Anmeldelse af Edouard Louis: Monique flygter, udgivet på Gyldendal d. 24. oktober 2024.
Anmeldt af Ursula Dyekjær
Foto: Ursula Dyekjær
Mange generationers vold bliver brudt, da Edouard Louis’ mor, Monique, som 55-årig rykker sine rødder op fra sit tredje forhold til en dranker. Hun flygter fra daglig ydmygelse og hjemmets fængselsagtige vægge. Louis skriver, at frihed kommer i forlængelse af lidelse, og vi er ikke i tvivl om, at Monique kender til begge dele.
I Louis’ roman En kvindes forvandling fra 2022 tog man afsked med hans mor, da hun havde forladt sin eksmand – sin mangeårige alkoholiske undertrykker. Hun var flyttet til Paris, og hun følte sig som en dronning. Syv år senere, der hvor Monique flygter begynder, har historien gentaget sig selv. Romanen indledes med et grådfyldt opkald:
”Jeg troede jeg ville få mig et nyt liv, og nu begynder det hele forfra, det hele begynder forfra på fuldstændig samme måde.”
Sådan hulker Monique i telefonen til sin søn, mens hendes nye mand, der drikker endnu mere end den forrige, kalder hende en luder og en kælling i baggrunden. Monique og hendes søn, jeg-fortælleren, lægger en plan. Monique skal flygte. Hun bliver ikke hængende i elendigheden denne gang – hun skal ud morgenen efter.
At gøre alt det, som kvinden ikke kan
Fortællerstemmen i romanen er sønnens, og jeg tror den skal forstås som forfatterens egen stemme, fordi han jævnligt henviser til sit eget forfatterskab. Han beskriver de utallige telefonopkald, beskeder og billeder han udveksler med sin mor. Herigennem følger vi Monique, mens hun flytter ud og bygger et nyt liv klods for klods. Louis viser os alt det, Monique aldrig har haft adgang til, fordi hun blev mor og fik en dominerende mand og blev fanget i en vold der ”lugtede af forhistoriske grotter og huler, af årtusinders vold.” Man forstår, at flugten er udmattende. Sønnens uro for, om hun kan gennemføre flugten, sidder i siderne. Jeg holder vejret, mens den udmattede kvinde gør op med sin skæbne:
”Min mor havde aldrig lært at bruge en computer, ligesom det heller aldrig var lykkedes hende at lære at køre bil eller at få en uddannelse. Alle de mangler i hendes liv var en del af det samme system.”
Latter, håb og barndommen i retrospekt
Udmattelse til trods er det Moniques stemme, der giver sønnen fortrøstning. Hendes stålsathed bliver ved og ved med at imponere, og den er både trist og vidunderlig. Trist, fordi den indeholder al den uretfærdighed, hendes liv har budt hende. Vidunderlig, fordi hun er fuld af latter og håb og hån af de mænd, hun endelig er færdig med:
”Hvis du kan finde ud af at forlade en alkoholiker, kan du også finde ud af at starte en computer.
Hun lo igen, og jeg lo med.
– Jeg må lige minde dig om at jeg ikke bare har forladt en, men hele tre af dem. Jeg har haft tre mænd. Tre drankere.”
På den måde bliver kvindebilledet i Monique flygter et helt andet end det, der findes i Louis’ bøger om hans barndom. I denne fortælling bliver hun betragtet med hjertevarme og beundring. Mens hun flygter, griner hun meget med sin søn. De nyder hinandens begejstring over friheden, og Louis begynder at forstå sit forhold til sin mor i retrospekt. I denne tid, hvor de taler sammen hver eneste dag, indser Louis, at det undertrykkende liv med hans far skabte den grusomhed, han så i sin mor, da han var barn. Nu blomstrer hun, og Louis lader hendes charmerende personlighed som fri kvinde træde helt frem i lyset.
Uretfærdigheden, der råber dig i ansigtet
Denne direkte måde at udpege uretfærdigheden og undertrykkelsen, der har defineret Moniques liv, er typisk for forfatteren – og det fungerer. Louis bevæger sig fuldstændig gnidningsfrit fra flugtens banale hverdagssituationer som møbelindkøb og aftensmad og over til kompromisløs systemkritik. I de mange fortællinger fra hans eget og morens liv gør han klasseskel, ulighed og maskulin dominans konkret som en mur, man kan række frem og røre ved. Louis skriver voldens systematik frem til den råber dig i hovedet. Selv ikke den sidste dranker, Monique flygter fra, er en simpel skurk. Da Louis møder ham, er det systemets skavanker, han får øje på:
”Ved synet af ham opstod den tanke pludselig i mig at denne mand hverken bar skylden eller var ansvarlig for hvad han havde gjort, men at en vold der var større end ham selv var blevet kanaliseret gennem ham.”
Du kan ikke misse pointen. Selvom Monique flygter er så smuk en fortælling, at jeg tudede min vej gennem de sidste tyve sider, er en lykkelig slutning ikke pointen. Louis’ styrke er hans insisteren på at fortælle, hvad der er galt med samfundet, når man mest bare har lyst til at nyde Moniques unikke historie om frigørelse. Romanen taler til det blinde øje, vi så ofte kan vende mod uretfærdighed fra pinligt privilegerede positioner:
”Nogle mennesker bliver båret af livet, andre skal kæmpe imod det.”
Leave a Reply