Anmeldelse af Naomi Fontaines Manikanetish, udgivet ved Forlaget Republik 28. april 2021, oversat af Francois-Eric Grodin,
Anmeldt af Kristine Kudahl Lyngsø
Foto: Kristine Kudahl Lyngsø
Fremmedhed, genkendelighed og selvforståelse er tre nøglebegreber i Naomi Fontaines værk Manikanetish, som er en stærk fortælling fortalt som et indblik i innuernes liv i reservatet Uashat. Kultursammenstødet mellem innuerne og den moderne teknologiske verden med dets moderne og refleksive menneske kommer i spil på fineste måde. Midt imellem fortid og nutid befinder sig et individ, der søger efter sit ståsted i verden.
Naoimi Fontaine
Naomi Fontaine er født og opvokset i Canada. Hun er selv en af de Canadiske indfødte, og det ses i hendes værker (både Manikanetish, men også i hendes debutroman Kuessipan (2011)). Med udgangspunkt i Naomis egen livshistorie skriver hun en rørende, medrivende og skelsættende fortælling om ungdommens ukuelige kamp for at bryde med fremmedhedstanken og adskillelsen af ’os’ og ’dem’.
”Jeg viger ikke uden om problemerne i de samfund, jeg behandler dem ærligt gennem mine egne oplevelser. Jeg vil ikke skrive en bog om sociale problemer, men om mennesker […] Man hører altid den anden version af historien. Nu er tiden inde til, at vi fortæller vores. Det er afgørende, hvis man ønsker ægte forsoning.”
Sådan siger Fontaine om sin egen ærlige skrivestil. Dette er også årsagen til, jeg takkede ja til tilbuddet om at anmelde Manikanetish, fordi jeg var interesseret i den anden version. Versionen fortalt af et menneske, som kan beskue sin egen virkelighed fra to perspektiver.
Manikanetish
I Manikanetish følger vi Yammie, som har boet i Uashat-reservatet indtil sit syvende år, hvor hun må flytte med sin mor ind til Quebec. 15 år senere vender hun tilbage for at undervise i reservatets folkeskole. Hun træder ind til undervisningen med de reneste intentioner; en nyudlært lærer, der vil vise, hun brænder for sit fag. Men ungdommen har ændret sig, siden hun forlod reservatet, og hurtigt melder tvivlen sig, er hun stadig én af dem, eller har hendes liv uden for reservatet gjort hende fremmed for sine egne?
”Jeg ville gøre et godt indtryk, og selv om de til at begynde med opfattede mig som en fremmed, bortset fra min hudfarve og mine mørke øjne, ville det lykkes mig at knytte stærke bånd. Mellem en dybere forståelse af det franske sprog og en forståelse af sig selv. Det var frø. Før Marcs fravær. Før Myriams ludende skuldre. Før Mélinas uslebne og skjulte talent. Før Rodriques oprør. Før Mikuans generte latter. Før jeg faldt ned i et hul. Pludseligt. Uden mulighed for at vende om. Det var før mig.”
Begyndelsen på skolen er alt andet, end Yammie havde forestillet sig. Eleverne er fulde af fordomme, spilopper og oprør, men des længere tid Yammie opholder sig blandt eleverne, des dybere forståelse får hun de konflikter, der tærer på de unge. Tidlige graviditeter, som pigerne bærer med stolthed, samtidig med at de skal passe deres skole, og dødsfald, som påvirker hele skolen, er blot to af de realiteter, Yammie erfarer er en del af virkeligheden i Uashat. Der er intet, hun kan gøre for at forhindre det, så i stedet forsøger hun at møde eleverne, hvor de er. Og langsomt tør de op overfor hende. Lader hende blive en del af det samfund, hun i så mange år har higet efter at finde tilbage til. Men at indfælde sig fuldt og helt i Uashat reservatets moderniserede liv har også konsekvenser, og det mærker Yammie på egen krop. På samme måde som sine elever indlemmes hun i den kulturelle og historiske fortid, nutid og fremtid, som er en del af innuernes dagligdag.
En stemme fra reservatet
Manikanetish er, på trods af sine kun 148 sider, et rørende værk om livet i al sin udfoldelse. Læseren tages med på en rejse gennem håb, tvivl, glæde, sorg, vrede, fremmedhed, forståelse og accept. Og selvom der er fokus på at være en del af fællesskabet, eller at stå udenfor, er værkets egentlige fokus mennesket i sin reneste form, forbundet med de kampe, udfordringer og glæder det udsættes for.
Naomi Fontaine er en stemme fra reservatet. Hun taler til innuerne. Hun taler til Canadierne. Hun taler til unge. Og hun taler til resten af verdens befolkning. Vi kender alle følelsen af at stå udenfor, om vi vil erkende det eller ej. Fontaine skildrer det bare på så ren og malende en måde, at det først er når bogen er læst til ende, vi giver os selv lov til at reflektere over det.
Leave a Reply