Anmeldelse af Iris Wolff: Lysninger, udgivet på BATZER & CO d. 31. oktober 2025. Oversat fra tysk af Paul Klitnæs.
Anmeldt af Marie Liv Villumsen Krog
Foto: Marie Liv Villumsen Krog
Da jeg vendte den sidste side i Iris Wolffs roman Lysninger, trådte den yndige husskade på forsiden frem som et tydeligt symbol på den frihed, Rumænien engang var frarøvet. For når man kommer fra en verden, hvor kun fugle kan bevæge sig frit, er det svært ikke at se sig tilbage, når man pludselig selv kan flyve.
I Lysninger mødes de to barndomsvenner Lev og Kato i Zürich efter fem års adskillelse. Mødet er romanens begyndelse – men fortællingens afslutning. For Wolff udfordrer den gængse fortælleform: Kapitlerne tæller ned fra ni til et, og fortællingen fører mig baglæns gennem tiden, fra voksenlivets distance til barndommens første møde i det diktatorstyrede Rumænien.
Et venskab uden punktum
Da Rumæniens grænser åbner i 1989 efter 24 år med Nicolae Ceauşescu ved magten, beslutter Kato, at hun vil forlade barndommens Rumænien. I de følgende år sender Kato postkort til Lev fra sine omflakkende år som gademaler i Europa. En dag modtager Lev den kortfattede besked ”Hvornår kommer du?”, der trækker ham ud af sit taktfaste liv i Rumænien, hvor han endnu befinder sig. Herfra foldes deres venskab ud i bagvendte brudstykker: et venskab, der begynder, da den 11-årige Lev efter en ulykke er bundet til sin seng, og Kato sendes hjem for at hjælpe ham med skolearbejdet. Herfra spirer relationen. Wolff skildrer den nænsomt og uden store erklæringer, hvilket giver relationen en klædelig tyngde.
”Der fandtes et før hvor de havde vidst næsten alt om hinanden, og det som var nu måtte finde sig i at blive sammenlignet med det. Det var svært nok. […] Han opdagede også andre fotos og forstod at hun ikke kunne tale om deres minder på nogen anden måde, at den verden hun havde forladt ikke havde forandret sig, ikke måtte forandre sig, fordi også hun søgte forvisning i det som engang havde været.”
Venskabet mellem Lev og Kato er romanens følelsesmæssige omdrejningspunkt. Relationen fungerer som et spejl for de liv, de hver især vælger. Wolff skildrer på fin og gennemført vis, hvordan mennesker kan være uadskillelige i barndommen, og hvordan de som voksne kan gå hver sin vej, uden at forbindelsen mellem dem opløses.
Historisk bagtæppe
I baggrunden lurer Rumæniens mørke fortid, præget af kommunistisk diktatur, lukkede grænser og udbredt fattigdom. Den historiske kontekst er tydelig, selvom den lever subtilt i horisonten. For Wolff skildrer først og fremmest, hvordan historien har formet landet, men i højere grad, hvordan den har formet det enkelte menneske: i dets bevægelsesfrihed, relationer og måde at være i verden på. Den mørke fortid fremstår som et stille bagtæppe, der former personerne indefra, snarere end et dominerende tema i sig selv. Det er en elegant kvalitet, der gør fortællingen mere menneskelig end politisk.
”Udvandringen var uundgåelig. Som en mani. […] Også i hans landsby havde det de seneste år været sådan at alle kiggede på hinanden med det her blik: Rejser du også? På bænkene uden for portene sad der altid en der kunne fortælle om nogen der rejste. Og for hver beboer der rejste voksede tanken om også at rejse. Og for hver beboer der blev styrkedes håbet om at kunne blive.”
Udvandringen fra Rumænien minder mig om en flok fugle på en mark, der i mødet med traktoren letter én efter én, indtil det bliver umuligt ikke selv at mærke trangen til at flyve.
Erindringens bevægelse
Lysninger er en smuk og velskrevet fortælling, der med sin legende form og stille udtryk vil gribe den læser, der er nysgerrig på fortællekunstens muligheder. Den bagvendte opbygning mimer erindringens bevægelse hen mod det, der engang var, og viser tydeligt, hvordan fortiden kaster sit lys over nutiden og de valg, der træffes. Ikke alle fugle flyver på samme tid – og ikke alle vender tilbage. Som husskaden på forsiden minder romanen mig om, at det at kunne flyve også indebærer valget om, hvornår – og om – man letter.
Leave a Reply