Anmeldelse af James Baldwin: Råb det fra bjergene udgivet på Gyldendal d. 5. august 2025. Oversat fra engelsk af Rasmus Hastrup.
Anmeldt af Andrea Sif Bragadóttir
Foto: Andrea Sif Bragadóttir
Råb det fra bjergene er amerikanske James Baldwins debutroman fra 1953. Og selvom borgerrettighedsaktivistens roman udkom for mere end 70 år siden, er fortællingen stadig gribende relaterbar i Rasmus Hastrups nye oversættelse.
Det er Johns fjorten-års fødselsdag. Det er søndag, familien er i kirke, og Johns skæbne hænger som en tyk sky over ham: ”Alle sagde altid, at John skulle være prædikant ligesom sin far. Det var blevet sagt så tit, at John selv var kommet til at tro på det, uden nogensinde rigtigt at have tænkt over det.” Mens John bruger sine fødselsdagspenge på at gå i biografen, bliver hans lillebror, Roy, stukket ned af en gruppe hvide mænd, og John vender hjem til synet af sin lillebror, der forbløder på sofaen. Og ikke bare dette. Han kommer også hjem til sin fars vrede.
Flerstemmig og skamfuld
I Råb det fra bjergene lærer jeg den unge John og hans familie at kende. De er afroamerikanske sydstatskristne, som i kølvandet af borgerrettighedsdebatten i halvtredserne er flygtet til New York City. Karaktergalleriet er begrænset og består primært af Johns forskellige familiemedlemmer, der får plads og rum til at udfolde hver sin historie. Fælles for dem alle er troen og forsøget på at finde fodfæste i verden.
Især passagerne fortalt fra Johns perspektiv vækker følelser i mig. De er både ensomme og triste, og til tider så sørgelige, at jeg måtte lægge bogen fra mig. John drømmer om at flygte fra sit liv, sin familie og deres rigide vaner og traditioner, som ikke siger ham så meget. Men samtidig føler han skam over ikke at passe ind og leve op til forventningerne til ham:
”Da John var lille, hørte han overhovedet ikke efter i søndagsskolen og glemte altid den gyldne tekst, hvilket gjorde hans far rasende. Da han nærmede sig sin fjortenårs fødselsdag og det kombinerede pres fra kirke og hjem drev ham til alters, prøvede han efter bedste evne at virke mere seriøs og dermed mindre iøjnefaldende. Men han blev distraheret af den nye lærer, Elisha, som var præstens nevø og for nylig ankommet fra Georgia. (…) John stirrede på Elisha hele tiden, beundrede hans klangfulde stemme, som var langt dybere og mere mandig end hans egen; han beundrede hans slanke krop, hans elegance og styrke”.
Og skammen går igen på tværs af karakterernes fortællinger.
Råb det fra bjergene er en fortælling om at finde fodfæste. Om John og hans familiemedlemmers forsøg på at finde deres plads i religionen, i familien og i verden. En fortælling om raceundertrykkelse. Det er både gribende, rørende og sorgfuld læsning.
Leave a Reply