Reportage fra Jane Austen-Salon – Musik, anekdoter og forfatterskabets univers til Aarhus Litteraturfestival Vild med ORD på Dokk1, d. 21. maj 2016
Billede fra Vild med ORDs galleri
Af Charlotte Elisabeth Christiansen
Til dette års Vild med ORD var lørdag formiddag dedikeret til Jane Austen, da Lille Sal blev forvandlet til en salon, hvor Austen, hendes samtid og i særdeleshed hendes debut Sense and Sensibility, på dansk Fornuft og følelse, var i centrum. Publikum blev præsenteret for både oplæg, oplæsning og musik fra Austens romantiske univers.
Offentliggørelsen af Vild med ORDs Jane Austen-salon blev modtaget godt på de sociale medier, og det afspejler det pæne fremmøde i Lille Sal på festivalens sidste dag. Salonen byder da også på forskellige aspekter af Austens univers, og forskellige måder at dyrke det på, i den næste halvanden time. Her har vi noget af et program foran os: først går Peter Mortensen, lektor i engelsk på Aarhus Universitet, på med et oplæg om Jane Austen og hendes forfatterskab. Dernæst bliver det skuespillerstuderende ved Aarhus Teater Anna-Sofie Fredslunds tur til at indtage scenen, og sidst, men ikke mindst, spiller Duo Suonante en lille koncert med musik fra Austens levetid. Med denne line-up er det næsten sikkert, at man gribes af den austenske stemning, hvor følelserne rammesættes.
En uforbederlig Janeite
Peter Mortensen indleder sit oplæg med at sige, at han er en uforbederlig Janeite, som Austens fans kaldes. ”Der er mange forskellige måder at være Janeite på,” fortæller han. Nutidens Janeites er især fans på det intellektuelle plan – de laver teater, skriver essays og forsøger at få folk til at læse Austens romaner, mens andre dyrker Jane Austen på en lidt anderledes måde: De danser, som man gjorde dengang, klæder sig ud og holder den slags fester, som Austen skrev om i sine bøger; det vil sige baller, hvor de udspiller scener fra for eksempel Pride and Prejudice. ”Således er der en verdensomspændende fankultur af Janeites,” forklarer Mortensen.
“The very thing to work on”
”Jane Austen udgav i løbet af sin levetid seks romaner, eller hendes små elfenbensstykker – som hun kaldte dem,” påpeger Peter Mortensen. Derudover har hun efterladt sig et ufærdigt manuskript, Sandition. På overfladen sker der ikke så meget i nogen af Austens romaner, heller ikke i Sense and Sensibility. De handler om forviklinger inden for kærligheden, forlovelser og familien. Dette bunder formentligt i Jane Austens enkle idé om, hvordan en bog skulle skrives: ”Three or four families in a Country Village is the very thing to work on”, har hun selv udtalt om det at skrive bøger, fortæller Mortensen. På trods af denne enkle tilgang, må Austens bøger siges at brede sig ud over flere genrer og have flere nuancer i sig end som så. Hendes bøger kan, indlysende nok, beskrives som romantiske komedier, hvilket hun var langtfra at være den første til at skrive. Mortensen bemærker, at Austen var meget inspireret af Shakespeare, som måske var den første til at skrive romantiske komedier. ”Udover at være romantiske komedier, er hendes værker også dannelsesromaner,” pointerer Peter Mortensen: ”De tager alle sammen udgangspunkt i en ung naiv pige eller heltinde, der i løbet af romanen lærer at begå sig og til sidst træder i karakter som voksen kvinde.” Endelig er bøgerne også sædelighedsromaner: Der er en mørk side i værkerne, de er ikke kun humoristiske, men rummer også det bitre, destruktive og desperate, forklarer han.
