Anmeldelse af Jenny Erpenbeck: Hjemsøgelse, udgivet på Gads Forlag d.24 april 2026
Anmeldt af Anna Bogette Lysholm Nielsen
Foto: Anna Bogette Lysholm Nielsen
I romanen, Hjemsøgelse, skildrer Jenny Erpenbeck de mørkeste perioder i den tyske historie. Selvom romanen er tragisk og til tider grusom i alt dens detaljerigdom, er den samtidig også en smuk og poetisk fortælling om slægters gang, kærlighed, sorg og ensomhed.
Fortællingen indledes af en prolog, der skitserer verdens tilblivelse fra istid til dannelsen af natursamfundene og nærmere bestemt søen ved Mark Brandenburgs bakker, der er romanens omdrejningspunkt. Romanen er opbygget i kapitler, der dels følger husets gartner og dels husets skiftende beboere. Det vekslende perspektiv og de mange usammenhængende anekdoter er medvirkende til, at jeg i starten oplevede romanen som fragmenteret. Sammenhængen mellem de individuelle beretninger blev dog tydeligere, jo mere jeg læste, og særligt kapitlerne med husets gartner er med til at tydeliggøre den kronologiske sammenhæng i romanen. Endvidere er det særligt Erpenbecks æstetiske og nærmest poetiske sprog, jeg bliver betaget af i min læsning af romanen.
Det sorte kammer
Kapitlet ”Pigen” trækker tråde tilbage til den jødiske klædefabrikant, der i en periode i romanen var ejer af huset. I kapitlet er synsvinklen imidlertid skiftet fra klædefabrikanten til hans niece Doris, der er fanget i en af de ghettoer, som nazisterne samlede jøderne i:
”Mens pigen sidder her i sit sorte kammer og nogle gange forsøger at dreje sit knæ lidt mod højre, nogle gange lidt mod venstre, mens der uden for kammeret er helt stille i lejligheden, og uden for lejligheden er helt stille nede på gaden, og uden for denne gade er fuldstændig stille i alle andre gader i kvarteret, hører pigen nu alle de lyde, der fandtes engang: bladenes raslen, bølgernes skvulpen, dampskibets tuden, årer, der dryppes i vandet (..)”
Erpenbecks sprog er både sanseligt og nærværende. Pigens forestillinger om den verden hun var en del af, inden hun måtte søge i skjul i det lille sorte kammer i ghettoen på flugt fra nazisternes jødehad, er præget af en vis nostalgi. Netop denne nostalgi, der på mange måder står i skarp kontrast til den brutale drejning hendes liv siden har taget, gjorde decideret ondt at læse om. I min læsning af romanen rørte det mig mest, hvordan Erpenbeckformår at indfange de smertepunkter i historien, der kan forekomme mest ubegribelige, og anskueliggøre dem for læseren på en måde, der gør særligt indtryk.
Ufrivillig humoristisk
Selvom Hjemsøgelse skitserer nogle af historiens største tragedier, bærer romanen ikke desto mindre præg af en ironiske distance og en lettere lakonisk holdning, som jeg holder særligt af i Erpenbecks værker: ”hendes mand fortæller vennerne, at han er nødt til at tage til Vesten og købe skruer for sine egne penge til den unge republik (..). Hele østzonen er løbet tør for skruer, er det ikke utroligt, siger han, og hun siger: ”Humor er, når man trods alt ler”. Hjemsøgelse dækker altså over en masse underforståede holdninger og adspredtheder. Disse er medvirkende til, at romanen til tider forekommer ufrivilligt humoristisk, hvilket afvæbner de enkelte fortællingers grusomhed.
Historisk genkendelighed
Selvom romanen på mange måder skriver sig ind som en del af den historiske fiktion, er fortællingen alligevel særegen, fordi den anskueliggør almen menneskelige spørgsmål side om side med historiens brutalitet, hvilket jeg særligt bemærkede i et af romanens sidste kapitler, ”Den Besøgende”: ”Det er ikke let at være på besøg. Hjemme i hendes landsby skulle man takke nej tre gange, før man tog imod en gave, og hvis man tog imod gaven, skulle man næste gang selv tage en gave med, og så skulle de andre på samme måde takke nej tre gange, før de tog imod den og så videre”. I min læsning af romanen og særligt i det nærværende kapitel oplever jeg, på trods af den historiske distance, romanens personer som genkendelige. Erpenbeck formår ikke blot at skitsere historiens gang, men formidler i lige så høj grad universelle tematikker som sorg, ensomhed og skam, som læseren kan spejle sig i. Efter at have læst Hjemsøgelsen føler jeg mig på den ene side beriget med en mere reflekteret forståelse af Tysklands historie og kulturelle baggrund, samtidig med at disse nye perspektiver efterlader mig i en tilstand af sørgmodighed.
Leave a Reply