Essay om integration og stedserfaring i Små bjerge af beton
Af Lea Grosen Jørgensen
Foto: Bogseriens omslag / joringel.dk
Ordet ”integration” har spillet en væsentlig rolle i den nu afsluttede valgkamp – og med god grund. Billeder af fiskekuttere og faldefærdige trawlere læsset med desperate familier fylder nyhedsudsendelserne og aviserne. Det samme gør drøftelser om asyllovgivning og familiesammenføring, og uanset kandidaternes parti eller politiske ståsted tjener diskussionerne ét og samme formål; at integrere de traumatiserede flygtninge i det danske samfund. På Christiansborg anses lovforslag og reformer som den eneste løsning – men måske kan litteraturen udgøre en lige så vigtig milepæl på vejen mod integration.
I Danmark skal man desværre lede længe efter en samfundsorienteret litteratur, hvis man spørger en forfatter som Peder Frederik Jensen. Både på sin blog og i Politiken efterspørger han en ny romanform i den danske litteratur. En form, der gør op med selvcentreret navlepilleri og i stedet forsøger at behandle problemstillinger, der rækker ud over landegrænser og forfatterens eget rum. I et interview forklarer han denne mangel på et bredt politisk udsyn som en del af en kynisk tendens blandt nordeuropæerne:
”Vi kender til fattigdommen, flygtningestrømme og klimakrisen, men vi overser det […] Jeg efterlyser ikke bøger, der gentager det, vi gør i forvejen, men forfatterskaber, der udfordrer formen, samtidig med at deres indhold er større end det individ, der sidder og skriver det.” (Christensen 2015: 3)
Ifølge Jensen bør samfundet såvel som litteraturen vende øjnene mod især underklassen og de socialt udsatte, som ikke har velstillede positioner i verden. Litteraturen, siger han, skal være rig på mangfoldighed.
ET NUANCERET GELLERUP
Måske skal man ikke længere væk end til Aarhus for at finde et sådant bidrag til mangfoldigheden; her er der nemlig opstået et lille stykke litteratur, der sætter ord på bagsiden af det danske samfund og på sin helt egen måde yder et bidrag til integrationsdebatten. Det drejer sig om bogserien Små bjerge af beton, som udkom i april i et samarbejde mellem Aarhus Litteraturcenter og Forlaget Jorinde og Joringel. Seriens fem bøger er skrevet af en samling folkeskoleelever og fire forfattere, nemlig aarhusdigteren Mads Mygind, den arabiskfødte Homam Mohammad Amin og endelig Lars Bo Nørgaard samt Hanne Højgaard Viemose, der begge er uddannet fra Forfatterskolen i København.
På trods af den brede forfattersammensætning er seriens røde tråd tydelig: Det er boligområdet Gellerup, der fungerer som bøgernes egentlige hovedperson. Alle teksterne er skrevet med udgangspunkt i Aarhus’ berygtede ghettoforstad, der som et af landets fattigste områder på sin vis lægger navn til det ”Underdanmark,” som Peder Frederik Jensen taler om. Samtidig kan Gellerup også gøres til genstand for integrationsdebatten med sin kulturelle diversitet og lige så brogede beboersammensætning; man anslår, at alene Gellerupparken huser over 80 forskellige nationaliteter.
Portrætteringen af Gellerup i Små bjerge af beton er heldigvis langt mere nuanceret end det billede af ghettoerne, som man ofte finder i de danske medier. I alle bøgerne er det individets historie og tilknytning til Gellerup, som er på spil. Selv om der ganske vist er henvisninger til dunkle episoder som kioskindbrud og politiafspærring på Janesvej, er hver fortæller drevet af en henrykt agtsomhed på hverdagens små detaljer, som når sæsonens sidste brombær bliver plukket på Gellerupstien, eller når skyerne tager form som enhjørninger, der leger og spiser slik. Den enkelte tekst og den enkelte fortæller er med til at nedbryde de negative fordomme om Gellerup, og omvendt får området med bøgernes hjælp en litterær stemme. Kvarterets mangfoldighed kommer til udtryk med særprægede og til tider skæve personer, der ligesom alle andre har en rutinepræget hverdag med indkøb i Føtex, busture og havregryn til morgenmad.