Sense and Sensibility
”I sin debut brugte Austen titlen til at fremhæve romanens modsætninger – det var helt almindeligt på dette tidspunkt,” påpeger Peter Mortensen, som fortsætter med at fortælle, at romanens arbejdstitel faktisk var søstrenes navne Marianne and Elinor. Modsætningen i titlen svarer til de to søstre; den fornuftige Elinor og den passionerede Marianne, som romanen er centreret om. Efter deres fars død må de to søstre klare sig under mere beskedne kår, end de er vant til. Økonomien får indflydelse på søstrenes fremtidige ægteskabsudsigter, og denne situation bliver ikke nemmere af alle de kærlighedens forviklinger, som både Marianne og Elinor kommer ud for og reagerer vidt forskelligt på. Modsætningerne imellem søstrene afspejler også en anden modsætning i tiden, idet romanen er skrevet lige midt imellem klassicismen og romantikken. De kvaliteter, der forbindes med henholdsvis den ene periode og den anden, er også indbygget i de to meget forskellige søstre, argumenterer Mortensen. Han fortsætter: Klassicismen forbindes med rationalitet, mådehold og balance, hvilket svarer til Elinors kvaliteter, mens romantikken havde idealer som æstetik og naturforbundethed, hvilket tydeligt er afspejlet i Marianne, der bliver ked af det, når der fældes gamle træer, for at der kan blive plads til nye bygninger. Modsætningen mellem de to søstre giver anledning til ligeledes at se på andre oppositioner i romanen og tiden.
Køn og klasse
Én af de mest tydelige modsætninger i Austens forfatterskab findes mellem sociale klasser og grupper. Austen skriver udelukkende om middelklassen, særligt den øvre; hun interesserer sig ganske enkelt ikke for andre sociale grupper og ignorerer det jævne folk og arbejderne. ”Hun er meget socialt afgrænset i modsætning til en forfatter som Charles Dickens,” fortæller Mortensen. Det er ellers ikke, fordi alle Austens karakterer har lige fordelagtige vilkår – Elinor har nærmest ingen penge efter sin fars død, ikke ulige Austens egen situation, da hendes far gik bort. Alle karakterer er enten på vej ned eller op, som Lucy Steele, der i Sense and Sensibility snyder sig til en plads på samfundets solskinsside, forklarer han. Alle ved nøjagtigt, hvilke begrænsninger og fordele de har.
”Skellet mellem mænd og kvinder blev mindre på Austens tid, men der var stadigvæk en dyb kløft mellem de to køn – det var nærmest en slags apartheid,” forklarer Peter Mortensen, idet mænd og kvinders interesseområder og plads i samfundet var meget afgrænset. Mænd diskuterede og arbejdede inden for militær, penge, ejendom og politik, mens hjemmets fire vægge og alt det huslige var kvindens domæne. Således var der altså begrænset mulighed for kontakt mellem de to køn. Peter Mortensen fortsætter: Fester i form af baller var grænseflader, hvor mænd og kvinder kunne skabe kontakt. Ballerne er også ofte kritiske højdepunkter i Austens romaner, for eksempel i Sense and Sensibility, hvor Willoughby brutalt forkaster Marianne til festen i Cordan, hvilket får konsekvenser for hendes senere helbred.
