Anmeldelse af Colson Whitehead: Harlem Shuffle, udgivet på Politikens Forlag d. 15. marts 2022. Oversat fra engelsk af Inger Kristensen
Anmeldt af Anders Thorkild Korup Ølholm
Foto: Anders Thorkild Korup Ølholm
Triumferende underholdende. Så kort kan Colson Whiteheads nyeste roman beskrives. Gør Dem klar til at blive forført af en pulp-historie om Raymond Carney der ikke kan komme frem i livet på hæderlig vis. Et kærlighedsbrev og levende portræt af New York, Harlem og dets indbyggere.
Raymond Carney ejer en møbelhandel på 125th Street i Harlem, hvor han forsøger at forsørge sin familie på bedst mulige vis. En dag vælter hans småkriminelle fætter ind ad døren til møbelhandlen og involverer Carney i røveri af Hotel Theresa, og dets voldelige efterspil. Dette er blot det første plot i Colson Whiteheads roman der foregår i Harlem 1959-1964. I det andet plot er Carney gået mere ned ad den kriminelle levevej, og har allieret sig med gangsteren Chink Montague, som hæler og forsøger at blive medlem af den eksklusive Dumas-klubb, som hans svigerfar også er en del af. Hans planer går dog i vasken og Carney planlægger sin hævn. I det tredje plot bliver Carney igen infiltreret i fætterens problemer, og ender med at vikle sig ind i et opgør imod en byggemastodont i New York.
Sprudlende karaktergalleri
En af romanens helt store styrker er Whiteheads karakterarbejde, der er nuanceret og rammende, uanset om det drejer sig om protagonisten, eller små bikarakterer. Der er alt for mange til at de kan nævnes her, men lad mig fremhæve et par stykker. Der er Pepper, som er en gammel ven af Carneys kriminelle far og agerer som en art skytsengel igennem romanen med en vis sentimental side. Og der er Carneys fætter Freddie der konstant involverer ham i sine problemer, selvom han altid påpeger at: “Jeg havde ikke tænkt mig at blande dig ind i det, bare rolig”. Og Carneys svigerforældre, der er en anelse lysere i huden, og derfor betragter sig selv som en højere klasse end Carney og næsten foragter ham:
“Hun havde taget til takke med Carney, sådan var det. Og med den familie, han kom fra. En gang imellem hørte Carney stadig sin svigerfar referere til ham som ´tæppesælgeren´ “
Karaktererne føles aldrig flade eller stereotypiske, uanset hvor meget eller lidt plads de får men er en del af Harlems varme sommegader.
Tju-bang
Whiteheads beskrivelse af Carney kriminelle måde at komme frem i livet på er fantastisk underholdende. Det flyder med gangstere, korrupte politikfolk, hælere og alt andet godt fra den kriminelle underverden. Det flyder også over med vold, som når det beskrives hvordan en prostitueret bliver “lynet op”, da hun er genstridig. Men den er sarkastisk, som når fortælleren lægger mere fokus på gidslernes private historier, midt i røveriet af Hotel Theresa:
“Det her var hans første rigtige arbejde, og hver gang han gik ind gennem indgangsdøren, forestillede han sig, at han trådte ind i sig selv, i den mand, han gerne ville være”. Tankerne fører hen imod Tarantino eller Scorsese. Og ligesom i visse af sidstnævntes film, så sprudler bogen af kærlighed til New York.
Colson Whitehead er en af de eneste forfattere der har modtaget Pulitzerprisen to gange – først for “Den underjordiske jernbane” i 2017 og for “Drengene fra Nickel” i 2020. Imponerende! Jeg har desværre kun læst den førstnævnte, som jeg kun kan kalde for en nyklassiker i den amerikanske litteraturkanon. Den gjorde decideret ondt at læse. “Harlem Shuffle” er på ingen måde i samme stil. Den er bare fantastisk underholdende. Brilliant underholdende! Nærmere kan jeg vist ikke komme det. For selvom raceoptøjerne i New York lader sin skygge brede sig i roman, så er det på ingen det som fylder. I stedet bliver man forført af den nærmest noir-agtige fortælling om Carneys kriminelle løbebane. Eftersom bogen udspiller sig i løbet af tre somre i Harlem, så ville mit forslag være at læse bogen på en varm sommerdag. Forhåbentlig i en storby.
Leave a Reply