Hun er et sandkorn i et hav, der bare bruser  

Anmeldelse af Amalie Sehested Rom: Hun har altid lyst til, at der skal være en til, udgivet på Forlaget Amulet d. 4. december 2024.

Anmeldt af Andrea Kløvgård

Foto: Andrea Kløvgård

Amalie Sehested Rom udgiver sin debutroman med den lange og snørklede titel Hun har altid lyst til, at der skal være en til. Romanen er inddelt i tre, med tre forskellige karakterer. De har som sådan ikke noget med hinanden at gøre, ud over at omhandle: Paris, ungdom og ensomhed.

Selvom Hun har altid lyst til, at der skal være en til betegnes som en roman, fik jeg alligevel fornemmelsen af at læse tre noveller. Den første af teksterne hedder ”Timéa & Inés og Lola” og starter, helt brutalt med, at Timéa skaffer sig selv en gammel, lille lejlighed i Paris ved at have sex med udlejeren. Den anden del hedder ”Sandwich”, og omhandler danske Laura, som uheldigvis er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt til en demonstration. Og til sidst er teksten ”Jordbærtærte”, hvor Jonas’ fars hus står til en tvangsauktion, hvilket roder op i fortrængte minder og følelser i familien.

Omringet af ensomhed

Alle tre hovedkarakter deler samme skæbne om ensomhed. De står på en måde ved en skillevej i livet – et tidspunkt hvor de opdager, at deres forældre eller nærmeste også bare er mennesker, og de personer ikke kan give den tryghed, de higer efter. Så i stedet søger de grænserne gennem sex, politik og venner.

”Udenfor er natten tyk og mørkegul. Timéa fornemmer jorden under asfalten, og at alting har en begyndelse. Hvad gør jeg nu. Hun er for træt til at lægge planer. Hun er et sandkorn i et hav, der bare bruser. Vejen er mørk og stille, og da bussen kommer sejlende som et spøgelsesskib, føler hun sig mere alene end nogensinde.”

Der ligger en grå hinde over stemningen, når man læser romanen. Det virker håbløst for de unge karakterer at bryde deres ungdomsskæbner. Sehested har opfanget og udvalgt netop et lille snapshot af de følelser og situationer, et ungdomsliv også indeholder – og fortæller det på tre meget unikke og dragende måder.

Bløde favne

Romanen igennem får man en fornemmelse af, at der er en vrede, eller kritik imod samfundets systemer og normer. Der er nogle strukturer i samfundet, som de unge karakterer må indrette sig under, men som de alligevel ikke helt kan indfinde sig med. Derfor må de bryde dem på deres egne måder. Disse kapitalistiske strukturer findes overalt i romanen, og siver nærmest bare ind i sproget, uden jeg egentlig opdager det. I romanens anden del kommer det nærmest som en lille stikpille til skønhedsidealer:

”Alle kvinder i Lauras familie bliver tykke før eller siden. De gør krumspring for at narre den sløve forbrænding. De lader hørfrø glide ufordøjede gennem tarmene, bygger dagen op om usandsynligt magre mælkeprodukter of tørstegt kød. Lauras mor steger kylling, der kan blæses ud af munden i en lille sky er florlette tyggede stumper. Men de narrer aldrig deres skæbne, og alle børn i familien får lov at vokse op i bløde favne.”

Sehesteds sprog er flydende og levende, det giver på en måde mening og så alligevel slet ikke. Som læser bliver man selv lullet ind i de større og mindre kriser, kritik og stemninger, der gennemsiver romanens tre dele og tre karakterer. Jeg blev helt klart fanget af sproget og handlingerne i Sehesteds debutroman, og glæder mig til at læse med videre.