribelig / selv gennem kærlighedens rygrad. i dens krop”
Lige så intens og kompromisløs Kiros er i sine temaer, er hun i sproget og formen. Digtene er frie, skifter uventet og tvinger læseren til at følge med. Sproget gentages, splittes op og lånes af Julian af Norwich’ middelalderengelsk og gør læsningen både udfordrende og betagende. Selvom Middle English har fællestræk med vores sprog, blev min læsning lidt for ofte afbrudt af et opslag i ordbogen eller en googlesøgning. Jeg tør godt bebrejde min manglende viden om middelalderen og det engelske sprog, men overvældet af et kompromitteret sprog, intense temaer og mit eget manglende historiske overblik, blev jeg sommetider ført lige til grænsen af det forståelige.
Vi ses i Norwich
”under huden er venerne blålige eller sorte. de er sammenfiltrede reb, de tynger mine håndled”
Kiros’ det røde er det grænseløse er uden tvivl en æstetisk, kompromisløs og stærk digtsamling, der indeholder alt, hvad hjertet begærer. Digtsamlingen formår at være lige så grænseløs i sin helhed, som hver enkelt del af den er, og de eneste grænser den støder på, er læserens egne.
Alligevel overvælder middelalderlysten mig, da jeg vender digtsamlingens sidste side. Og jeg vil påstå, at trangen til at slå sig ned i Norwichs domkirke med Julians Revelations of Divine Love i skødet er uundgåelig, når man har læst det røde og det grænseløse.
Leave a Reply