Anmeldelse af Bjørn Rasmussen: Pynt, Gyldendal, 175 sider, 2013
Anmeldt af Kristin Vego.
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Pynt er titlen på anden roman af den spændende unge forfatter Bjørn Rasmussen. Spændende, fordi hans debutroman, Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet fra 2011, indeholder noget af det flotteste prosa, jeg har læst. Jeg har derfor længe set frem til at læse den nye bog, hvis titel er lige så kort, som den foregående var lang. Og jeg blev ikke skuffet – Pynt er en rigtig fin, men også tilpas urovækkende, lille efterårsroman.
”Jeg er ikke død. Jeg er bare ikke så tydelig længere”
Pynt er fortalt af en spiseforstyrret kvinde, som er indlagt på en psykiatrisk afdeling. Hun har ikke noget navn, men det har til gengæld hendes menstruationsblod (Jonna). Der er i det hele taget en afstandstagen til hendes egen krop og kvindelighed, ligesom hun fysisk er isoleret fra de mennesker, hun holder af: Den elskede, autistiske lillebror, som hun skriver breve til (romanens ”du”), og den sorte, tatoverede Alfrida, som hun begærer. Derudover præsenterer romanen hendes og brorens værge Werther (forældrene er døde) samt dennes kvindelige påklæderske ved navn Jakob.
Pynt er skrevet i korte afsnit, som små dagbogsfragmenter – af forlaget kaldet ’en punktroman’. Der fortælles fra en sygeseng, men som det bliver gjort klart i begyndelsen, er der ikke tale om en sygedagbog, men ”en kærlighedshistorie.” I modsætning til de andre indlagte, har medicinen ikke svækket fortællerens sanser, hun er snarere blevet ekstra påvirkelig og dermed i stand til at skrive:
Jeg har det, som om jeg er forelsket, sagde jeg, hvor alle sanseindtrykkene er stærkere. Jeg bruger ordet lol om denne følelse, der er lol på hver ve, jeg kramper mig igennem.
Ornamenteringen af sprog og krop
Fiktionen udspiller sig i en verden med blandede tidsmarkører: En verden, hvor der både findes portemonnæer og SU, hvor der spilles kroket og danses zumba. Det kan for eksempel lyde sådan her, når vi befinder os inde på klinikken: ”Det er tilmed blevet fremlagt, at jeg kunne være frugtsommelig, hvilket er obskurt, jeg har ikke ligget med en mand siden Hr. Johansen” – men uden for anstaltens mure kan der også stå: ”Jeg spiller wordfeud med min gymnasieveninde Ea Hundevads mor.” Det er underspillet og helt vildt sjovt. Der er noget barokt over de monstrøse ordvalg, over fascinationen af kroppe (”Jeg gider godt understrege min krop ved at kneppe dig”) og sammenblandingen af fremmedelementer. Teksten afspejler hermed forsidens æstetik, hvor et sorthvidt fotografi af et menneske, gammeldags klædt, danner baggrund for en grotesk kollage af noget kropsligt og kødfarvet, noget, der ligner rullepølse, hønepludder, spejlæg og kønslæber.
Det ornamenterede, lyriske sprog, bliver den egentlige drivkraft i romanen, hvor handlingen er opbrudt i en række nedslag, og jeg-fortælleren er ved at skrumpe væk. Enkelte steder bliver det lidt for akademisk, for eksempel når der står, at ”rejsen er en livsbekræftende struktur.” Men den slags irriterende postulater er der heldigvis ikke så mange af, og når det er rigtig flot, går det lige ind – som her:
Hvid mandag. Det er det hul, jeg gravede i haven den nat, det er tidligt om morgenen nu, jeg har gravet i flere timer, prøv at se himlen, det lys, prøv at se alle de brombær derovre. Dine hænder.
Det er enormt smukt og nøgent. Pynt er et værk, som kun bliver bedre ved hver gennemlæsning.
Det giver ingen mening, men jeg kender følelsen
Det er også først ved anden læsning, at værkets egentlige sammenhænge begynder at gå op for mig. Pynt er på denne måde en langsom bog, fordi handlingen og de mange personer, man introduceres for, kun gradvist lader sig gennemskue. Det hele bliver ligesom holdt på afstand af jeg-fortælleren, der konsekvent omtaler sin eksmand ”Hr.”, mens Werther for det meste bare kaldes ”værgen”. Selv Alfrida, som hovedpersonen er så optaget af, ved læseren meget lidt om. Minderne om hende kredser altid om de mange tatoveringer på hendes krop – hendes pynt. Jeg kunne ønske mig et lidt mere udfoldet billede af denne fortællerens love interest, fordi karakteren ærlig talt forbliver en smule uvedkommende. Hvorfra stammer fascinationen af denne kvinde? Hvorfor er Alfrida ikke romanens ”du”?
Når det er sagt, er Pynt en meget stor læseoplevelse. Det er en udfordrende roman med et sprog, der er ret utroligt. På første side lyder det: ”Nu vil jeg tale, så det driver ned af væggene.” Men i modsætning til Rasmussens forrige roman, er der ikke her i samme grad skrevet ’så det driver’, sproget i Pynt er derimod lyrisk og afstemt, på én gang anorektisk og udsmykket. Jeg hørte forfatteren læse op af det endnu ikke færdigskrevne manuskript tidligere på året, og særlig én sætning satte sig fast: ”Jeg føler mig som et maleri, der hedder: Efterladt køleskab på en strand.” Jeg blev begejstret, da jeg genfandt sætningen i romanen, for den eksemplificerer netop det, jeg synes er det smukke ved Bjørn Rasmussens prosa: Ofte giver det ingen mening – men jeg kender følelsen.
Leave a Reply