Waiting for Mr. Darcy
“It is a truth universally acknowledged, that a single man in possession of a good fortune, must be in want of a wife.” Sådan åbnes Austens mest kendte roman, Pride and Prejudice, og dette citat er meget sigende, for som Peter Mortensen påpeger, ender alle Austens romaner med mindst ét ægteskab. I Sense and Sensibility ender romanen med hele tre af slagsen: Elinor og Edward, Marianne og Colonel, Lucy og Robert. Privat giftede Austen sig aldrig – ”hun forblev litteraturens mest forkætrede pebermø,” fortæller Mortensen, selvom hun ikke manglede ægteskabstilbud. I sine bøger ironiserede hun ofte over ægteskabet; især dem, der var forkvaklede, ikke fungerede og formentligt aldrig skulle have været indgået. Austen brød sig ikke om, at man giftede sig af de forkerte grunde, og var en stor modstander af arrangerede ægteskaber. Men hun var fortaler for ægteskabet: Det skaber sammenhæng i familien og samfundet og fører forskellige familier sammen, fortæller Peter Mortensen om Austens syn på ægteskabet. Et eksempel på denne samling er urbane, vulgære Elizabeth og den snobbede, overklasselige Darcy i Pride and Prejudice. Netop denne samling er det, der gør ægteskabet så vigtigt. På den note slutter Peter Mortensen sit oplæg af med en lille illustration på sin præsentation, der samler salen i et latterbrøl:
Intrigante Lucy og fornuftige Elinor
Salonens næste indslag leveres af Anna-Sofie Fredslund, som er skuespillerstuderende ved Aarhus Teater og medvirker i teatrets opsætning Fornuft og følelse. I forestillingen spiller Fredslund karakteren Lucy Steele, som hun selv beskriver som ”intrigant”. Fredslund læser op fra romanens 22. kapitel, som hun blandt andet selv har brugt til at udvikle sin karakter ud fra. I dette kapitel betror Lucy sig til den beherskede Elinor om sin hemmelige forlovelse med Edward, som Elinor også har følelser for. I løbet af kapitlet, og Fredslunds oplæsning, bliver det mere og mere tydeligt, at Elinor bliver dybt bestyrtet, da det går op for hende, at Edward er forlovet. Da Lucy lufter sine tanker om muligheden for at forlade Edward, fordi afstanden og hemmelighedskræmmeriet vanskeliggør deres forhold, kan den sårede og fornuftige Elinor ikke give hende noget råd andet end at gå ud fra sin egen dømmekraft. Men som bekendt gifter Elinor sig til sidst med Edward og får på den måde sin egen ”Mr. Darcy”.
Austensk autenticitet
Salonen rundes af med en lille koncert med Duo Suonante, som består af guitarist Lars Hedelius-Strikkertsen og sopran Katrine Dyrehauge Roos. De er begge klædt i autentisk tøj fra perioden, og de fortæller indledningsvist lidt om deres påklædning. Hedelius-Strikkertsen er iført en jakke, som er kort foran og med lidt mere længde bagtil. I starten af 1800-tallet var det moderne med store lægge, så Hedelius-Strikkertens bukser er designet, så der er plads til at sætte et par træklodser ind – ”det gjorde man dengang for at få større lægge,” fortæller Hedelius-Strikkertsen. Kvindemoden var det, man kaldte ”nøgen-mode” – ”kjolestoffet skulle være så tyndt som muligt, næsten gennemsigtigt,” fortæller Roos, som bærer en let, tynd, hvid kjole og en lille kyse-lignende hovedbeklædning, der omkranser det krøllede hår. Også det udstyr, som duoen har taget med, er i autentisk stil – det gælder både deres stole og nodestativer i mørkt og smukt udskåret træ. Det eneste ved duoens optræden, der afviger en smule fra autenticiteten, er det faktum, at det primært var mænd, der var ude og spille koncerter dengang, mens kvinderne hyggede sig med at musikere derhjemme, påpeger Roos.
Favourite songs
Duo Suonante spiller koncerten igennem sange fra Austens egne nodebøger, og de begynder koncerten med et nummer, der i hendes nodebøger er beskrevet som ”favourite song”. Det er et nummer om Orfeus, Eurydike og deres ulykkelige kærlighedshistorie. Det er et fint og stemningsfuldt nummer – Roos smukke, lyse sopranstemme akkompagneres fint af Hedelius-Strikkertsens elegante og organiske guitarspil. Inden næste nummer forklarer Roos, at mange af de sange, de spiller i dagens anledning, egentligt er skrevet til at skulle synges af mænd, men det tager duoen sig ikke af, ligesom man heller ikke gjorde det i datiden – hvis man syntes, at det var en god sang, så sang man den, uanset hvem den var skrevet til. Det gælder også for ét af duoens sidste numre denne formiddag, som er en munter sang om at være enlig. Den indeholder blandt andet følgende frase: ”Let’s all be unhappy together”, hvilket må siges at kunne overføres på Austen og hendes romaner.
Salonen er ved at være slut, og det er tid til at træde ud af Austens univers og ind i nutidens. For undertegnede har det været en udpræget fornøjelse at tilbringe denne formiddag i en verden af Austen og romantik, og da publikum så småt forlader salen, er vi alle nok lidt større Janeites end før.
Leave a Reply