Anmeldelse af: Nordisk Jul – Julefortællinger udgivet på Gyldendal d. 6. november 2025
Anmeldt af Matilde Karoline Winther Nielsen
Foto: Matilde Karoline Winther Nielsen
Antologien Nordisk jul består af elleve korte fortællinger – både noveller og erindringer – om julen skrevet af en række af nordens største forfattere fra tiden omkring det moderne gennembrud og mellemkrigstiden. Mens nogle tematiserer klassiske julebudskaber som tilgivelse og håb, gør andre næsten ondt at læse.
”Ude i køkkenet står nu alting i en sydende, brasende dur. Der snittes rødkål, der skrælles kartofler til juleaftensfesten, og på hakkebrættet går vuggekniven næsten uden ophør. Nu er det mandler, det gælder, nu persille og nu kål til grønlangkålen (…). Der lugter af bagværk derude i køkkenet, af den krydrede, nylagte pressesylte og ikke mindste af den store suppegryde, der står og boblekoger med rullepølsen og kødpølsen (…).”
Så sanseligt beskriver Marie Bregendahl en families juleforberedelser i novellen ”I juletravlheden” fra 1927. Denne novelle er en af dem, der varmer. Den emmer nemlig af en hyggelig og tryg taktfasthed, en forudsigelighed, som jeg tror mange kan genkende fra deres egne juletraditioner: de faste retter på julebordet, børnenes spænding og den ro, der endelig indfinder sig, når alt er klappet og klar.
I en anden fortælling af Bregendal ”En juleaften”, også fra 1927, lyder det dog lidt anderledes:
”– Sådanne var mine sædvanlige barnejuleaftener. Og de var baggrunden for den, der brændte sig så fast i erindringen, at de aldrig slettes ud: den juleaften, da min mor ikke kom og satte sig i højsædet hos far (…) – den aften, da hun var borte, for aldrig mere at komme igen. Den juleaften var al fest slukt. Skønt det meste af programmet forløb som sædvanlig, var alting goldt og koldt og tomt – knugende tomt.”
Bregendahls erindringer over sin egen barndoms jul ramte mig særligt. For hun sætter netop ord på hvordan det mørke, som sorgen over at miste, kan føles mere dyb og ubærlig, når den ramler ind i alt det taktfaste.
Denne tematik er Bregendal ikke alene om at beskæftige sig med. Mange af fortællingerne handler netop om mislydene i den ellers fredelige juletid.
I novellen ”Karens jul” af norske Amalie Skram fra 1885 finder en betjent en ung kvinde død sammen med sit nyfødte barn morgenen efter juleaften. Skrams novelle er en rå, barsk og ubehersket tekst, der udfolder de faktiske forhold, som mange kvinder levede under på denne tid.
Det er benhård og hjerteskærende realisme, når det er bedst, og tilmed indsvøbt i et så detaljerigt sprog, at det føles som om tiden står stille, så man er tvunget til at dvæle ved det ubærlige:
”De var stendøde begge to. Barnet lå ind til moderen og holdt endnu i døden brystet i munden. Ned over dets kind var der fra brystvorten silet nogle dråber blod, som lå størknet på hagen. Hun var forfærdelig udtæret, men på ansigtet lå der ligesom et stille smil.”
En antologi, der er værd at vænne tilbage til
Jeg læste alle elleve noveller med stor fornøjelse, selvom det langt fra er alle, jeg har nævnt i anmeldelsen her. Samlet set indfanger de juletiden i alle dens utallige facetter, lyse som mørke. Det er derfor en antologi, som jeg helt klart vil anbefale at læse, og måske endda genlæse, når julen nærmer sig igen.
Leave a Reply