Anmeldelse af Eiríkur Örn Norðdahls Oratormonologer – om små og store samfundsspørgsmål. Oversat fra islandsk af Nanna Kalkar.
Anmeldt af Mette Grandahl
Fotograf: Mette Grandahl
Smukt er det ikke, men heller ikke grimt. Nærmere bare ligegyldigt på en helt almindelig måde, og så alligevel ikke helt ligegyldig, for læsningen af digtsamlingen fremkalder både en reflekterende og først og fremmest en følelsesmæssig reaktion: Jeg blev super irriteret!
Oratormonologer er en samling af digte, som alle kredser om, som undertitlen antyder, temaer i nutidens vestlige samfund. Jeg vil dog snarere kalde det ”samfundsobservationer” end -spørgsmål. Dette ses blandt andet i indholdsfortegnelsen, som findes bagerst i bogen, med overskriften ”Digt om…” og efterfølgende listes de emner og temaer, som digtene behandler såsom ”Foretagsomhed og produktivitet”, ”Madvaner”, ”Fattigdom” og ”Situationen i Gaza”, for bare at nævne nogle.
Undervældende sproglighed
Det er ikke en sprogligt imponerede samling, så man skal ikke læse den for den æstetiske oplevelse. Læsningen drives snarere af en lidt svært defineret følelse af irritation og foragt. Det er tydeligt, at digtene forsøger at være sjove, måske sarkastiske, for på den måde at kunne observere samfundstemaerne med både en forherligende og en fordømmende tone. Desværre kommer humoren til at virke utroligt påtaget i de fleste tilfælde.
Norðdahl skriver utvivlsomt påvirket af sin samtid, og det er ikke blot i emnevalget, dét kommer til udtryk. Flere steder i samlingen er det som om, digtene på poetisk vis mimer memes, som man kunne støde på, på online platforme som 9GAG. Digtene forsøger at skabe den samme genkendelighed og hovedrysten, som når man ser de virale billeder. Det er bare ikke selvindsigten, man fnyser over, snarere digtenes påtagethed.
Digtene er hverken et opfordring til handling eller en fordømmelse, det er blotte iagttagelser i en opremsende og slående ensartet stil. Det første digt, som delvist er citeret herover, præger læsningen af resten af samlingen, da det lægger ud med at indhylle læseren i en genkendelig, om end overanstrenget, håbløshed.
Kan man irriteres til refleksion?
Hele samlingen igennem løber et slags omkvæd, som lyder ”Og så videre og så videre.” Det synes at ville have en komisk karakter, men det opleves i stedet falskt og super irriterende. I læsningen af digtsamlingen, hvor jeg flere gange var fristet til at lægge den fra mig, undrede jeg mig over, hvad det var, der generede mig så meget.
Man kan måske argumentere for, at der ligger et potentiale i irritationen, som digtene forsøger at udnytte. At irritationen, når man studser lidt over den, fungerer som et spejl for egen hykleri. Bliver jeg irriteret, fordi jeg ikke bryder mig om de pinagtige sandheder, jeg kan genkende mig selv og min omverden i? Til dels, men mest af alt irriteres jeg over overanstrengelsen, hvilket Norðdahl måske allerede har gennemskuet.
Leave a Reply