Hjemsøgte natureventyr for voksne

Hjemsøgte natureventyr for voksne

Hjemsøgte natureventyr for voksne

Anmeldelse af Astrid Ehrencron-Kiddes Nattens gave, udvalgt af Anders Jørgen Mogensen, udgivet af forlaget Escho d. 15. april 2021.

Anmeldt af Shannon Færch

Foto: Shannon Færch

Efter en genopdagelse af samlingen af gotiske fortællinger under titlen Det sukker så tungt udi skoven, er vi blevet beriget med endnu en genudgivelse af Astrid Ehrencron-Kiddes glemte værker. Denne gang i et udvalg af hendes unikke eventyr. Og de er noget af det smukkeste, jeg nogensinde har læst.

Nogle gange er vi så heldige, at modige forlag hiver glemte perler op fra tidens dyb. Astrid Ehrencron-Kidde (1871-1960) skrev og udgav en lang række bøger, mange inspirerede af hendes rejser med manden og forfatteren Harald Kidde i Sverige, Norge, Schweiz og Tyskland, men hun gik siden tabt i den danske litteraturhistorie. Og det er en stor skam, for hendes fortællinger har en forunderlig elegant svulstighed og dybde, som man ikke finder andre steder.

”Halvt gemt bort mellem elle og mangefarvede slyngplanter, midt i en tæt, tilgroet have, lå den gamle gård og så sig sky og mørkeræd om til alle sider med sine utallige små, runde, spejdende glughuller. Med sine hvide mure med de grønne bindingsværksbjælker på kryds og tværs og med de dybe, uudgrundelige borggrave om stod den som en luftspejling midt i den øde, grænseløse lyngørken.”

Selvom næsten alle eventyrene omhandler mennesker og de problemer, vi alle sammen har det med at møde i livet, så står mennesket langt fra som centrum i Ehrencron-Kiddes eventyrlige verden. En fantastisk frodig natur danner grobund for hver eneste fortælling, og her er alt levende, lige fra skovskygger til blomster til nattevinden. Alt emmer liv og agens, og på den måde er den lidt gammeldags skrivestil samtidig hypermoderne. Som Felix Rothstein kommer ind på i bogens akademiske efterord, finder man her en nedbrydelse af de binære hierarkier, som vi sædvanligvis betragter verden igennem.

”Først over engen, så tværs over den månehvide landevej, så gik stien lige ned gennem den dybe, sorte skov. Hendes lille hjerte bankede voldsomt, hvert øjeblik syntes hun at mærke nogen gå ved siden af sig – hun vendte sig – men der var ingen at se eller høre; den eneste, hun mødte, var sommernatten, den smuttede hele tiden foran hende mellem buske og krat; ellepigen kunne mærke hende, når hun gled forbi, hendes lyse klædning duftede af roser og jasmin, og hendes ånde var som lindens, når den drysser.”

Selv økosystemer, naturfænomener og abstrakte idéer som sorg finder form og liv, og det er en næsten berusende oplevelse at læse om. Man genkender de naturbilleder, som Ehrencron-Kidde maler; som når aftensolen blinker i en bæk, og fascineres af den måde, hun puster liv i selv de enkleste sanseoplevelser. Musik har også en særlig plads i flere af eventyrene, da forfatterinden først ønskede sig et liv som koncertpianist. Det er her, i en levende sanseverden, at både mystik og jordforbindelse kan få plads til at udfolde sig.

”Og ridderen bøjede sig og plukkede; han plukkede, til hans ryg værkede, og hans øjne blændedes, og blomsternes voksende klynger gled ud over hans arme. Så kastede han alt, hvad der tyngede: Han kastede sin hat, og han slængte sin bøsse, og han fyldte sin favn med engens gyldne skatte.”

Samtidig indeholder eventyrene en seriøsitet og en alvor, som peger ud over barndommen og ind i voksenlivet, selvom et par af fortællingerne handler om børn. Ehrencron-Kidde skriver lige så meget om døden som om livet, og eventyrenes oftest lykkelige slutninger er ikke altid, som man skulle forvente af genren. Sorg, tab og kriser er lige så vigtige og værdifulde facetter af livet som glæde og lykke, og flugten fra dem er sjældent svaret. Netop dette melankolske og samtidig frodigt livlige gør eventyrene til en stor oplevelse at læse – og hvorfor, jeg nok kommer til at have bogen liggende fast på mit natbord fremover.

”Og lige som jægeren blæste, steg de sælsomste syner ud af hornet og gled som lyse og mørke tågeskikkelser ind mellem træerne og svandt i krattet. Men det var alle den gamle jægers længsler og tanker, som han blæste inde i hornet, og som tonerne gav skikkelse og form, og han så efter dem med sine tåreblændede øjne og strakte armene ud efter dem, men de gled bort og forsvandt, og de andre steg ud fra hornets munding og fulgte efter de første.”