Anbefaling af Jonatan Tylsgaard Larsen: De for altid rejsende, udgivet på Byens Forlag d. 30. november 2020.
Anbefalet af Isabel Vetting Pedersen
Foto: Isabel Vetting Pedersen
De for altid rejsende handler om psykologen Emma og hendes veninde Clara, som forlod hende for 20 år siden i Spanien, hvilket Emma ikke helt kan glemme. En dag opsøger en mystisk mand Emma for at fortælle om det, der skete dengang i Spanien. Gennem sjove personkarakteristikker og vanvittige situationer, formår Jonatan Tylsgaard Larsen at tryllebinde læseren.
Emma er i midten af 40’erne, og hun har selv gået til psykolog for 19 år siden, hvor hun tænkte, at det måtte være et overkommeligt job, og derfor er hun nu selv endt som psykolog. Dog er Emma selv ikke helt afklaret med sine egne problemer, fordi hun tænker nemlig ofte tilbage på dengang hendes veninde Clara forlod hende på en rejse til Madrid. Mens klienterne forsøger at åbne op og betro sig til Emma, ender det omvendt, og Emma får i stedet åbnet op for sine egne problemer fra fortiden:
”Min veninde forlod mig, tog mine penge og mit pas og forlod Spanien. Der sad jeg på det lille hostel Villa Rossa omgivet af fremmede mennesker og kunne ikke et ord spansk. Hele vores venskab var bare et skalkeskjul for at stikke af hjemmefra. Den store drøm, berømmelsen i USA. Jeg håber, hun snubler ned ad landingstrappen og brækker nakken mod asfalten.”
Da en ny klient specifikt efterspørger at tale med hende, sker der endelig noget nyt i Emmas liv, og hun bliver besat af tanken om den mystiske mand og beskriver ham, som var de med i The English Patient: ”Hun var allerede nu forelsket i forestillingen om en mand, der steg ind i hendes tilværelse uden kendskab til sin egen fortid, og som ville lade hende rejse ind i sit ukendte ingenmandsland.” Derefter begynder den vilde røverhistorie om en terminalt syg rigmand, der tilbyder millioner for et hotel og om en kvinde, der søger sit barn i Spanien. Den mystiske mand fortæller Emma om Clara, og hendes drømme om at blive musiker i USA.
Emma beslutter sig derfor for at rejse ned til Madrid for at genopleve følelserne fra dengang og for at opsøge nogle af de folk, der har mødt Clara. Her starter forviklingerne for alvor, og Emma bliver hurtigt snoet ind i en større fortælling om mennesker, der alle søger deres kald i livet.
Romanen er skrevet fra skiftevis Emmas og den mystiske mand Alexanders synsvinkel, og derved får vi adgang til mange forskellige perspektiver på livet. For eksempel har Alexander et kryptisk blik på livet: ”Vi forandrer os fra det ene minut til det andet. De mange små valg overrasker sjældent i øjeblikket, men når vi stopper op fem år senere, kan vi ikke kende os selv igen. Vi er blevet nye, og det samme navn dækker nu over et andet menneske.”
De for altid rejsende er en fortælling om egoisme og om at sidde fast i fortiden. De humoristiske beskrivelser er et gennemgående tema i romanen, som handler om at give slip på fortiden, så man kan komme videre i livet.
Har du brug for et spark bagi til at komme ud og leve dit liv, så læs denne roman. Eller hvis du bare har lyst til at læse en sjov røverhistorie om sørgelige menneskeskæbner, kan det også anbefales.
Leave a Reply