Anmeldelse af Johanna Frid: Haralds mor, udgivet på Gads Forlag d. 29. august 2024. Oversat fra svensk af Siri Ranva Hjelm Jacobsen.
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Johanne Lehmann Daugaard
Svenske Johanna Frid debuterer med en satirisk roman med et mareridtsagtigt plot om det relationelle clash mellem jegfortælleren Claudia og hendes svigermor, der begge ønsker at være den primære kvinde i Haralds liv, deres respektive kæreste og søn. Men under humorens sortsmudsede lag gemmer sig sårbarhed og et ønske om nærvær.
Claudia er kærester med advokaten Harald. Han beskrives som optimistisk, energisk og lalleglad på den måde, kun en golden retriever kan være det. I det ene spor af romanen følger vi deres parforhold, som det går op og (særligt) ned – mens vi i det andet spor sidder med i en ventesal i lufthavnen, hvor Claudia og Haralds mor er fanget sammen.
To kvinder, én mand
Grunden til, at Claudia og Haralds mor befinder sig i samme lufthavn er, at de venter på Haralds hjemkomst fra et afvænningsophold. Han har nemlig udviklet et pillemisbrug i form af selvmedicinering, der har sendt ham ud over kanten. I lufthavnen – der er en lille en af slagsen og lokaliseret midt i den svenske ødemark – indlægges svigermor og -datter snart til ufrivilligt og klaustrofobisk samkvem, da flytrafikken indstilles grundet voldsomme vejrforhold. Og som to kvinder, der elsker den samme mand, ønsker at være den, der redder ham ud af sin lidelse og uduelighed – og som desuden ikke kan fordrage hinanden på grund af tidligere sammenstød og vidt forskellige personligheder – føles ventetiden uendeligt lang:
“Jeg var en besøgende, som ikke kunne forlade salen. Vi befandt os i en meget lille lufthavn et sted i Nordsverige. Faktisk så langt oppe man kunne komme uden at havne i Norge eller Finland. Kort sagt: vi var midt i ingenting.”
Svigermonster eller barnlig svigerdatter?
Der findes to kvinder i Haralds liv: hans kæreste og hans mor. Claudias livssyn er sarkastisk og sortseende. Hun har en aversion mod Malmø, og alligevel flytter hun med Harald dertil. Hun elsker Harald, men kan ikke lade være med at beskrive ham med en snert af afsky – og ovenikøbet betvivle grunden til, at hun forelskede sig i ham i første omgang. Haralds mor er en bestemt dame, hvis stikkende kommentarer og selvretfærdige bemærkninger emmer som en glødende aura omkring hende og tyder på en type med ben i næsen, man ikke skal provokere – og da slet ikke hvis det omhandler hendes højtelskede søn. Faktisk er de begge lige irriterende og uudholdelige karakterer, der kun bliver mere tragikomiske at læse om, når de (med overdreven, ironisk høflighed) mundhugges om, hvorfor de selv er Haralds sande redningskvinde:
“Dagen havde været for lang. Jeg havde været oppe siden halv fem, og hvert minut med Haralds mor føltes som en time. Et øjeblik var jeg rasende på Harald – golden retrievere er ikke vakse dyr. Nok kan de føre synshandicappede over en travl gade og opsnuse kræft, men de forstår ikke, hvad der sker, når to mennesker, der ikke kan udstå hinanden, tilbringer en hel dag sammen i en lufthavn.”
Humor med en baggrund
Haralds mor er en roman, hvis humor er sort som kul, og hvis karakterer alle bakser med noget, der langt fra er morsomt. Frid portrætterer svigermekanikken, som den ser ud, når vi forestiller os det værst tænkelige eksempel. Samtidig rummer hendes kvindelige karakterer en dybde i form af deres fælles behov for og trang til at passe på et menneske, der står dem nær – og derigennem forsøge at opretholde pladsen på piedestalen som Kvinden i hans liv. I midten står Harald som en splittet herre mellem to vidt forskellige relationer til to meget vigtige kvinder i sit liv: sin mor og sin kæreste. Selvom Frids humor ikke altid ramte plet hos mig, nød jeg at læse om et trekantsdrama, jeg ikke ville ønske for min værste fjende.
Leave a Reply