Anmeldelse af Leonora Christina Skov: Hvis vi ikke taler om det, udgivet på Politikens forlag d. 22. april 2021
Anmeldelse af Anna Ramsing Lindhardtsen
Foto: Anna Ramsing Lindhardtsen
I 2018 tog Leonora Christina Skov det danske bogmarked med storm, da hun udkom med romanen Den, der lever stille. I en rå og ærlig skildring beskrev hun sin egen historie om at springe ud som homoseksuel kvinde og forfatter. Nu er hun klar igen med efterfølgeren, Hvis vi ikke taler om det, der udfylder de huller, som Den, der lever stille ikke udfyldte. Her får vi nemlig et dybere indblik i den verden, en ung forfatterinde træder ind i, når hun udkommer med sin første bog.
På Svendborg station med en rød kuffert i hånden møder vi romanens autofiktive hovedkarakter Leonora Christina Skov. Som en rodløs rejsende turnerer hun rundt i landet for at møde læserne til bestsellersuccesen Den, der lever stille. Mødet udspiller sig som en lang takketale, hvor begejstrede læsere ivrigt stiller spørgsmål til deres store forfatteridol. Under denne temmelig intetsigende hyldest, gemmer sig imidlertid en interessant angst:
”Jo mere af mit liv der var synligt, jo mere fyldte alt det i mig, der ikke var synligt. Der var så meget, jeg ikke sagde, selv om jeg talte hele tiden. I skulle vide, hvor vanvittig vejen hertil har været, tænkte jeg.”
Det er alt det usagte – alt det, vi ikke taler om – som Leonora Christina Skov ønsker at skrive frem i Hvis vi ikke taler om det. Romanen deler sig i to spor: et før og et efter gennembruddet som forfatter. Efter gennembruddet, i et nutidigt spor, indvier Leonora Christina os i livet som forfatter med alt, hvad det indebærer: foredragsturneer, møder med filmselskaber og frygten for at skrive den svære toer. I sporet før gennembruddet følger vi Christina fra Helsinges kamp mod mobbende klassekammerater, homofobiske forældre og en grænseoverskridende forlægger, der i den grad har skabt #metoo-overskrifter efter romanens udgivelse. På den måde formår Skov at belyse tabuer og svære emner, der er vigtige både at tale og læse om. Belysningen af emnerne stammer dog kun fra én kilde – og det er fra forfatteren selv!
Endnu en fortælling om den grimme ælling
Det kan være vanskeligt at anmelde et autofiktivt værk, eftersom ingen har lyst til at gøre sig til smagsdommer over et andet menneskes oplevede liv. Alligevel vil jeg pointere, at Leonora Christina som karakter i romanens verden fremstår en anelse unuanceret og hendes offerrolle er for altoverskyggende. Først er hun mobbeoffer i skolegården, så er hun offer for universitetsverdenens snobberi og selvoptagethed. Som forfatter er hun offer for redaktørernes kritiske blikke, og da hun endelig bryder igennem med Den der lever stille, så er det marketingsfolkenes pres, den er galt med. Selv boganmelderne er angiveligvis imod Leonora Christina, da hun mener, at anmelderne på forhånd har stemplet hende som vred feminist, hvorimod de åbenbart åbner Helle Helle eller Knud Romers romaner med en forventning om, at de er mesterværker. Selvom eventyret om den grimme ælling altid er en god fortælling, her i skikkelse af mobbeofferet Christina, der bliver til Leonora Christina Skov, den sprudlende svane i kjole og røde laksko, så havde det klædt fortællingen at have en mere sammensat protagonist. Når det er sagt, så bryder nuancerne frem enkelte steder. Særligt i mødet med forlæggeren skriver Skov sig ind i en vigtig debat om samtykke og ansvar:
”Forlæggeren angreb mig ikke, han tvang mig ikke, jeg deltog frivilligt, han truede mig ikke eller spærrede mig inde i en kælder, han voldtog mig ikke, jeg drak den vin, han skænkede op, jeg var selv skyld i det hele. Men hvis det havde stået til mig, var intet af det sket, så hvad var det i grunden, der skete?”
Leonora Christina Skov har skrevet en roman, der på mange måder er vigtig. Selvom offerrollen kan tippe over og den ubegrænsede adgang til Leonora Christinas tanker efterlader et minimum af tomme pladser til læserens egen fortolkning, så giver den et indblik i en kamp, Leonora Christina ikke står alene med. Det er en fortælling om at stå ved sig selv og følge sine drømme, trods omverdenens modstand.
Leave a Reply