Anmeldelse af Patrick Ness: Mere end det, udgivet på Gyldendal d. 1. oktober 2015
Anmeldt af Mia Nikander
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
I Patrick Ness’ Mere end det fra 2013 bliver vi stillet over for de store spørgsmål i livet: Er der et liv efter døden? Er der noget, der venter os, når vi ikke længere befinder os på jorden, og i så fald hvad er det? Alt dette er noget, den 16-årige Seth nu skal tage stilling til. Han er vågnet op i sit barndomskvarter efter sin død, bortset fra at det nu tilsyneladende er tomt. Men jo længere tid han befinder sig i kvarteret, som han først antager er hans efterliv, går det op for ham, at det måske er mere virkeligt, end han tror.
Seth Wearing er død. Og så måske alligevel ikke. Han ved i hvert fald, at han druknede i de iskolde vande ud for staten Washingtons kyst og pludselig er vågnet op i en forfalden version af det kvarter i England, hvor han voksede op, før han med sin familie flyttede til USA. Han er helt alene. Derfor konkluderer han hurtigt, at han befinder sig i sit eget personlige helvede – hans barndomshjem. Grundet hændelser, der har fundet sted under Seths opvækst, fremprovokerer huset selvhad og voldsom skyld i ham.
Efterhånden begynder små tegn at vise sig, og det går op for Seth, at der er mere på spil end først antaget. Han bliver kastet hovedkulds ud i et mareridtsagtigt eventyr, han end ikke i sine vildeste fantasier kunne have forestillet sig, da han var i live, og som nu tvinger ham til at konfrontere sin fortids synder.
Selvom Ness ikke er så kendt i Danmark, har han de sidste år fået en del opmærksomhed for sine bøger. Det er da også velfortjent, for i Mere end det forstår Ness i dén grad at beskrive isolationen og ensomheden, Seth oplever, da han vågner op. Ensomheden virker tilpas tyngende, i og med at den føles overvældende for hovedpersonen og læseren, men ikke i en grad hvor historien går i stå som følge heraf.
Gennem en række flashbacks, som Seth oplever i sine drømme, tegnes desuden et billede af, hvorfor hans barndomshjem volder ham så meget smerte, og hvordan han endte med at drukne. Seth går hurtigt fra at være overdramatisk teenager til at være en kompliceret og interessant person, der kæmper med nogle for ham virkelige dæmoner. Hans udvikling gennem historien samt sammenspillet med resten af karaktererne gør ham til en fascinerende protagonist, især med de valg han foretager senere i bogen. Han viser sig som en person, der trods hans tunge ballast kan rejse sig og være stærk. Han er hverken perfekt eller uudholdeligt angst; han er lidt af hvert, og man får derfor lyst til at læse videre for at opfange hans mange nuancer.
Klichépræg og stilforvirring
Dette redder desværre ikke bogen fra det faktum, at der til undertegnedes skuffelse forefinder sig en del arketyper og plotlinjer, som efterhånden er set så ofte i Young Adult-genren, at de synes dovne og trættende i en bog udgivet i 2013.
Dette gælder f.eks. bogens måde at portrættere andre folks reaktion på homoseksualitet, som er et centralt tema for bogen. De fleste af karaktererne reagerer voldsomt og negativt, da det kommer ud, at to af karaktererne er homoseksuelle. For enkelte af dem virker det naturligt, ud fra hvilken baggrund de har, og hvordan de indtil da har opført sig, men for andre virker det atypisk og stemmer på ingen måde overens med deres hidtidige personbeskrivelse. Ved sidstnævnte ender det hurtigt med at virke, som om Ness ikke har gennemtænkt, hvordan hans egne karakterer ville reagere på sådan en situation, og i stedet har benyttet sig af den ”lette” løsning: Alle er imod dem.
For mig er bogens største problem, at historien bygger sig op til at være et eksistentialistisk drama, hvor hovedpersonen skal finde ud af, hvad meningen med livet er, hvilket var det, der oprindeligt fangede min interesse. Den tegnedes til at ville have genretræk lig med magisk realisme eller surrealisme, men i stedet skifter bogen tempo og stil så hurtigt, at jeg er sikker på, at der er røget et gear, og handlingen tager en anden afkørsel, end den først havde planlagt for at finde en alternativ rute til den endelige destination. Pludselig ændrer universet sig, og i stedet for at være denne tankevækkende historie om liv og død bliver bogen til en dystopisk science fiction i stil med The Matrix. Dette kunne have været interessant, hvis det blev fulgt til dørs, men Ness formår ikke at gøre dette. Dette er en skam, da historiens største antagonist introduceres ved dette vendepunkt og derfor ikke får den opmærksomhed, som denne fortjener.
Ikke desto mindre nåede historien stadig at overraske mig et par gange, og de sidste 50-100 sider var gribende nok til, at jeg ikke kunne lægge bogen fra mig. Hvis man som læser ikke har noget imod enkelte litterære klichéer typiske for Young Adult-genren og ubeslutsomheden med hensyn til genre og stil, så er Mere end det en underholdende bog, som jeg varmt kan anbefale.
Leave a Reply