Anmeldelse af Simone de Beauvoir: En skånsom død, udgivet på Gyldendal d. 23. oktober 2025. Nyoversat af Troels Hughes Hansen
Anmeldt af Jacob Møller
Foto: Jacob Møller
Den franske forfatter og filosof, Simone de Beauvoir, giver os indblik sin mors hårde dødskamp og mor/datter-forholdets ambivalente størrelse.
Jeg må indrømme, at det har været en svær anmeldelse at skrive. Om jeg har haft for høje forventninger, eller har lagt en kynisk afstand til værket i min mangel på genkendelse i portrætteringen af det ambivalente mor/datter-forhold, ved jeg ikke. Til gengæld anerkender jeg bogens skildring af de specifikke uger i Simone de Beauvoirs liv og de filosofiske overvejelser, hun gør sig undervejs. Jeg vil derfor ikke påstå, at det er en fængende roman. Den er nærmere interessant.
En skånsom død tager udgangspunkt i en ulykke, der sker for Simone de Beauvoirs mor, og fortsætter i hendes langstrakte dødskamp på hospitalet. Det er en flot, lille, hard-back, pocket-sized bog, som man sagtens kan læse på en weekend. Værket udkom oprindeligt på fransk i 1964 og er tidligere blevet oversat til dansk i 1986.
En skånsom løgn
Det ser ikke godt ud for Simone og Poupettes mor. Lægerne erklærer at hun ikke har lang tid igen. Men ingen fortæller moren om kræften i hendes mave, der højst sandsynligt har været grundlaget for faldulykken i hendes lejlighed. Døtrene og lægerne skåner så at sige den gamle mor for sandheden. Beauvoir sætter spørgsmålstegn ved etikken af dette. På den anden side har moren en stærk dødsangst og klamrer sig til livet i de mange uger, hvor hendes krop forfalder til hun nærmest er mere mumie end menneske:
”Det generede mig ikke længere, at hun var nøgen. Det var ikke min mor, men en stakkels forpint krop. Men jeg var skrækslagen ved tanken om de frygtelige mysterier, jeg forestillede mig under gazebindet, og jeg var bange for at gøre hende ondt.”
Det dobbelte ansigt
Bogens flotte forside er prydet med et dobbelt ansigt, der skildrer en kvinde med et både ungt og gammelt ansigt. Er det Simone eller hendes mor? Eller er det begge? Simones ambivalente forhold til moren fylder stødt gennem romanen, og bliver allerede tidligt eksemplificeret gennem morens krop:
”Som barn havde jeg elsket den. Som ung pige havde jeg følt mig underligt frastødt af den. Det er helt klassisk, og for mig gav det god mening, at den havde bevaret denne dobbelte karakter af noget modbydeligt og noget helligt.”
Det er ikke kun Simones kropslige og følelsesmæssige forhold til moren, der får plads i bogen. Også morens ambivalente forhold til Simone får lov at fylde lidt. Hertil skal siges, at Simone de Beauvoir kom fra en strengt katolsk familie inden hun, sammen med Jean-Paul Sartre, udarbejdede den eksistentialistiske filosofi, der tager udgangspunkt i at Gud er død:
”For selvom hun forgiftede hele år af mit liv, havde jeg uden at ville det givet hende så rigeligt tilbage. Hun var syg af bekymring for min sjæl. I vores nære verden var hun stolt af min succes, men hun var samtidig pinligt berørt over den skandale, jeg skabte i hendes bredere omkreds.”
Man skal nok ikke forvente fængende sceniske beskrivelser og dramatiske passager af en bog som denne. En skånsom død er dramatisk på en meget nøgtern og filosofiske måde, der kommer til udtryk i den sproglige stil. Der bliver udtrykt mange interessante overvejelser igennem bogen, der på samme tid gør handlingen meget specifik og meget almen. Vi skal trods alt alle forholde os til døden, både vores egen og vores nærmestes, hvilket En skånsom død i den grad giver god anledning til at gøre.
Leave a Reply