Anmeldelse af Deborah Willis: Min kæreste på Mars, udgivet på Gads Forlag d. 9. februar 2024. Oversat fra engelsk af Niels Henning Krag Jensby.
Anmeldt af Amalie Brændgaard Hansen
Foto af: Amalie Brændgaard Hansen
Min kæreste på Mars er et økokritisk indspark i litteraturen, der på én og samme tid er satire og tragedie. Romanen handler om Amber, som har tilmeldt sig reality-programmet, MarsNow, der bedst kan beskrives som en blanding af Robinson Ekspeditionen og Star Trek. Her skal hun konkurrere mod deltagere fra hele verden om en af de to pladser på den første menneskeanførte mission til Mars. Men hvorfor er Amber så opsat på at rejse væk, forlade Jorden og bosætte sig på en anden planet? Det spørger hendes kæreste også om.
Amber: kandidat i ernæring og sundhed, frafalden kristen og tidligere pusher. Hendes kæreste Kevin, som hun har været sammen med gennem 14 år, er tidligere manuskriptforfatter og filmstatist. Men nu bevæger han sig ikke længere udenfor hjemmet og lever i stedet i symbiose med deres mange fælles marihuanaplanter i en tropevarm lejlighed.
Ingen steder og alle steder
Amber og Kevin er vidt forskellige. Kontrasterne mellem deres liv skinner igennem i de detaljerede karakterbeskrivelser og vekslen mellem fortælleperspektivet. Amber har masser af gåpåmod, er selvsikker og tør udfordre sig selv. Men inderst inde lider hun af klimaangst og frygter, hvad der sker med Jorden, hvis klimaforandringerne fortsætter, som de er i gang med. Det er hovedårsagen til hendes tilmelding til MarsNow. En anden grund er, at hun ærlig talt også har brug for lidt space. Hun oplever, at forholdet mellem hende og Kevin tenderer til det dysfunktionelle, og hun føler sig ikke støttet i sine mål og drømme.
For Kevin er tilværelsen udenfor lejligheden ikke et sted, han higer efter at begive sig ud i. Han sidder fast og lever isoleret med depressive tanker, der ulmer under overfladen. For ham er Amber alt, og han har svært ved at se, hvem han er uden hende:
”Måske er det den følelse, hun gav mig, når hun tog mig i hånden og trak mig med udenfor – at livet kunne være imødekommende, at verden kunne være et hjem”
Tristhed, modløshed og forladthed. Det er nogle af de følelser, Kevin står i. Romanen skriver disse følelser frem ved at fremstille Kevin som neofobisk, fortabt og uden mål. Set fra Kevins perspektiv, fornemmer man, hvordan det er at føle sig overset og glemt, og hvordan han med tiden må sande, at han er ved at miste sin partner. Kevins tristhed rammer én som læser. På samme tid bliver man ramt af den klimaangst, som Amber har. Romanen går økokritisk til værks og understreger alvoren ved klimakrisen, og sammen med Amber mærker vi den bekymring, hun har om klimaet.
Fra reality-studiet til rummet
Vi lever i mediernes æra. Romanen kredser om den overfladiske medieverden og fører os ind i tv-studiet og viser, hvordan deltagerne bliver filmet 24/7, skal rekonstruere tidligere samtaler og fange dramatiske øjeblikke. Rigmanden og produktionsholdet bag MarsNow efterlever ikke deres etiske ansvar og er i grunden mest optagede af, hvad der udgør godt tv.
Romanen tager læseren fra noget så jordnært som tv-studiet og ud dertil, hvor vi mister jordforbindelsen. En rummission er krævende og fordrer stor teknologiforståelse samt god psyke og fysik. Et liv på Mars er et liv uden tyngdekraft og ilt. I valget om at leve et sådant liv, giver man afkald på meget. Det opdager Amber, og det får hende til at reflektere over, og om flugten fra klimaforandringer og katastrofer egentlig var det værd. I drømmen om en fredfyldt verden har hun vinket farvel til livets små og store glæder, som hendes yndlingsmad, regnen mod huden og hendes familie. Men er Mars et bedre sted i realiteten? Da rumskibet letter, er det tydeligt at mærke både den spænding og frygt for det ukendte, som Amber oplever:
”Lige nu, i dette øjeblik, er den hawaiianske træsnegl ved at uddø, børn sulter i Yemen, mænd voldtager kvinder og kalder det kærlighed – men snart vil hun blive løftet op i en flammende bortrykkelse væk fra dette sted. Og Mars vil være en ny verden, en god verden, en perfekt verden. Så hvorfor græder hun? ”
En roman i tidens ånd
Jeg fandt Willis’ økokritiske roman meget medrivende, og den ene side tog hurtigt den anden. Romanen skriver sig ind i tidens ånd og berører både psykisk mistrivsel, den overfladiske medieverden og klimakrisen. Den rummer mange vigtige samtidsaktuelle facetter, og slår eftertrykkeligt fast, at klimaforandringerne er vores tids største problem, og noget vi ikke skal negligere.
Min kæreste på Mars er skrevet med humor for øje men er samtidig dybt sørgelig og formår at skrive begge følelser ind i historien. Som læser kunne jeg sætte mig ind i Kevin som karakter og fornemme den ensomhed og tristhed, han er i. Ligesom Willis prikker til den klimaangst, som der er mange i dag, der lever med. Hun pointerer og minder os om, at der ikke er nogen planet b, og at vi skal passe på den, vi har.
Leave a Reply