Anmeldelse af Haidar Ansari: Normaliseret, udgivet på Gyldendal d. 18. marts 2024.
Anmeldt af Amalie Brændgaard Hansen
Foto: Amalie Brændgaard Hansen
Hvad sker der egentlig inde bag fængselsmurene? Og er der en vej ud af kriminaliteten? Digter og mønsterbryder Haidar Ansari giver os et eksklusivt kig ind til et sted, som mange aldrig har set. Ansari har dansk-irakisk baggrund, er vokset op i Urbanplanen og har tidligere skrevet digtsamlingen Institutionaliseret (2022), mens han afsonede en fængselsdom. Her tre år senere er han nu tilbage med langdigtet Normaliseret, som er et personligt portræt om traumer, kontraster og håb.
Når celledøren åbnes, siver en skarp lugt af urin, sæd og cigaretrøg ud. Ansari fører os gennem fængselsgangene. Som femtenårig blev han indespærret bag Vestre fængsels topsikrede tykke mure, og i digtet giver han os en rundvisning i den daglige, mekaniske gang i fængslet:
”fængselsbetjente i blå skjorter / uddeler uforseglede kærestebreve / og inddeler i sikkerhedskategorier / uden øjenkontakt / brevstemmesedler til 57 % af fangerne / ingen hilsner / ingen indbetalinger / urin i håndvask / øjne uden glans / glans uden forhud / intet udsyn / intet tilsyn / 21 timer alene / 2 timers cellebesøg / 1 times gårdtur / 7 minutters bad / 3 måltider”.
Han beskriver tilværelsen i fængselscellen, og hvordan han på forskellige måder fik tiden til at gå. Men mest af alt beskriver han venskaberne, han opbygger med andre indsatte, og hvordan de bliver hinandens omsorgspersoner.
Familiearv og afmagt
Normaliseret er et personligt portræt, hvor Ansari i høj grad inddrager sig selv, sine forældre og sine søskende. Han taler ind i den negative sociale arv, opvækst og om at være havnet et sted, som man ikke selv har valgt. Han beretter om sin far, der har været i fængsel. Han fortæller om sin bror, hvis vej var defineret for ham, længe før han blev født. Og han fortæller om sin mor, om hvordan han ville ønske, at hun var opvokset et bedre sted – et sted med mere kærlighed. I det store perspektiv skriver Ansari om følelsen af ikke selv at vælge Danmark til, om at måtte forlade sit hjemland og ikke føle at man er velkommen til bords det nye sted:
”min mor valgte ikke danmark / hun kendte ikke jeres forpulede velfærdsydelser / min mor blev grebet i armen / sat på et fly / sendt til et land / hvor hendes mand forsvandt / og hun sad alene med fire drenge / uden sprog / uden netværk / uden livslyst / og hendes eneste ven / var gud”.
”jeg ville bare ønske / du fandt din vej bror / som jeg fandt min vej bror / i går blev du idømt 12 års fængsel / mens jeg startede på højskole / jeg mangler dig bror / hvem skal jeg nu snakke med bror / de her nye mennesker forstår mig ikke bror / ikke som du forstår mig bror / derfor græder jeg for dig bror”.
Det, der særligt rører mig under læsningen, er den stærke næstekærlighed, som Ansari nærer for sin familie. Det rører mig at læse om det nære forhold, som han og hans bror har til hinanden, og om hvor meget Ansari ville ønske, han kunne hjælpe sin bror med at finde en god sti i livet. På samme måde er det bevægende at læse om, hvordan han ønsker sin mor mere kærlighed, ville ønske hun havde mødt mere respekt, støtte og været foruden kvindeundertrykkelse, som den, hun har gennemlevet i så stor en del af sit liv.
Transparant traumekatalog
Ansari tager os ikke kun med ind bag fængslets mure men også helt ind i sit inderste, når han ser tilbage på sin barndom. En barndom præget af traumer og utryghed som følge af en opvækst i et udsat boligområde, hvor vold var normaliseret. Det har skabt minder på nethinden, som ingen øjne burde se:
”baghdad ligner alle andre steder / som skulle frelses af vesten / fjernsynet i mit barndomshjem / viste mig ikke andet end krig / ingen tegnefilm / men bombefly og børnelig / civile under murbrokker / mens jeg spiste cornflakes / klart jeg hader vestens arrogance”.
I langdigtet bliver jeg som læser tillidsfuldt overrakt Ansaris personlige sårbarheder, og jeg ser både angsten og ensomheden som små ubehagelige perler, der ligger som dug på huden af ham. Følelser, der er fremvokset af barndomstraumer og af at have levet på kanten af samfundet i det meste af sine teenageår. Han beretter desuden om at have mistet flere venner undervejs, som ikke klarede det tumultariske liv i den kriminelle løbebane.
Anaforisk langdigt i OPRÅB
Sprogligt er Normaliseret fyldt med stilistiske virkemidler. Der anvendes især anaforer, hvor samme ord eller sætningsdel gentages. Dette skaber rytme, sammenhæng og får sætningerne til at se visuelt betagende ud. På andre områder får digtet mig til at tænke på Yahya Hassan, idet Ansari indimellem benytter lignende greb ved at skrive i versaler, inddrage ord fra eget modersmål og i det hele taget lave et opråb mod systemet: ”VI LEVER I EN NY GULDALDER / OG DEN ER BRUN OG BEHÅRET”.
Langdigtet er en beundringsværdig og håbefuld fortælling om at bryde ud af et voldeligt miljø. Men det er også en refleksion af kulturmødet med Danmark. Ansari fremlægger en indgående kritik af vestens velstillede. Et sted, hvor alle ikke er velkommen til bords, hvis de skiller sig for meget ud fra normalen. Han fremhæver et ønske om en stol til alle. At vi griber hinanden, inkluderer hinanden og respekterer forskelligheder på tværs af religiøsitet, etnisk oprindelse og køn – for at minimere uligheden i samfundet.
Jeg vil mene, at Ansaris toer er noget for dig, hvis du kunne lide Yahya Hassans digte eller Glenn Bechs manifest Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, da værkerne emnemæssigt er meget lig hinanden og har en gennemgående stemme præget af vrede og ydmyghed.
Leave a Reply