Jeg vil vågne til livet

Jeg vil vågne til livet

Jeg vil vågne til livet

Anmeldelse af Karoline Brændjord: Jeg vil vågne til verden, udgivet på Turbine d. 26. maj 2021, oversat fra norsk af Sara Koch

Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard

Foto: Johanne Lehmann Daugaard

Karoline Brændjord debuterer med Jeg vil vågne til verden, en digtsamling, som omslutter læseren i en sørgende omfavnelse, hvor heling og forsoning kæmper med smerten og uforståeligheden over en mors selvmord. Med sine sanseligt skarpe og poetiske digte placerer Brændjord sig allerede nu som en vigtig stemme i den lyriske arena, som vinder af både Kritikerprisen og Tarjei Vesaas’ debutantpris 2020. 

Kan man rejse sig fra sorgen, når ens mor har valgt at tage sit eget liv? Hvor, og i hvad, skal man finde trøst? Findes der et lys i verden at vende sig mod, når det ser allermest mørkt ud? Brændjord vender sig, i sine digte, både ind i og væk fra sig selv. Minder afsøges, og naturens gang omkring den barske tilstand gør det muligt at høste forsoning trods afsavn, hjertesorg og magtesløshed. 

Brændjord trækker en tråd mellem sorg, frustration og vrede, hvor smerten er afløb for et dyrisk og vildfarent instinkt, som kun viser sit ansigt, når det utænkelige og ubærlige sker. Sorgens dyb forstærkes af frustrationen over tragedien og fortvivlelsen over at blive forladt af en forælder. Den afdøde mor bliver skelsættende for Brændjords selvbillede. Der vokser et sitrende ansvar og selvkontrol, som påvirker Brændjords måde at agere på og anskue verden. Morens selvmords uforudsigelige vanvid og mørke smitter af på Brændjord med sine kontraster, således hun, som barn af en selvmorderske, skal være håbet for fremtiden og bærer af viljestyrken til at leve videre.

Ansvaret, som moren gennem sit selvmord pålægger sin datter, blusser i digtene op som en overlegenhed over moren, en slags voksenskældud fra datter til mor. I digtet “BESØG” indtager Brændjord rollen som mor for sin egen mor, idet hun, med en observant visdom og ro, beskriver morens selvmord som en barnlig og opgivende handling, de pårørende har måttet lide under:

“Når jeg bliver ældre end min mor blev / vil jeg ikke længere tænke på hende / som en mor der forlod mig / Men stå ved graven og tænke på hende / som et barn: / Lille barn, du ængstelige uskyldige / Lille møl der brænder fødderne væk / ved at lande på lyspæren / Lille ved-ikke ved-ikke-blomst / Orker-ikke-at-blomstre-mere-blomst / Vrantne jeg-vil-bare-dø-barn / Vrantne I-kan-ikke-holde-mig-barn / Være mors mor, ikke sørge med børnetårer / Sørge med vise tårer / Kan man det?”

Midt i den buldrende sorg og stikkende frustration findes der dog et lille lys, som digtene skriver sig hen mod. Lyset er den heling, der vokser sig større med erkendelsen af, at der omkring sorgen findes et liv, der venter på at blive levet. En stor del af digtene rummer naturbeskrivelser, hvor Brændjord kan finde tilbage til sig selv og genopdage verden omkring sig. Naturen bliver et rum foor Brændjord at oplære kroppens sanser på ny og hele sig selv: 

“MENS JEG LEDER / Jeg forelsker mig i alt / Døre, vinduer, vide himle, sletter, sår, det åbne hav, måger, forårsvinde, en lang vals i dur / Solsikkekerner, ribssaft, kirsebærtræer, fordybningen i avokadoen når stenen er væk / En boble sejlende i vandskorpen, en bådebro, et bål, en jolle, et mønstret cykelspor på asfalten, en motorvej i daggry og kalve der lærer at løbe / Jeg vil hjem til et ansigt”

Med sin debut har Brændjord skrevet en digtsamling, der indeholder hele følelsesregistret, og som minder os om, at selvom man mister, vil det mistede stadig bæres med videre i livet. At miste er at huske på de gode ting og at bringe dette med sig i hukommelsen, mens man lever videre og finder fodfæste igen. På trods af digtsamlingens tragiske udgangspunkt bliver den også en hyldest til livet på godt og ondt:

“Her er et sår der glimter i morgengryet / Her er et sår, en almisseskål / Her er et sår, der har født en kvinde / en frelser og et træ / Her er et sår dækket af sne / Her er et sår renset med salt / Her er et sår – hvor skal du ellers / så et frø der åbner sig mod alt?”