STEDSERFARING SOM VIRKEMIDDEL
At Gellerup fungerer som bøgernes egentlige nøglefigur gør desuden Små bjerge af beton til et eksempel på den litterære tendens imod en ”spatial turn” eller ”rumlige vending”; dvs. litteratur, der er koncentreret omkring den menneskelige stedserfaring og hvordan kunsten reflekterer vores forhold til fysiske omgivelser. Dan Ringgaard udforsker begrebet i sin bog Stedssans (2010), hvori han blandt andet finder frem til, at selve ”stedet” er et janushoved fyldt med modsætninger, forandring og fremmedgørelse – men det er også et kunstværk i sig selv: Det er åbent for fortolkning, og det vækker forundring ved at gøre vores hverdagserfaringer til noget ekstraordinært (Ringgaard 2010: 269).
Denne form for ekstraordinær genfortryllelse er nøjagtig det, der finder sted i Små bjerge af beton. Stedets iscenesættelse opstår nemlig i mødet mellem de sproglige detaljer og de enkelte karakterers personlige tilknytning til omgivelserne: Rundkørslen på Jernaldervej er ikke ”bare” en rundkørsel, men den selvsamme rundkørsel, som en af fortællerne kørte rundt i på sin knallert sammen med sin far – altid af tre omgange. Bazar Vest er ikke ”bare” en bazar, men lægger også lokaler til en libanesisk restaurant, der serverer ris og kylling med tomater til to børn og en kold cola til deres mor.
ET INTEGRERENDE STYKKE LITTERATUR
Fortællingernes personlighed og sansemættede detaljer viser et mangfoldigt billede af, hvordan det rent faktisk er at bo i et af Danmarks såkaldte ghettoområder. Det er et sted ligesom alle andre; med individer, minder, rutiner og travle hverdage. Det er denne præmis, som får Små bjerge af beton til at virke som et integrerende stykke litteratur, som på trods af sit lille format peger ud over sine egne grænser og nedbryder den mentale barriere. Den viser nemlig, at hverdagen i Gellerups betonblokke slet ikke er så forskellig fra den hverdag, som de velstillede danskere fra middelklassen oplever i forstædernes villakvarterer. På den måde bygger fortællingerne ikke alene en bro mellem Gellerup og Aarhus, men også mellem ghettoområderne og kernefamilierne; mellem under- og middelklassen, om man vil.
De små fortællinger står som en påmindelse om, at litteraturen er at finde overalt, selv i ghettoen. Her trives poesien, fordi Gellerup er et sted rigt på modsætninger, forandring og fremmedgørelse – men frem for alt er det et kunstværk. Hver tekst i Små bjerge af beton er et poetisk udtryk i et sammensat landskab, hvis beboere har et fælles ønske om at høre til. Uanset om de kæmper i klasseværelsets sociale hierarki, søger kærligheden i lyriske metaforer, stiger på 4A-bussen, frustreres over deres moderrolle eller får besked fra kommunen om at finde en ny lejlighed, så leder de alle efter en plads i verden.
Denne fundamentale længsel efter ”stedet” er det, der får Små bjerge af beton til at overtræde ghettoens grænser og omfavne en langt større problemstilling. Bøgerne behandler nemlig den almenmenneskelige stedserfaring, som alle på tværs af kultur og klasse kender til. Gellerup danner baggrund for fænomenet og får med litteraturens hjælp mulighed for at indgå i dialog med resten af Danmark og opnå politikernes tilsigtede mål: integration. Med en sådan tolkning kunne det tyde på, at der alligevel findes eksempler på en samfundsorienteret understrøm i den danske litteratur. De små bøger er måske et ydmygt bud på den politik, som Peder Frederik Jensen savner, men de kan meget vel være begyndelsen på noget større. De retter i hvert fald blikket væk fra navlepilleriet og ud mod Gellerups boligblokke med en oprigtig nysgerrighed på ghettoen, på samfundet og selve den verden, de befinder sig i. Man kan kun håbe på, at den nysgerrighed breder sig til resten af landet.
Læs Charlotte Elizabeth Christiansens anmeldelse af Små bjerge af beton her
Leave a Reply