Havfruehåb 

Anmeldelse af Rasmus Daugbjerg: Rasmus Nielsøn, udgivet på Gutkind d. 13. marts 2026.  

Anmeldt af Asta Birkler 

Foto: Asta Birkler 

Rasmus Daugbjergs tredje roman undersøger venskabet mellem et menneske og et havvæsen. Det er mystisk og helt umådelig smukt. 

Nogen har engang fortalt mig, at man lærer at skrive gode sætninger på forfatterskolen. Dén lektie har Rasmus Daugbjerg taget med derfra. Hans seneste roman, Rasmus Nielsøn, er gjort af kompakte hovedsætninger med blytung tyngde. Aforistiske. 

Sætningerne former en fortælling om fæstebonden Rasmus Nielsøn, der lever på Samsø i 1500-tallet. Som forfatteren selv skriver bagerst i bogen, er romanen inspireret af Erasmus Lætus’ Skrift om Christian IVs Fødsel og Dåb fra 1577. Romanen er således en fri gendigtning af et stykke danmarkshistorie, som indledes på Rasmus Nielsøns døde mark. Christian IV’s fødsel er forestående, og dermed år med krig og en heraf udpint befolkning. Men det ved Rasmus ikke endnu. Han går rundt i ”savnets tid”, længes efter sin far, som dynget har dræbt og efter herremandens ti år ældre datter, Lovisa, som klasseskel og hans egen dysterhed umuliggør et forhold til. Savnets tid er ikke et rart sted at være, forstår man: ”Minderne lå inde i ham som ituslåede spejle, han blev ved at træde på.” 

Lykkeligvis dukker Ibrant en dag op fra vandet. Hun har udset den ensomme og rodede mand oppe på bredden som sin ven. Han skal videreformidle hendes fremtidssyn til kongen. Et syn om en “prins der fødes, en krone på et hoved, en krig han vil ind i, og kvæg i bunker på gårdspladser, en ild, en krig, et skrig, skåret over.” Fremtiden skyller ind over hende. Egentlig vil hun reddes af Rasmus, det plejer mennesker godt at kunne lide, ræsonnerer hun, men Rasmus er hverken som hovedpersoner eller mennesker er flest. Han står bare og glor på hende. Så Ibrant gør sig selv fri. Senere, da de sidder i sandet, og hun vrikker med tæerne, udfolder nuancerne sig: 

”Men er du så en havfrue? Sagde han. 

Hun trak på skuldrene. 

Det ved jeg ikke. 

Ibrant vidste godt, hvad Rasmus Nielsøn mente med havfrue. Sådan en var hun ikke. Vidste bare ikke præcis, hvad hun var. Var bare Ibrant.” 

Hårfine eksistenser 

Med nøgtern præcision maler Daugbjerg dialoger, hvor åndedrættet høres. Han lader både naturvæsnet og Rasmus’ hårfine eksistens henlægge i mystisk tåge. For jo, Ibrant ved godt hvad en gryde er. Hun kender menneskene og deres fremtid. Men hun ved ikke, hvordan man lægger sig i en slagbænk. Og på den måde er romanen enormt fin. Det ikke-menneskelige får agens, både i form af Ibrant og i omgivelserne. Eksempelvis har Rasmus’ mark ” vendt sig om på maven, fraværende”, Solen har ”tabt sit lys ned på gårdspladsen. Den havde meget af det.” Og da Ibrant og Rasmus træder ind i hans hytte, er den ”så kold, at Ibrant tænkte, det var noget, den gjorde med vilje, fordi den ikke ville have dem i sig.” Således er Daubjergs univers underfundigt på sin helt egen måde. Og jeg lader mig velvilligt rive med.  

Mørket svirrer 

Generelt hænger der et vist mørke over Rasmus Daugbjergs forfatterskab. I Rygtet (2021) er kollektivets had til det afvigende så stort, at det slår ihjel. I Trold (2022) dræber mennesker dyr, og trolden dræber mennesker, indtil samfundet kollapser. I Rasmus Nielsøn slår håbet sprækker i mørket. Et håb om, at venskabet mellem Rasmus og Ibrant kan opstå. Et tværartsligt venskab. En tværartslig forståelse. Lige dér på slagbænken mellem Ibrant og Rasmus, og i den barnlige naivitet, hvormed Rasmus tilgår verden. Særligt én scene sidder i mig, efter jeg har lukket bogen: et møde mellem Rasmus og en fremmed dreng, Karl, en dag, hvor Rasmus er gået i skoven for at græde:  

”Karl åbnede munden og trak luft ind, som om han skulle sige noget. Han gjorde det et par gange. 

Græd du før, spurgte han så.  

Nej. 

Men så snart Rasmus havde sagt nej, føltes det forkert. Han havde ikke lyst til at lyve over for Karl. 

Nå, sagde han, jo jeg græd da lidt før. 

Karl nikkede. 

Hvis du vil, kan jeg ae dig på hovedet, sagde Karl.” 

Og sådan aer Karl Rasmus lige dér i skoven. Ak, jeg må knibe en tåre. 

Fælles for de nu tre romaner, som udgør Rasmus Daugbjergs forfatterskab, er mørket, kollektivet og økologien. Alle tre komponenter, som er tilstede i Rasmus Nielsøn, der er en kollektiv roman, hvor naturens agens hele tiden indfinder sig. Men her – i gendigtningen af et middelalderskrift – midt i Rasmus’ dunkelhed findes det kærlige. Det barnligt naive. En bevægelse fra “Januar, februar. Kvælertag, kvælertag.” til forårets komme. En bevægelse fra sammenspiste hovedsætninger til langstrakte tankerækker. Til jegets tilblivelse. Selvom romanen cyklisk vender tilbage til savnet mod romanens slutning, kulminerer den med lyset. Og det er helt umådelig smukt.