Anmeldelse af Torborg Nedreaas: Ved næste nymåne udgivet på Turbine d. 25. september 2025. Oversat fra norsk af Lotte Kirkeby.
Anmeldt af Matilde Karoline Winther Nielsen
Foto: Matilde Karoline Winther Nielsen
Ved næste nymåne er det tredje og sidste bind i Torborg Nedreaas’ opvæksttrilogi om Herdis fra 1971, og den nyligt oversatte udgave rammer stadig som en mavepuster.
Da jeg bladrer om på sidste side af Ved næste nymåne, får jeg den der særlige følelse af vemodighed, som efterhånden kun sjældent indfinder sig hos mig – en følelse, som jeg forbinder med nogle af de store læseoplevelser fra mine teenageår, hvor jeg kunne blive nærmest ulykkelig over at tage afsked med karaktererne. Jeg husker, at jeg i specielle tilfælde endda undlod at læse den sidste side, i et håbløst forsøg på at fastholde dem lidt endnu.
Men ulige mit teenagejeg, hanker jeg op i mig selv og læser bogens sidste sætning:
” – Men vent bare! snerrede hun. – I kan bare vente jer, kan I.”
Frigørelsens pris
Der er så meget grænsesprængningslyst i Herdis, at det sitrer fra bogens sider.
I skolen modsætter Herdis sig at stå på række med de andre børn og synge marchsange, fordi hun ganske enkelt ikke kan holde det ud, ligesom hun både stiller sig kritisk over for ideen om konfirmation og ægteskab, til stor forargelse og provokation hos hendes mor.
Desværre fortolker de voksne i hendes nærhed denne stålfasthed som dårlig opførsel, hvilket simpelthen er hjerteskærende læsning. For inde i Herdis er de tilsyneladende små oprør intet mindre end dødsensalvorlige:
”– Hun var sunket ind i sig selv igen: at moderen altså ikke forstod noget som helst. At det netop var, fordi hun tog det så alvorligt, at hun ikke ville konfirmeres. (…) Galt var det, uanset hvordan hun opførte sig. Derfor var der kun ét at gøre: opføre sig sådan, som man fandt det ret og rimeligt, og ikke spor anderledes.”
Jeg oplever, at der på én og samme tid er noget enormt stærkt og trist over Herdis’ kompromisløshed. For har man læst de to første bind i trilogien, ved man også, at den ikke er kommet af ingenting. Herdis er simpelthen brutalt bevidst om, at hun vil leve et andet slags liv, og at dét valg indebærer at skuffe dem, der står hende allernærmest:
”Moderen gjorde sig daglige anstrengelser for at få Herdis til at ombestemme sig, først med trusler, siden varierede det fra kærlighedsfulde overtalelsesforsøg over bidende ironi til milde gaver (…). De kunne ganske roligt spare sig det hele. Og nu var der blot bedstemor Hauge tilbage. Hende skulle hun nok klare at trøste, når tårerne begyndte at flyde. Lidt havde man da lært her i livet. Ikke mindst om tårer.”
En fandenivoldsk og eviggyldig klassiker
Det sidste bind i trilogien om Herdis fuldender på fineste, mest rørende, poetiske og fandenivoldske vis det stykke klassikerlitteratur, som norske Torborg Nedreaas begik for over 50 år siden. Det er sjældent, at romankarakterer kryber ind under huden på mig, sådan rigtigt. Men jeg mærker tydeligt, at Herdis er en af dem, der sætter sig godt fast og nægter at lade sig glemme – alt andet ville ligne hende dårligt.
Leave a Reply