Anmeldelse af Thomas Bach: Bunker, udgivet på Gutkind d. 18. september 2025.
Anmeldt af Ursula Marie Dyekjær
Foto: Ursula Marie Dyekjær
I Bunker tager Thomas Bach mig direkte tilbage til en nostalgisk følelse af sidde i en sofa og se en dansk coming-of-age film fra 00’erne. Det niver i maven, når den unge Sonny roder sig hovedløst ud i halvfarlige situationer, og jeg vil ruske i ham: Sonny, søde ven, du har ikke styr på det!
Bunker er debutromanen fra Thomas Bach, som skriver sange i indiebandet Ganger. Den udspiller sig i 90’ernes Hanstholm, hvor Bach selv voksede op, og bagklædet er vindblæste strande og et råt havnemiljø. 13-årige Sonny vokser op i boligområdet, de kalder barakkerne – og det er ikke noget, man blærer sig med i skolen. Men Sonny er glad for sin mor og sin stedfar (det meste af tiden). Han har også hovedet godt skruet på. Det opdager Frank, byens business-man, og da han tilbyder et par ekstra hundredelapper, takker Sonny ja til at brænde pirat-CD’er og cykle rundt med hemmelige pakker. Sådan indgår han i et noget fjendtligt samarbejde med Franks søn Jannik, folkeskolens tyran, der har for vane at tryne Sonny, så snart han får chancen. Travlt optaget af at hustle for Frank glemmer Sonny næsten den gamle, tyske bunker, der af og til udsender dybe vibrationer.
Hanstholm-æstetikken
Lige fra begyndelsen har jeg en fornemmelse af, at Bach vil have os med tilbage – vi skal stå midt i Hanstholms blæsevejr. I begyndelsen nyder jeg at drive rundt med Sonny i dette univers, som Bach maler frem ned til den mindste detalje – fra grillbaren og værtshuset til havnen og havet. I dette citat følger vi Sonny på Sømandshjemmet, hvor han gør rent:
”Mænd i blå kedeldragter løfter fiskekasser og sparker efter havmåger. Det er en mild dag. Havnebassinet er i ro, og solen spejles forsigtigt, lidt prøvende i vandet. Der er cirkler af oliespild omkring skibene, tynde tangklynger danser roligt lige under overflade, som indimellem brydes af småfisk, der springer, eller, som oftest, det lille plask fra stumpen af en færdigrøget cigaret, netop kylet afsted af en af de storrygende havnearbejdere.”
Farten forsvinder
Alligevel må jeg indrømme, at mængden af detaljer og hverdagsscener tippede over i redundans for mig. I løbet af romanens midterste stykke stillede de sig i vejen for den spænding, plottet ellers kalder på. Der er noget på færde i Sonnys liv, noget farligt, og det formidler Bachs simple sætninger rigtig godt – for eksempel er der en bordtennisfinale mellem Sonny og Jannik, der gav mig decideret hjertebanken. Her sætter sproget farten op. Men når han svælger i hverdagslivet i Hanstholm, er sproget for banalt – og i nogle scener synes jeg, at karaktererne nærmer sig tegneseriefigurer. Da Sonnys stedfar bliver vred, beskriver Bach det således: ”Carlo skyder underkæben frem og skærer tænder. Hans pupiller bliver små.”
At blive sat fri
Det er selvfølgelig relevant, at Bunker fortælles fra en ung teenagers perspektiv, hvorfra voksne måske sjældent fremstår som meget mere end karikaturer. Og det, der gør Bunker til en smuk roman, er netop dens særlige måde at beskrive coming of age-elementet. Sonny længes efter frihed fra de voksnes befalinger – men da han opdager, at han har fået denne frihed, vil han bare gerne svøbes i tryghed. Bach rammer hovedet på sømmet af denne splittelse – for eksempel da Sonny kommer til skade på en knallert med Jannik. Da han løber hjem, er hans forældre der ikke. Han leder.
”Han åbner døren til Kræn Westers, og dér sidder Carlo og mor og Inga og Henry, og Jan står bag baren og de griner og spiller terninger, og ingen bemærker ham, da han går ind.
Sonny trækker en stol hen ved siden af Carlo og sætter sig halvt bag ham, læner sig frem og lægger sit hoved mod hans ryg.”
Bunkeren
Og så er der bunkeren. Bunkeren, som Sonny kan synke ned i, hvis han ligger på den kolde beton længe nok. Den er adgangen til fantasien. Her kan man drømme om alle de ting, der er sket i kommandocentralen. Synkront med, at Sonny trækker sig væk fra denne drømmende leg for at arbejde for Frank, bliver hans forestillinger mere uhyggelige og påtrængende. Hans fantasi kulminerer med de konflikter, der blusser op i Hanstholm, og som forlanger modenhed af ham. Hvem vil tro på, at bunkeren på stranden kalder på ham? På den måde tilfører Bach virkeligheden en mystisk tvetydighed, som har luret under hverdagen gennem hele bogen, men som for alvor blusser op i løbet af de sidste firs sider. Da romanen nærmer sig sin afslutning, er jeg totalt hooked igen – men det tog lige lovligt længe at komme derhen.
Et lille stykke sangtekst
Det er selvfølgelig ikke Bachs skyld, at jeg havde tårnhøje forventninger til hans debutroman, fordi jeg er helt vild med de tekster, han skriver til Ganger. Bunker deler sin titel med et af mine yndlingsnumre – derfor afslutter jeg med et par linjer herfra, som også indeholder lidt Hanstholm-æstetik og lidt mere af den poesi, jeg savnede i romanen.
”Når tågen ruller fra havet
Og gør byen hvid som brud
Driver vi ind i en verden
Hvor du holder mig, til jeg går ud
For du ved jeg’ ung og i knibe, til du finder mig
Og vi river den bunker ned.”
Leave a Reply